Susanne Marie Madsen

DET ER MIN OMGANG

Lise svinger den pinkfarvede Swift ud i den yderste vejbane. Lige frem gennem to lyskryds og til venstre i rundkørslen, så er hun på arbejde. Det er Mads, som henter børnene i dag, så hun skal ikke engang skynde sig hjem. Kan bare køre lige i sit eget tempo hele vejen – for en gangs skyld. Han har også sagt, at han vil lave maden, hun behøver slet ikke at forhaste sig. Hans smil var hemmelighedsfuldt her til morgen, så der er sikkert dømt surprise-party med vennerne og hele familien.

Lise synker lidt sammen foran rattet, mens hun holder for rødt. En utålmodig dytten får hende til at vågne op. Hun kigger sig i bakspejlet, hæver hånden til hilsen og sætter bilen i gear. Et lyskryds mere og så rundkørslen. Orker hun virkelig alt det hurlumhej. Er hun og Mads nu også lykkeligt gift?

Sikkert gennem det næste lyskryds tårner rundkørslen sig op, mere som en trussel end som det sædvanlige tryghedstegn.

Koldsveden springer frem, og rattet føles glat at holde på. Det vil ikke dreje. Rattet vil ikke dreje. En tur mere rundt får Lise til at besinde sig, hun hiver dramatisk i rattet og fortsætter ligeud.

***

Alle Mads' undskyldninger her på det sidste. Han har en anden, det er hun helt sikker på. Men hvad med børnene? Hvad nu hvis han vil skilles? Måske det er en eller anden syg joke fra hans side. Skilsmisse kaldes ud på 5-års-bryllupsdagen.

Lise kører ind til kantstenen og ignorerer de vrede bilister, som må sætte farten ned for at komme sikkert uden om hende. Håndtasken ligger på forsædet. Hun fisker et lommetørklæde op og tørrer sveden af panden og hænderne.

Lise læner sig tilbage og får øje på sig selv i bakspejlet. Makeup'en er opløst af sveden og har strimet huden. Mascaraen hænger som mørke skygger under øjnene på hende. Det ser herrens ud. Hun spytter lidt i lommetørklædet og gnider ihærdigt det værste væk. Fisker ned i tasken efter en pudderdåse og dupper huden pænt ensfarvet. Det må gøre det for nu.

***

En banken på ruden hiver Lise ud af hendes egne tanker. Hun ruller vinduet ned og smiler til den bekymrede gamle dame. Ansigtet er rynket som et viskelæder, men ganske pænt.

– Er De ok? Nu har De snart holdt der længe, så jeg ville lige sikre mig...!

– Jeg er ok! afbryder Lise den gamle dame, men tak for omsorgen.

Hun gør mine til at rulle vinduet op, men damen banker igen på ruden.

– Jeg er sikker på, De har problemer! Det lyser langt ud af Dem, at De er ved at bryde sammen og ikke ved, hvad De skal stille op.

– Jeg må bede Dem forlade bilen, jeg skal skynde mig videre ...

– Visse vasse. De skal overhovedet ikke skynde Dem. Ring hellere til Deres arbejde og meld dem syg, så må vi vist tage en tur på café og få snakket det her godt og grundigt igennem. Det er Deres mand ikke sandt?

Lise forsøger igen at få damen til at gå, men indser til sidst at det ikke er muligt. Et øjeblik sidder hun og sukker fortvivlet ned i rattet. Så rejser hun sig langsomt og stiger ud af bilen.

***

– Jeg hedder Ella, siger damen og giver hånd.

Da de lidt senere sidder med hver deres kop dampende varm kakao og en croissant foran sig, må Lise hoste op med sin mistanke om mandens utroskab.

– Mange mænd er deres koner utro på et eller andet tidspunkt.

Ella lukker munden op og afslører en perlerække af små smykkesten på fortænderne inden hun sætter tænderne i croissanten.

– Er de?

Lises mund rimper let sammen over Ellas nonchalante holdning.

– Og kvinderne er såmænd ved at komme godt efter det, fortsætter Ella mens hun tørrer sig om munden med servietten.

– Nej, nu må jeg be' ..., siger Lise fortørnet. Jeg har aldrig tænkt i de baner.

– Virkelig ikke? Så er du da vist en af de første kvinder jeg har mødt, som ikke i det mindste har tænkt på det.

Ella smiler et lille skævt smil mens smilerynkerne spiller omkring øjnene.

– Sådan er det ikke. Mads elsker mig. Det er jeg sikker på! Gråden begynder nu at presse sig på hos Lise, og hun tværer for anden gang den dag makeuppen rundt i ansigtet. Denne gang med sin serviet.

– Elsker du også ham? Spørgsmålet bliver hængende, og Lises hånd med croissanten stivner i luften. Det let hævede, spørgende øjenbryn hos Ella bliver i samme stilling, mens øjnene fortsætter deres intense stirren på Lises måbende mund. Til sidst sænker hun hånden og lægger croissanten fra sig igen.

– Jamen det gør jeg da, svarer hun næppe hørligt, men hun slår øjnene ned mens hun svarer.

– Hmm, det lyder bestemt ikke overbevisende i mine øren. Måske du bare leder efter en grund til at forlade ham!

Lise farer op og sætter begge hænder i bordet.

– Din lede gamle heks, hvem er du, at sætte dig sådan til doms over mig. Jeg elsker Mads, og jeg er sikker på, at han også elsker mig.

– Nå, det lyder meget bedre. Nu taler du jo med overbevisning. Sæt du dig bare ned igen.

Ella peger med myndighed på stolen bag Lise.

– Jamen ...

Lise er paf og vil protestere. Alligevel følger hun Ellas bud og trækker stolen ind under sig samtidigt med at hun forsigtigt sætter sig ned.

– Nu skal du bare høre. Først og fremmest, hvis der en anden dame, så skal hun vippes af pinden. Du skal få Mads til at genopdage dig, som den dejlige pige du er. Så vi skal først en tur til damefrisøren.

– Jamen jeg er lige blevet klippet?

Lise ligner et stort spørgsmålstegn.

– Og hvor mange år har du så haft den halvlange sjaskede frisure? Nej du skal have helt kort hår. Bagefter skal vi videre til makeup–artisten og have lagt de helt rigtige farver til din hud, og du skal have ordnet negle. De ser jo herrens ud.

– Gør de?

Lise kigger forundret på sine gennemsigtigt lyserøde negle.

– Og vi slutter hos en stylist, jeg kender, så du kan få noget klædeligt tøj med farver på. Det vil live dig op i stedet for det kedelige grå og beige du sandsynligvis overvejende går i.

– Kedelige?

Lise kigger op og ned ad sig selv. De dyre cowboybukser med de fine detaljer ser pludselig helt grå ud, og den beigefarvede bluse fra Karen by Simonsen falmer ved den sørgelige bedømmelse.

– Drik du nu din kakao færdig, og lad os så komme i gang. Du skulle jo gerne være smuk til i aften, min søde. Det er nu det sker. Det er vigtigt at få kærligheden til at vokse mellem jer. Ellers dør den bare ud. Flammen slukker lige så stille, og til sidst så føles luften kold. Og kulde kan dræbe. Varme derimod giver liv til jer og jeres børn.

– Det er bare alt for dyrt. Jeg har slet ikke råd til sådan en omgang, stammer Lise med et let forkrampet smil.

– Det skal du ikke bekymre dig om. Jeg har flere penge, end jeg kan nå at bruge, inden jeg sætter træskoene. Så det er min omgang! smiler Ella.

***

Copyright Susanne Marie Madsen