ANMELDELSE

Islandsk Fortælletradition

Brynja Svane: Kastebold

Carsten Barløse 12. maj 2017

FEM STJERNER HOS SAXO

Hvor må vi danskere være glade og stolte: Vi er et af verdens lykkeligste folk! Vi har hørt det før, og nu er det slået fast igen: I World Happiness Report, udarbejdet af University of British Columbia, Canada, kom Danmark i nogle år ind på en førsteplads foran 156 andre lande. I år har vi måttet overlade førstepladsen til Norge og er nu nummer to, med Island på tredjepladsen. Rapporten slår fast at det vigtigste for en befolknings lykkefølelse er mental sundhed.

Men: I den slags statistiske undersøgelser er der altid nogle tilfælde der afviger stærkt fra gennemsnittet. Utvivlsomt er der blandt de adspurgte nogle meget ulykkelige. I et land hvor der er forekommet en Brønderslev-sag, en Tønder- sag, og længere tilbage en Godhavn-sag, skal vi ikke tale for højt om lykke: Nogle har, selv i vore oplyste tider, oplevet en særdeles ulykkelig barndom og ungdom på grund af voksnes monumentale svigt.

Om et sådant meget alvorligt, ja skræmmende, tilfælde handler Brynja Svanes roman ”Kastebold”.  Hovedpersonen Flora bliver allerede i førskolealderen offer for faderens benægtelse af at være hendes biologiske far. Moderens manglende evne og vilje til at beskytte datteren forværrer virkningen af mandens stadigt voldsommere opførsel. Resultatet kan uden overdrivelse kaldes mental børnemishandling. Ikke blot er han hustyran, men endnu værre: Flora vokser op uden mulighed for at have tillid til sine forældre. Bl.a. fordi forældrene ikke har tillid til hinanden. Resultatet for Flora som barn og teenager er et liv som kastebold. Familien går simpelthen i stykker som følge af at de der ved besked ikke vil fortælle Flora hvem der er hendes biologiske far.

At være stedbarn er jo ikke nødvendigvis en stor ulykke. I sproget findes ret nye ord der vidner om en vis afslappethed omkring det udbredte fænomen: ”Bonusbørn”, ”delebørn”, ”børn på gule plader”. Det er ord som folkeviddet har fostret fordi erfaringen viser at noget så almindeligt som sammenbragte børn ikke behøver at medføre ulykke. Blot skylder de voksne at leve op til deres ansvar og fortælle  børnene senest når voksenalderen nærmer sig, hvordan tingene hænger sammen. Men hvor forældre og stedforældre ikke kender deres ansvar, og ovenikøbet binder barnet historier på ærmet, ja direkte løgne, så kan det gå så galt som skildret i ”Kastebold”: Psykisk helvede, mental mishandling, er ord som forfatteren bruger om Floras oplevelser, og ingen læser vil synes at de er for stærke når bogen er læst til ende.

Romanen er struktureret på den måde at af de 10 kapitler drejer halvdelen sig om et bestemt besøg i Island som Flora, nu et par og tredive, og hendes mor aflægger sammen i 1980. Ved at de fem kapitler der skildrer dette ophold er fordelt mellem de øvrige, som en rød tråd i bogen, får læseren klar besked om at her er kærnen i sagen: Moderens monumentale svigt: Hun forpasser denne chance til at få talt ud med datteren om hvem faderen er, ja hun går så vidt som til lodret løgn. Som følge af afmagt, fejhed, skam, manglende mod til at sætte tingene på plads, forsømmer hun muligheden for omsider få et ordentligt forhold til datteren.  Og denne får ikke afklaring i sit liv. Det fortsætter med at være præget af tvivlens og mistankens bitre frugter.

De fem kapitler om 1980-rejsen giver læseren en bonus: Prægtig skildring af islandsk natur, sæd og skik, gamle traditioner og folketro. Læseren bliver grebet af en lyst til at besøge Island og udforske sagaøen – ikke mindst den del hvor romanens personer hører hjemme: Vestfjordene.  Det er den halvø der i Islands nordvestlige hjørne stikker ud i retning af Grønland med et landskab præget af dybt indskårne fjorde, isoleret beliggende naturskønne dalstrøg og en befolkning der i århundreder har levet et nøjsomt liv baseret på risikofyldt fiskeri. Isafjord hedder hovedbyen -  hvortil Floras farfar kom fra Danmark i mellemkrigsårene og slog sig ned som apoteker.  Floras mor Alma er derimod født der, og hendes familie har boet på egnen i århundreder.  Da Flora kommer til verden er der tvivl om hvem der er faderen, men apotekerens søn, som er under uddannelse til læge, gifter sig modstræbende med moderen og tager hende og Flora med til Danmark. Han forsøger ikke at skjule sin modvilje mod at være hendes stedfar.  Under besøget i Island 1980 træffer Flora for første gang en anden mulig far: Den sympatiske Gunnar, men ham er det heller ikke.    

Det ulykkelige familieforhold har efterladt Flora med et uoverskueligt indre kaos der belaster hendes voksenliv. Hendes projekt ”ung kernefamilie” kuldsejler og ingen af hendes parforhold viser sig holdbare. Kæresterne var måske bare et bedøvelsesmiddel hun havde hårdt brug for. Enlig mor bliver hun i 1971 men er dog i stand til at forsørge sig selv og barnet og færdiggøre sin uddannelse. I perioder får hun det hun så inderligt længes efter: Et harmonisk familieliv – i andre perioder må hun selvransagende spørge om hun har mistet evnen til at være lykkelig.

Bogens slutning er en kriminalroman værdig – dem har Brynja Svane allerede skrevet to af: Læseren får den helt store overraskelse da faderskabet til Flora afsløres. Samtidig med at læserens meget negative indtryk af hendes mor og stedfar modificeres: De var, hver på deres måde, selv ofre for forældres overgreb, og romanen bliver dermed til en skildring af forældresvigt gennem flere generationer.

Romanen er hermed på det varmeste anbefalet. Også på grund af sin læservenlige form: Sproget er letflydende og prægnant. Sætningerne er prisværdigt korte og inddelingen i kapitler og underafsnit fremmer forståelse og kronologi.

Den islandske fortælletradition er mere end tusind år gammel. Dette nyeste skud på stammen vidner om at den lever og har det godt.

Brynja Svane: "Kastebold", 428 sider, 169,00 kroner, Amanda Books