Børge Lindschouw

KAMPEN OM FRIHEDEN

Det er en kølig, fredelig morgen i oktober. Solen kikker over horisonten og sender sine stråler stribevis ind mellem de omgivende træer og hytterne. Pigerne går krumbøjede og fejer gårdspladsen, som de gør hver morgen, med håndkoste lavet af grene. Det hvirvler den tørre, støvede røde jord op i en sky rundt om dem. Den lader sig føre bort af en stille brise.

Kraalen er en lille klynge hytter omgivet af bush og små marker. I toppen af køkkenhytten siver røgen andægtigt ud igennem røghullet og breder sine dufte af røg og madlavning i en tynd tåge udover gårdspladsen.

 

Der er også tre sovehytter og et par mindre depoter, som er bygget på stolper en meter over jorden for at forhindre termitter og små dyr i at tage for meget for sig af retterne.

Bortset fra et stort mangotræ er gårdspladsens røde flade totalt ryddet for beplantning, så slanger og andet uønsket kryb ikke kan gemme sig og gøre skade på beboerne.

De smukke, afrundede, ældgamle bjerge er rigt dekoreret med mange forskellige plantevækster og rammer hele maleriet ind.
 

Itayi strækker sig. Gør sig klar til morgenmaden. Da han træder ind i køkkenhytten, koger søsteren allerede vand til te og laver majsgrød over bålet.

”Go’ morgen,” siger han, ”har du sovet godt?”

”Ja, jeg har sovet godt, hvis du har sovet godt,” svarer Chipo.

”Jeg har sovet fint,” siger han og tager tallerkenen med stiv grød og relish, som hans søster rækker ham, ydmygt kravlende på sine knæ.

”Jeg skal af sted om lidt,” siger broderen.

 

Itayi er 17 år og har været heldig at få arbejde i huset på den nærmeste farm. Det er langt bedre end det opslidende arbejde i markerne. Giver også lidt mere i lønningsposen. Han skal møde kl. 7, hjælpe kokken med måltiderne og gøre rent i huset. Ikke dårligt for en afrikaner under de nuværende forhold. Men det er de hvide, der bestemmer det hele og tjener de mange penge.

”Der er mange hvide soldater nu,” siger Chipo, ”i går spurgte jeg en af dem, hvad laver I her? Vi er her for at beskytte jer, svarede han, vi skal dæmme op for de urolige elementer her på egnen.”

Tankerne farer igennem hovedet på Itayi imedens Chipo snakker løs om gårsdagens oplevelser.

Han tænker på sin familie. Hans mor, der arbejder hårdt. Hun har opfostret ham og hans søskende for at de kunne få et godt liv.

Faderen er i lange perioder tvunget til at tage arbejde langt væk fra landsbyen for at kunne betale skole, hospital og andre nødvendigheder.

De ældre brødre er flyttet hjemmefra, men på trods af hårdt arbejde tjener de kun en attendedel af de hvide kolleger for det samme arbejde.

Søsteren Chipo, nu 15 år er hans et og alt. Hun er så kærlig og omsorgsfuld.

Dem vil han nødig være foruden.

Men de mange møder med kammeraterne og de daglige ydmygelser har overbevist ham. De er nødt til at kæmpe.

”Vi vil have del i de værdier, som vi skaber ved vores hårde arbejde,” siger Itayi midt i den sidste slurk te, ”men vi bliver holdt nede med hård hånd, hvis vi protesterer. – Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer hjem,” tilføjer han som farvel.

 

Faderen og moderen er allerede i marken. Han vil ikke skuffe sin familie, kan heller ikke afsløre sine planer. Han hopper op på cyklen og bumper ud af den støvede grusvej.

Fem hundrede meter før farmen drejer han af og kører mod det hemmelige mødested.

”Hi Itayi”, hilser Moresunshine, ”hvor er Munaki ?”

”Han kommer der.”

 

”Der er for mange soldater nu,” siger Itayi, ”opdager de os bliver vi skudt. Vi er nødt til at flygte og forsætte kampen på den anden side af grænsen. Vi kan gemme os her indtil aften. Det er kun en tur på tyve kilometer.”

De andre nikker samstemmende.

”Hvad med minerne?” spørger Moresunshine.

”Det finder vi ud af, når vi skal krydse minefeltet,” siger Itayi.

 

Da mørket falder på, er der kun et svagt lys fra nymånen. De er så heldige, at de kan bevæge sig som stille skygger i bushen. De holder et vågent øje med omgivelserne. Jorden er dækket med små og mellemstore sten, man kan snuble over, men det gælder om at lave så lidt støj, som det er muligt.

Det flimrer imellem træerne et stykke borte.

”Freeze,” tysser Itayi, ”soldater.”

De tre unge mænd klistrer sig op ad træstammerne. En soldaterpatrulje passerer et stykke fra dem. Først da de er sikre på, at der er fri bane, fortsætter de.

 

Tæt på grænsen får de øje på en klynge hytter. Der er helt stille.

”Maneru,” kalder Moresunshine forsigtigt med den lokale aftenhilsen. ”Er der nogen?”

En mand stikker undersøgende hovedet frem for at se, hvem det er, der kommer på den tid af døgnet. Itayi præsenterer dem.

”Vi er på vej over grænsen for at slutte os til befrielseshæren,” forklarer han, ”kan vi sove her i nat?”

 

Bonden ved ikke rigtigt. Han har sympati for deres frihedskamp, men det er for risikabelt at lade dem overnatte her. Han får øje på deres pistoler i bælterne, slår det hen.

Konen bliver vækket og bliver beordret til at lave te. Hun rejser sig søvndrukkent. Kommer ind i køkkenhytten, tænder bål, koger vand og laver teen. Hun rækker dem ydmygt drikken i sammenbøjet stilling, som tegn på respekt.

”Vi skal bruge noget til at beskytte os imod de miner, der er lagt ud, har du et forslag?” spørger Munaki.

”Jeg har en olietønde, I kan få,” siger bonden, ”den skal I rulle forsigtigt foran jer. Støder I på en mine, tager tønden det værste.”

”Smart”, nikker Itayi.

”Der er en hule en kilometer herfra,” lokker bonden.

”Fedt,” svarer Itayi til hans lettelse.

”Jeg følger jer derhen, så I kan få sovet og komme videre i morgen aften.”

 

Indgangen til hulen er en meter i højden. En voksen mand skal bukke sig eller kravle ind. Det er et godt skjulested. Der er flere stor sten og hulninger, man kan gemme sig i og samtidig holde øje med åbningen.

Bonden har forsynet dem til et par dage. Nok til at de kan hvile ud nu, inden turen den følgende aften.

Det er næsten helt mørkt. De hører fodtrin uden for hulen og klemmer sig op ad hjørnerne i hulen i håb om ikke at blive set. Kakibuksernes mønster afslører, at det ikke er nogen af deres egne. Hvor mange er der? Hvor de er på vej hen?  Det er svært at afgøre.

En af soldaterne bliver stående udenfor hulen. Han kikker undersøgende på huleåbningen. Munaki, der står klemt inde mellem to store sten, flytter lidt uforvarende på sin ene fod og kommer til at skubbe til en sten.

Den dumpe lyd får soldaten til at stoppe op. Han krybber ind i hulen og kikker sig grundigt omkring, men han har åbenbart ikke lygte med og kan sikkert ikke se noget i mørket. Han venter lidt og lytter. Men da der ikke sker mere, antager soldaten nok, at det var et dyr, der forårsagede spektaklet. Han går ud igen.

 

De står stille et stykke tid, efter soldaten er forsvundet. Kryber så forsigtigt ud af hulen. Kommer der flere fjendtlige soldater?

”Det ser ud til, vi kan slappe af og sove nu,” siger Itayi.

 

Bunden af hulen er lidt hård. De får heldigvis sovet. Itayi drømmer om næste dag. Det er som om turen over bjerget dukker op i billeder. Filmen kører igen og igen. I drømmene får han en ide om, hvordan de skal gribe turen an.

Om morgenen kikker de sig omkring i hulen. Væggene er fyldt med tegninger og malerier af deres forfædre. Der er mænd, der jager vilde løver og elefanter med spyd. På andre tegninger bærer mændene skjolde og ser ud som om de er i krig. Det er, som om malerierne snakker til dem. Befri os, siger de. Giv os vores frihed tilbage.

 

De tre snakker sagte og lægger planer nu. Turen om aftenen er fuld af uforudsigelige farer. ”Vi skal både holde sammen, men ikke gå for tæt,” siger Itayi. Kommer en af os noget til, er det vigtigt at de andre overlever. Munaki og Moresunshine nikker samstemmende.

Der er helt stille udenfor nu. Naturen holder fri. Der lyder kun klik-lyde fra nogle crickets med et par minutters mellemrum. Duften af den kølige aften og bushens nye forårsblade trænger ind i hulen.

Itayi kravler ud og tjekker. Der er fri bane. ”Det er mørkt nok nu til at vi kan gå,” siger han. De samler deres udstyr og det sidste mad. Går ud i den farlige stilhed.

 

Moresunshine starter med at rulle tønden foran sig henover den stenede grund, forsigtigt for ikke at lave for megen støj. På den måde regner de med at skulle passere et bælte på et par kilometer. Det går meget langsomt. Itayi tænker på sin familie, som han elsker, og han håber han vil komme til at se dem igen. Hans far synes han skal tage sig en uddannelse. Det må vente.

Med det han har gang i nu, er det langt fra sikkert, at han kommer fra det i live. Føler alligevel, at det er det værd. Hvis de har held til at vinde kampen, kan de få en uddannelse. Det kan give dem alle et bedre liv. Det er risikabelt, men hellere dø end leve et liv i undertrykkelse.

 

Langsomt, langsomt fremad i det svage månelys. De er nødt til at nå over grænsen inden daggry. De går årvågent videre. Hver eneste skygge eller sten kan betyde forskellen mellem liv eller død her.

 

En flyvemaskine melder sin ankomst med en stærk brummen, og skyggen flimrer henover dem. De dukker sig og kikker op. Den patruljerer grænsen, men kan heldigvis ikke få øje på detaljerne inde mellem de halvhøje træer i bushen. Munaki går forrest nu! Langsomt, langsomt.

”Crash!”

Trommehinderne er ved at sprænges - ubærligt - chokerende. Himmel, jord og helvede forener sig åbenbart på et sted nu. Et kegleformet inferno i gult, rødt, sort, orange – grus, sten og klippestykker rejser sig med rekordfart for næsen af dem.

Tønden bliver slynget bagud og rammer Munaki, der ender på Moresunshine med stor kraft. De ligger helt stille nu.

Itayi går bagved. Han når lige at smide sig på jorden og undgår at blive ramt af sten og grus, der bliver slynget ud fra eksplosionen. Itayi bliver liggende i lang tid – lytter. Er der mon sket noget med nogen af de andre?

”Hi,” hvisker han undersøgende.

Hans kammerater ligger helt stille. Han kravler han hen til dem og skubber lidt nogle gange – uden resultat.

Endelig begynder de at røre på sig. De blev slået helt ud af braget og er kun lige ved at vågne.

”Hvad skete der?” spørger de omtumlede.

”Vi skal videre”, siger Itayi, ”vi ved ikke om nogen har hørt braget. Tønden er ødelagt, så vi må satse på, at vi ikke støder på flere miner.”

Ømme og forslåede rejser de sig og fortsætter stille i mørket. De er nødt til at undertrykke deres chok, smerter og følelser. Der er kun en ting der tæller – overlevelse. 

 

Heldige ikke at støde på flere miner går de resten af turen op over bjerget. Efter nogle lange timer viser det første lys sig i horisonten på den anden side af bjergkammen.

”Solen står op nu, og der er nogle hytter derude”, siger Moresunshine.

Sikre på at de er ovre grænsen nu, går de trætte, forslåede, men fortrøstningsfulde videre. Der er ikke langt til flygtningelejren og den frihedskamp, som de vil og må være en del af.

 

***

NOTER

Chipo, Shona, pigenavn, betydning: forældrenes gave.

Itayi, Shona,drengenavn, betydning: gå i gang, gør det.

Munaki, Shona,drengenavn, betydning: den gode.

Formuleringen ”jeg har sovet godt, hvis du har sovet godt” er en socialkulturel måde at styrke fællesskabet på.

Kilder: Unge mænd og kvinder, der deltog i frihedskampen i Zimbabwe, som jeg havde den ære at undervise. Historien er frit fortalt i overensstemmelse med deres udsagn, skrøner og mine erfaringer med kulturen.

 

Copyright Børge Lindschouw