Omtale af FORVIKLINGER

"Emma Brynja Svane har litterært håndelag, ingen tvivl om det. Det dramatiske forløb fra kontrol til kaos, der blandt andet indebærer omgang med narko og mord, er fermt skruet sammen." Claus Grymer, Kristeligt Dagblad 12 okt. 2012

 

"Denne storartede kriminalroman er tro mod sin genreretning. ”Forviklinger” ligger smukt i forlængelse af den nyere skandinaviske krimitradition. Emma Brynja Svane gør meget ud af psykologi og samfundsforhold, uden at disse temaer skygger for selve kriminalhandlingerne. Ja som normalt indenfor genren er der flere handlinger der krydser hinanden: Drabsforsøget ude på klinten, narkokufferten, bordeltrafikken og erhvervsskandalen er vævet sammen så der fremkaldes et væld af spørgsmål undervejs. Godt skruet sammen!" Carsten Barløse, Frederiksberg 22. nov. 2012  

 

"En stor del af denne mangesidige spændingsroman er henlagt til Nordjylland. Den fortæller om bl.a. utroskab, narkotikasmugling, børnemishandling, mordforsøg og mord, bandekrig, prostitution og sadisme, ofte med udfald mod de etablerede kredse. De blide kvinder er ikke altid så blide, som de giver udtryk for – og da slet ikke så uskyldige og ubehjælpsomme, som man kunne tro. I hvert fald tager en svigtet ægtefælle sagen i egen hånd på elegant vis." Jens Henneberg, Nordjyske 9. nov. 2012

 

"Ikke mindre end fire mord og en opklaring er der i denne roman, der alligevel ikke rigtigt ligner en krimi. Det handler snarere om en solid omgang ’panik før lukketid’ for hovedpersonen Torstens vedkommende. Han elsker sin kone Karen, fristes af søde Majbritt og forelsker sig derefter håbløst i smukke Nina, der er forhenværende model. Det hele er skildret med indfølingsevne." Birte Strandby, Bogvægten.dk okt. 2012