Færingerne – en god bog at få forstand af

Carsten Barløse, Frederiksberg, 25. januar 2018

For mange danske er Færøerne et sted i Nordatlanten man i bedste fald har hørt om, men måske ikke et sted man har planlagt at besøge. Ganske vist er øerne meget maleriske, og deres flora og fauna enestående. Men der er jo nærmest lidt farligt på Færøerne, ikke sandt? Og færingerne er et lidt underligt folkefærd. Og hvordan er det de behandler dyrene deroppe? Grindedrab, siger naturfredningsfolk lavmælt og med himmelvendte øjne, når TV viser hvordan fjorde og bugter farves røde af blod når de arme dyr bliver myrdet. Med kniv! Og hvad er det for et mærkeligt sprog de taler? Det er jo ikke som det beslægtede islandsk et sprog der ligger på google translate så man med nogle få klik kan få sin oversættelse op på skærmen. Google translate kender slet ikke færøsk. Det må være fordi det blandt alle germanske sprog er det der tales af de færreste: 48.000 på øerne og ca. 25.000 her i Danmark. Er det ulejligheden værd at beskæftige sig med så lille et sprog?

Denne velkendte nedladende tone fra dansk side har aldrig foldet sig så meget ud som i 1992-94 da en finanskatastrofe ramte Færøerne: Banker krakkede. Økonomisk nedsmeltning truede. Med hoverende patos fremstillede danske medier det nordiske broderfolk som mindreværdigt, ja udueligt: Denne patos viste sig at være ilde anbragt: Bare 15 år senere blev Danmark ramt af en ganske tilsvarende finanskrise af stort set samme årsag: Alt for store offentlige udgifter. Alt for store udlån fra bankerne.

Vi danskere kunne passende gøre afbigt for vort hovmod ved at læse og tage ved lære af den righoldige færøske litteratur og beundre øernes store malerkunst. Frem for alt bør vi bide mærke i Færøernes stolte tradition for selvhjulpenhed, intakt endnu for 40-50 år siden: Penge var ikke noget man lånte og slet ikke noget man fik. Det var noget man tjente ved straks efter konfirmationen at stå til søs og slide som en gal med fiskeriet så man fem år efter havde andel i en kutter og et halvt selvbyggerhus at byde sin hjertenskære.

Den danske specialitet: Velfærd for lånte penge, var ukendt endnu sidst i tresserne hvor handlingen foregår i romanen Færingerne, den første af Bergtóra Hanusardóttirs bøger der foreligger på dansk.

Hovedpersonerne: Rói og Sólja har store planer der kun kan realiseres ved at tage til København. Det gør midt i 1960’erne. Han for at læse til ingeniør, hun begynder året efter på lægestudiet.

Bogen er en kærlighedsroman: Nænsomt, uden de udpenslinger af den fysiske side af forholdet, som ellers er så fremherskende i litteraturen netop nu, skildres det kærlighedsforhold som begynder så godt og ender så skidt.  Den afgørende samlivsprøve dumper han til: De to elskende flytter sammen, men det går slet ikke. Deres forhold eroderer på grund af hans efterhånden meget alvorlige karakterbrist.

Bogen er således også en udviklingsroman: Der sker noget med de unge mennesker under opholdet i det fremmedartede København: Rói klarer ikke miljøskiftet, men udvikler sig i en sørgelig retning som ikke her skal afsløres. Sólja gennemfører det krævende lægestudiums første del i kraft af arbejdsomhed og viljestyrke, uden at være en verdensfjern nørd. Hun forsømmer på ingen måde at deltage i fester og venindekomsammener. Da hun mangler en kjole, strikker hun en. Flittige hænder!

For det tredje er bogen en roman om det kultursammenstød der indtræffer når de unge færinger slår sig ned i København. Morsomt er det hvordan udlejerne af værelser beklager sig over stanken af det skærpekød som færingerne hænger op i klædeskabet. Dette særlige kød optræder bogen igennem, for det er en nationalret der består af vindtørret fårekød som et års tid har hængt i særlige tørrehuse. Her går det langsomt i forrådnelse og dækkes af et tyndt hvidt lag skimmel fra bakterier af arten penicillium roqueforti. Denne proces, som fagfolk kalder fermentering, optager netop nu kulinariske eksperter og er på vej til at blive et gastronomisk modefænomen. På Færøerne har man benyttet metoden i over tusind år til konservering af fisk, fugle, hvaler og især lammekød. Ikke for gastronomiens skyld, men fordi det var øboernes eneste overlevelsesmulighed. Værelsesudlejeren smed den stakkels færing ud på grund af skærpekødets stank. Halvtreds år senere kan man læse om delikatessen i fine franske gastronomiske værker, der begræder at sundhedsmyndighederne har betænkeligheder ved sådanne terroir-produkter, der konserveres uden hverken salt, røg eller fedt.

Det giver denne anmelder anledning til at pege på det eneste jeg savner ved bogen:
Faktuelle oplysninger og anmærkninger, enten som noter på den enkelte side eller samlet bagest i bogen, om det særligt færøske, som den danske læser ikke kan forventes at kende til, f.eks.:

At hovedpersonens, jeg havde nær sagt heltindens, yndige navn Sólja er navnet på den færøske nationalblomst som på dansk hedder engkabbeleje.

At det gode skib Tjaldur (navngivet efter Færøernes nationalfugl Strandskaden) blev afleveret fra Aalborg Værft 1953 og benyttet på ruten Tórshavn-København til 1967 hvorefter skibet gik en krank skæbne i møde som transportskib i den Chilenske flåde. Det totalforliste 1991.

At ”neystid” er et ord der betyder ”bådehus” Det betegner den færøske roklub der havde til huse i Nordhavn – nu flyttet til Ishøj Havn. Færøbåden er med sin særlige konstruktion præget af at træ altid var en kostbar mangelvare på øerne. Bådtypen var på grund af sin sødygtighed gennem århundreder det livsvigtige transportmiddel mellem de sytten øer. ”Bundet er bådløs mand” lyder et ordsprog.

Anmeldere har beklaget sig over at denne bog virker lidt lang. Der er passager hvor man kommer i tvivl om relevansen, skriver de. Undertegnede lægger vægt på at bogens titel: ”Færingerne” må være et vink til os læsere. Bogen er ikke blot en kærligheds- eller udviklingsroman. Den er også, og måske især, et kulturhistorisk signalement af de sytten øers befolkning. Og det er en bog om forskellen mellem dem og os lavlændere og landkrabber, et vidnesbyrd om en håndfuld unges oplevelse af kultursammenstødet da de tog til København. Derfor er den med sin detaljerigdom en bog vi velfærdsdanskere kan og bør lære af, og med sine næsten 400 sider ikke spor for lang. Lad os håbe der kommer en fortsættelse hvor Sólja bliver læge og omsider finder den mand hun fortjener.