Emma Brynja Svane

DET RØDE HUS

Det er fredag. Margrethe er taget hjem til Midtkøbing for at besøge forældrenes grave. Hun kom med et tidligt tog og har stadig det meste af dagen foran sig. Der er tid til at slentre gennem de gamle gader og genopfriske minderne.

Himlen ligger sløret henover byen og kaster et sølvfarvet lys ned i voldgraven, hvor ænderne ivrer rundt om hinanden i kapløbet om at finde den bedste mage.  Et øjeblik standser Margrethe op og stirrer ned på de heftige striber af kridhvidt skum, som de trækker efter sig på det mørke vandspejl. Hun suger de blågrå nuancer til sig, de er perfekte, simpelt hen, det er mageløst, de matcher fuldkommen fuglenes dæmpede brune og grønne toner. I et svimmelt øjeblik smelter hun sammen med motivet og gribes af lyst til at male det, hun vil fastholde de fine kontraster, fuglenes kåde forårsdans i det sørgmodige lys. I fantasien blander hun allerede farverne og forestiller sig beskæringen af billedet.

Det er som en ny start, i lang tid har hun ikke rørt sine pensler, hun har været bange for, at hun var færdig som kunstner. Nu er hun i gang igen. Det kribler i hendes fingre, hun ser tydeligt maleriet for sig.

Men det er alt for koldt at stå stille. Det er ikke rigtigt forår, kalenderen siger stadig februar. Hendes ansigt føles stivfrossent, vinden suser op mellem hendes lår og giver isninger i underlivet. Modstræbende løsriver hun sig og går videre, ned over pladsen foran rådhuset, op gennem de små gader, der ligger halvtomme hen i det tågede hverdagslys. De få mennesker, hun møder, virker forhutlede. Kulden får dem til at dukke nakken og krable afsted uden at værdige hende andet end et mistænksomt øjekast, ledsaget af et nik. Ingen genkender hende, hun er blevet til en fremmed, en der ikke hører til. Det er straffen for at rejse sin vej, tro man er noget. Man kan ikke komme tilbage. Byen lever sit eget lukkede liv, i en tilknappet rytme, hun næsten havde glemt.

Stemningen siver ind i hendes knogler, det løfterige billede af forårstegnene i voldgraven opløses i tanker om barndomshjemmets tavshed og kirkegården, der venter med uudsagte bebrejdelser. Måske skulle hun bare vende om, tage tilbage til sit eget liv, hun har ikke noget at gøre her. Men hendes ben lystrer ikke. De fortsætter hen mod den gamle bydel, tungt og mekanisk former skridtene sig efter byen og får den til at fremstå som et fastlåst mønster, en knugende fortid, en klæbrig masse, hun skal kæmpe sig ud af for at finde svaret på, hvorfor hun er kommet tilbage.

***

Margrethe er ikke forberedt, da det røde hus dukker op. Uden at hun har villet det, har hendes ben ført hende hen til det. Forvirret standser hun og stirrer på til-salg-skiltet i vinduet. Butikken er lukket, egentlig vidste hun det godt, det er bare så længe siden, hun har tænkt på det. Efter at Henning døde, har ingen kunnet drive forretningen, og huset har skiftet ejere så tit, at hun ikke har tal på dem. Sådan er det, når man ikke længere er stedkendt i sin egen fødeby, tænker hun og smager på den banale sandhed, der vokser bittersødt i munden. Det er som at komme tilbage til et museum. Husene står i hver sin farve som kulisser for de drømme, hun havde engang og de eventyr, hun dansede rundt i som ung.

Over for huset er der en café. Hun går ind og bestiller en kop kaffe. Varmen i rummet får huden på hendes kinder til at prikke, og langsomt siver håbet igen ind i hendes krop. Tjeneren stiller den dampende kop foran hende, og hun knuger om den med begge hænder.

       – Ja, det er den koldeste dag i mange år, siger han venligt.

Men hun nøjes med at mumle et svar, hun har ikke lyst til at tale med nogen, og de spredte gæster ved de andre borde har hun allerede i døren affejet med det samme nik, hun selv mødte ude på gaden for lidt siden. Jo, på en måde hører hun stadig til, det stiver hende af, hun ved nok hvordan man holder folk på afstand. Og nu vil hun være i fred, her ved det vinduesbord, hvor hun plejede at slå sig ned sammen med Henning.

***

Det var her, de sad og flettede fingre den sommer for længe siden, da verden var lys, og alt lå som et uendeligt land af muligheder foran dem, lige efter at de var blevet studenter.

       – Kan du se det hus derovre? spurgte han en af de sidste gange, de var her sammen.

Han pegede ud gennem ruden, og hun kiggede på huset for at glæde ham. Dengang var det gult, og han drømte om at købe det og male det rødt.

       – Så gifter vi os, og jeg åbner butik i underetagen, fortsatte han ivrigt, mens han lænede sig frem og tog hendes hænder.

Hun protesterede ikke, hun ville så gerne gøre ham glad, de havde trods alt været kærester, siden de var børn. Men hendes tanker var et andet sted. Hun ville væk fra byen, havde allerede mødt en anden, var på vej ud i en større verden, hvor livet som kunstner ventede på hende.

Henning tilgav hende aldrig. De gange hun opsøgte ham, når hun tilfældigt var i byen, var han afmålt og kort for hovedet. Huset havde han købt og malet rødt, som han havde drømt om, og hans forretning gik godt. Men han giftede sig aldrig, lukkede sig i stedet om sig selv og sit arbejde.

       – Du var godt dum dengang ... at du ikke valgte Henning, sagde hendes mor til hende, da hun kom grædende hjem for at slikke sårene efter sin anden skilsmisse. Sådan en trofast og dygtig mand.

***

Nu er moren for længst død og ligger på kirkegården ved siden af faren. Egentlig er der ikke noget at komme tilbage til, ikke andet end de to grave og de næsten øde gader med nedlagte butikker. Alligevel får hun lyst til at blive i byen, hun vil give den en chance og beslutter sig for at overnatte på hotellet. Tjeneren kommer løbende, da hun rejser sig op, og mens hun betaler regningen, spørger hun ham ligesom tilfældigt, om han ved, hvor meget det røde hus på den anden side af gaden koster. Han nævner en sum. Den forekommer hende latterlig lille i forhold til priserne i hovedstaden, og inden hun når at tænke sig om, hører hun ordene komme ud af munden, hun fortæller ham at hun måske vil købe det. På vej ud af cafeen smiler hun selvsikkert og lader som om, hun ikke lægger mærke til det sigende blik, han sender rundt i lokalet.

       – Skøre kælling, kan hun høre, han tænker, men hun er ligeglad.

Hun føler, at hun er på rette vej, hun er færdig med at flakke rundt, hun vil være her, hvor det hele startede. For sit indre blik ser hun billedet af Henning, da han var ung, og hun fantaserer om, at hun kan falde til ro i det hus, hvor han har boet med skyggen af den glade, unge pige, hun var engang. I tankerne har hun allerede stillet sit staffeli op i butikken. Billedet af de forårsglade ænder i voldgraven er nu helt tydeligt igen, hun glæder sig til at male det sølvgrå lys der glitrer i vandet og spiller op til det hvide skum og facaden på det røde hus, som hun vil trække ind i baggrunden. Opfyldt af forventning skynder hun sig videre ned ad hovedgaden, benene føles så lette, hun drejer om hjørnet, får øje på ejendomsmæglerens kontor på den anden side af boulevarden og træder ud på kørebanen.

***

I det samme kommer to biler susende i vildt parløb, som om den ene prøver at overhale den anden.

       – Død på stedet, hun havde ikke en chance, konstaterer lægen lidt senere.

Træt rejser han sig op og overlader den blodrøde krop til ambulancefolkene, der hurtigt får den op på båren og dækker den til med et hvidt lagen.

Den grå masse af nysgerrige begynder at sive væk. Ingen af de unge mænd i bilerne er kommet noget til.

       – Det var bare et lille kapløb, forklarer de grædende over for politiet.

***

Copyright Emma Brynja Svane