Ingelise Høgh

DET BLIR IT' BEJRE

Det var en af de mandage, hvor jeg vågnede og følte, jeg drejede i udu om min egen akse, mens alle morgenritualer larmede i sjælens æselører.

”Forandring,” hylede min indre ulv, og jeg vidste klart som is, at den uigenkaldeligt var på vej.

Nattens ensomhed havde sat sig spor, og spejlet talte sit eget tydelige sprog. Matte udtørrede øjne og en hud, der skreg på fugt og sollys. Håret, som jeg ellers generelt var stolt af, hang omkring mit ansigt som slatne siv med udtørrede sølvblink.

”Det blir it' bejre,” hørte jeg min fars jyske stemme sige, og det var jo egentlig fremragende udtrykt.

***

Bilen stod kold og tiliset i indkørselen. Bulen, jeg fik i Bilka forleden, trådte anklagende frem og satte som så meget andet skønhedsfejl på mit sprukne image.
Hvis det så bare var de udvendige sider, der var rustne, men nej! – også alt det indvendige trængte snart til en gennemgående renovering.

Nogle kalder det overgangsalder. Andre undergangs. Tidligere havde jeg haft den besynderlige indstilling til kroppens forfald, at hvad udad tabes, vil indad vindes. Men jeg var ikke så skråsikker mere.
En af mine venner havde nogle dage tidligere sagt til mig, at jeg tænkte for meget over tingene. Det tror pokker! Er det ikke netop det, der adskiller os fra dyrene? Indholdet af mine tanker kunne vi så godt tage op til revision, ligesom hans tendenser med at tillægge kvinder over 50 særligt snørklede ventrikler.

Jeg fik låst mig ind i bilen og startet motoren.


”Husk det nu, ikke varm luft på forruden, den kan sprænge,” lød mekanikerens stemme i mit baghoved.

”Ja ja,” vrissede jeg højt. Jeg er gammel, men ikke hjernedød!”

Dem der ikke har prøvet at stå i 10 graders kulde og skrabe bilruder med bare hænder, har en udsøgt oplevelse tilgode.
Naboerne stod bag vinduet og fulgte småsnakkende med i processen.

”Hvorfor tager den kone dog ikke vanter på?”

Jeg forestillede mig deres snak og deres efterfølgende mudren sig ned i kaffekrogen, hvor de trygt kunne bekræfte hinanden i, at jeg som single havde redt, helt som jeg selv ville ligge.
Tosomheden styrede for vildt derinde i krogen, bag deres ens morgenkåber og tilbudskaffen fra Aldi!
Nu har jeg jo intet imod, folk er par. Tværtimod. Jeg kan endda mærke en snert af misundelse, når jeg ser al den indeflettede samhørighed. Men visse dage kan de opleves som en dosis malurt i bægeret, til alle os, som ikke har været så fantasifulde at finde den manglende sok i kurven!

***

På arbejdet var der stille denne morgen. Nogle var i færd med dagens gøremål, mens andre glimrede ved deres manglende tilstedeværelse.

I løbet af dagen dukkede mine kolleger op på skift. Til min store tilfredsstillelse, så de alle omtrent lige så slidte og dyndgrå ud som jeg selv. Måske var det lyset på denne årstid? Eller vi var ved at forpuppe os på samme stadie og var kollegialt sprøde i sværen.

Sammen kom vi gennem dagen, uden at få hverken jorden eller de gamle bygninger til at skælve ukontrolleret.

Klokken nærmede sig fyraften. Forude ventede det sædvanlige program for resten af dagen. Indkøb-gåtur- aftensmad-tv, og som topping på desserten la petite mort, under andedun indpakket i Ikeas nye design af varm flonel.
Mit liv som dåselaks!

***

Bilen startede som smurt, og jeg klappede den på rattet med et pludseligt anfald af ømhed. Jeg fik tændt for radioen, og pludselig tonede gruppen Coldplay igennem, helt ind i min hverdagstravle forsømte sjæl:

"Lights will guide you home and ignite your bones.
And I will try to fix you."

Min krop gav hjælpeløst efter, og jeg sank tilbage i sædet og lukkede øjnene, mens jeg gav mig hen til musikken.

Du er sammen med mig her i bilen. Din duft er i mine næsebor og trænger ind i min krop og vækker alle mine sanser.
Du står foran mig, og jeg ser al din umiddelbare glæde og smilet i dine øjne. Hører din dybe stemme blive blid og stille, mens den hvisker i mit øre. Dine stærke hænder glider over min krop, og langsomt mærker jeg livet vende tilbage og min egen brændende trang til at forenes med dig. Dine kys så insisterende og dybe, at jeg mister vejret.

Åh, denne pokkers længsel efter dig og al din ungdommelige lethed, bragende gennem min urskov af småborgerlige blokeringer.

Hvordan pokker kommer jeg videre i det?
Med alt der er mig? Alt der er frygtsomt og flagrer rundt som en tornado af hvirvlende skrammel, jeg hverken kan finde hoved eller hale i.
Hvordan kan man tro på et kunstværks ægthed, når man gang på gang har konstateret bedraget, der lurer bag den fine finish?
Hvordan kan man give slip på alle sine omhyggeligt opbyggede beskyttelsesmekanismer og den illusion, at man bærer sin overlevelse og sit liv i egne hænder?
De gamle budskaber stod til stadighed mejslet ind i min underbevidsthed. Ene er du stærk. Ene har du intet mere at miste?
Jeg mærker hvordan sentimentaliteten grimt trænger sig på, sammen med nogle forræderiske tårer i øjenkrogene.
Fuck!- er der noget jeg ikke vil ende op som, er det en gammel sensitiv grådinkontinent krage.
Godt ingen aner, hvilke besynderlige kompositioner, kvinder på min alder går rundt med.

Jeg sidder lidt og sunder mig. Får duppet øjnene og rettet lidt på min makeup med indholdet fra min egen private "nødhjælps kasse".
Pokkers hvad musik kan gøre ved en.

Bilen begynder så småt at blive varm, og oprøret stilner i min krop, mens jeg fisker min mobil op af tasken. Udenfor har mørket slugt den rødmende solnedgang, og jeg kan bare konstatere, at jeg heller ikke denne mandag nåede at runde stranden i tide.

Der er kommet tre beskeder. To af dem fra dig.

***

I butikken er der trængsel, og lugtene smyger sig kælent om mig. Som noget helt nyt har de fået varmt brød i butikken, der er placeret som tag-selv bag lokkende glaslåger. Plastikhandskerne ligger presset ind i en smal revne, og folk bander irriteret, mens de forsøger at hale dem frem. Jeg iagttager anstrengelserne og frydes ved duften, som camouflerer stanken af våde frakker og daggammel arbejdssved.
Lynhurtigt får jeg købt ind og smiler kærligt opmuntrende til den lidt grå kassedame, som jeg ved, også har været single nogle år.
Varerne lægger jeg i bagagerummet, men jeg tager vinen med ind og anbringer den tæt på varmeblæseren.

Jeg kører ud fra parkeringspladsen og vinker farvel til den ensomme aften som sofadyr foran tv, mens jeg drejer mod Næstved.
Sommerfuglene ler i min mave og basker spændt med vingerne.

Nu skal det altså være slut, med kun at være weekend kærester!

***

Copyright Ingelise Høgh