Lise Hougaard

NOVEMBER

Jeg ser bussen komme. Den stopper for rødt. Mens jeg løber, får mine tunge gummistøvler vandet i pytterne til at sprøjte op ad benene. Jeg er kommet for sent afsted, men jeg forsøger automatisk at nå det alligevel. Allerede inden jeg når helt over gaden, er lyssignalet skiftet til grønt, og bussen kører videre uden at standse. Bænken i skuret er kold og fugtig, så jeg rejser mig hurtigt igen. Alle glasfladerne er hele, men det varer nok kun indtil weekenden. Rundt omkring flyder det med poser og fladklemte papkrus fra McDonalds. Alt er farvet orange af gadebelysningen. Også mine hænder. Der er en halv time til næste bus kører. Jeg kommer for sent på arbejde. Overvejer at ringe efter en taxa og opdager, at jeg har glemt min taske derhjemme. Der, hvor han stadig er. Det er som at have glemt den i et andet land eller på en anden planet. Uden for rækkevidde. Jeg beslutter mig for at gå ind mod byen, for jeg fryser allerede. I det samme standser en bil ud for mig. En mand ruller vinduet ned.

“Hejsa, har du misset bussen?”

Det er vores nabo.

“Ja, den kørte lige for næsen af mig.”

“Vil du have et lift med ind til byen?”

Regnen siler ned.

“Nej tak,” siger jeg. “Det er ikke nødvendigt.”

“Er du sikker?” Han kigger undrende på mig.

“Ja, helt sikker,” siger jeg og vinker.

Han ruller vinduet op og blinker ud. Jeg har brug for at være alene. Verden kan godt undvære mig lidt endnu. Jeg begynder at gå.

 

Vi skændtes igen i aftes. Anders var lige ved at slå mig. Jeg kunne se det i hans øjne. Min blide Anders. Hvad var der galt med mig? Igen og igen tirrede jeg den mand, der havde lovet at elske og ære mig til… ja til hvad? Jeg fortalte ham, at jeg ville skilles. Den havde han efterhånden hørt nogle gange, og i går blev det for meget for ham. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg ville skilles. Jeg vidste ikke en gang, om jeg overhovedet ville. Vi gik i seng uden at blive venner først. Jeg kunne ikke sove, og på hans ryg kunne jeg se, at han også lå vågen.

 

Regnen trænger igennem mine bukseben og siver ned i støvlerne. Fødderne er varme nok, men mine strømper gnider hårdt op og ned langs hælen. Det varer ikke længe, før jeg får vabler. Skindjakken holder resten af mig tør. Heldigvis er der stort set ingen vind, og på en måde føles det ganske godt at gå i regnen. Alene. Dråberne dækker mine briller, og bilernes lys eksploderer, så jeg næsten ikke kan se noget. En typisk morgen i november. Bortset fra, at der intet typisk er ved denne morgen. Fortovsfliserne slipper op, og jeg må fortsætte på cykelstien. Jeg regner efter: Der er mindst fem kilometer ind til byen og yderligere to til min arbejdsplads. Hvor lang tid vil det tage mig at gå derind? Jeg er godt klar over, at jeg ikke ligefrem går i marchtempo, for det er som om, jeg skal bruge min energi på at tænke. Jeg vil komme flere timer for sent. Hvis jeg altså ikke vælger at vente på bussen ved næste stoppested.

 

På et tidspunkt i løbet af natten vendte han sig og lagde sin arm om mig. Jeg snusede hans duft ind, kunne ikke lade være, inden jeg skubbede ham væk. Han trak vejret dybt som for at sige noget, men slap så bare luften ud i et suk. Lidt efter vendte han ryggen til mig igen. Jeg havde lyst til at græde, men mine øjne var så tørre, at de gjorde ondt. Jeg vidste, at jeg gjorde vold på os begge, men jeg kunne ikke lade være.

 

Nu er der ikke langt til næste stoppested. Det går ned ad bakke, så jeg har fået lidt mere fart på. Der er ingen lygtepæle her, så jeg går helt inde i siden. Jeg har ikke lyst til at skynde mig. Hvad skal det være godt for nu? En bil svinger til højre lige ind foran mig. Den snitter mig, men jeg holder balancen. Chaufføren fortsætter, som om intet var hændt. Jeg står og ser efter de røde baglygter og begynder at gå i samme retning. Hvorfor ved jeg ikke, for jeg kan ikke nå at konfrontere ham. I stedet ser jeg mig omkring. Her har jeg aldrig været før. Der ligger parcelhuse på begge sider af vejen, der skråner let op ad. Lige ret forude kan jeg ane omridset af en skov. Jeg får lyst til at mærke, hvordan det er at gå i en skov, mens det stadig er næsten mørkt.

 

Anders friede til mig i en skov. Jeg havde pakket en madkurv og vi var taget afsted med tæppe og godt humør. Han virkede anderledes, men jeg kunne ikke sætte fingeren på hvordan. Det var først, da han viste mig ringen, at jeg forstod. Det var med hele mit hjerte, at jeg kunne sige ja. Det var en lykkelig dag. Men allerede i kirken kunne jeg mærke, at sådan skulle det ikke blive ved med at være. Egnede jeg mig ikke til ægteskab?

 

Jorden i skovkanten er svampet, og her er så mørkt, at jeg kun med nød og næppe kan se stien. Den eneste lyd er regnen mod de sidste efterårsblade, og jeg føler mig mere skærmet end ude på cykelstien. Hvorfor har jeg troet, at jeg skulle på arbejde i dag? Mit liv vil aldrig blive det samme. Ikke nu. Det har han sørget for. Jeg nægter at tage hele skylden. Hvis han bare havde kunnet forstå mig. Nu kan jeg mærke strømpernes struktur; vablerne er brudt frem. Jeg er ligeglad. Der er ikke rigtigt noget, der kan gøre ondt længere.

 

På et tidspunkt i løbet af natten gik Anders ud på badeværelset. Jeg kunne høre, at han slog brættet op og tissede. Han kom ikke tilbage i sengen. Jeg lå og ventede, men håbede alligevel, at han ikke kom. Måske kom jeg til at blunde lidt, selvom jeg ikke kan huske det. Han var der heller ikke, da vækkeuret ringede. Jeg stod op med et hoved så tungt som mit hjerte. Jeg elskede ham jo, så hvorfor var jeg så ond mod ham? Jeg gik ud for at finde ham. Først troede jeg, at han lå på sofaen i stuen, så at han sad ude i køkkenet. Eller måske inde på kontoret? Jeg tog morgenkåben på og tjekkede værkstedet i garagen; der var han heller ikke. Han var gået. Et øjeblik vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Ringe til ham kunne jeg ikke, for hans mobil lå stadig til opladning i entreen. Jeg gik ud på badeværelset. Der lå han.

 

Min støvle rammer mod en stor sten. Jeg mærker smerten og begynder at græde. Der er ingen steder at gå hen.

***

Copyright Lise Hougaard