Camilla Møller Henningsen

FØLELSESLØSHED

"Den der, den går altså ikke."

Kim kigger knap op fra sit morgenbrød, da datteren, Diana, træder ind i køkkenet. Marie kaster et enkelt blik på Dianas hulkorte nederdel, der ikke ligefrem overlader meget til fantasien.
"Moar!" Diana kigger bedende på sin mor.
"Jeg er enig med Kim. Den nederdel tager du ikke på nogen som helst steder." 
"Helt ærligt!" råber Diana, "Jeg ville ønske far var her."
"Du ved jo godt, hvorfor han ikke er." 
"Han kunne jo have ændret sig." hvisker Diana.
Nej, det tror jeg ikke, tænker Marie, slagsmål, fart, straf, sprut og damer, det er den, han er.

Diana tramper tilbage op ad trappen, mens hun surt mumler noget om, hvor træt hun er af at bo der. Lidt efter kommer hun ned igen, iklædt en lidt længere nederdel, mens hun smser ivrigt. Hun smider sig i stolen, og Marie og Kim kigger på hinanden. 
"Hvem skriver du med, skat?" spørger Marie interesseret.
"Det rager ikke dig." får hun smidt tilbage i hovedet. 
"Sådan skal du ikke tale til din mor." udbryder Kim, men Diana smser videre og udtrykker ingen anger.

Det ophidser blot Kim mere, men inden han når at sige noget, holder Marie hånden op. 
"Skal du ikke have noget mad, inden du tager i skole?" 
"Nej. Jeg køber noget på gym."

Hun rejser sig, tager sine sko på og samler sin taske op, hvorefter hun er ude ad døren med mobilen klistret til øret. 
"Bare endnu en morgen i familien Nielsens hus," sukker Marie. 

Da Diana er taget i skole, smutter Kim, efter et hurtigt kys på Maries kind. Hun har derimod ikke så travlt. Hun rydder af bordet, reder senge og rydder op efter sin datter på badeværelset, så hun selv kan komme til. Et varmt bad, noget tøj, en knold og lidt mascara senere forlader hun også huset. 

Vejen til arbejde er et par kilometer lang. Morgenens episode har sat sine spor, og Marie tramper i pedalerne. Hvorfor skulle Diana absolut bringe sin far på bane? De har haft den snak så mange gange før. Marie forstår udmærket godt, at Diana gerne vil have faren i sit liv, men han var en skidt fyr. Han røg ind og ud af fængslet for sine forseelser. Marie ønskede ikke sådan en type i Dianas liv, kan hun dog ikke forstå det?

Marie er ikke langt fra den grå kontorbygning, hvor hun arbejder, da hun standser. Længere nede ad gaden står Diana og snakker med en mand. Det ser ud som om, de skændes. Marie ser på med stigende rædsel, da manden tager fat i datterens arm. Lidt efter går han væk fra hende.

Diana går i modsat retning af manden, men er ikke nået særlig langt, før en sort kassevogn kører op på siden af hende. Døren i passagersiden bliver åbnet, og hun forsvinder ind i bilen. Maries hjerte sidder helt oppe i halsen, da bilen speeder op og kører væk i høj fart. Hun når kun at se de to første bogstaver på nummerpladen, før den drejer rundt om hjørnet.

Det er det, Marie en time senere fortæller politiet, da hun i stedet for at køre på arbejde er cyklet direkte på stationen. 
"Så din datter og denne mand skændtes, hvorefter han greb fat i hendes arm?"

Betjenten kigger granskende på hende.
"Ja." svarer Marie noget usikkert.

Havde manden virkelig hevet datteren i armen, eller havde han bare rørt den? Marie ryster på hovedet.
"Jeg er ikke sikker på, hvad jeg så. Men hun er altså taget med en fremmed mand."

Betjenten nikker.
”Så du nummerpladen?”
”Kun de to første bogstaver. YU.” 
”Bliv her.”

Betjenten går og lader Marie tilbage. 

Bare der ikke er sket hende noget.

Lidt efter bliver Marie ført ind i et rum af en anden mand. Han præsenterer sig som kriminalassistent Hansen og beder hende genfortælle det hele. Da hun er færdig, er hun begyndt at ryste voldsomt. 
”Er du okay?” spørger Hansen.

Marie ryster på hovedet, og tårerne bryder frem. 
”Vi skal nok være opmærksomme på hende, men vi sætter ikke nogen efterforskning i gang, før hun har været væk i 24 timer."

Hansen kigger på hende med et blik, der siger "sorry, men sådan er proceduren." 

Da Marie igen kommer hjem, kigger Kim noget overrasket på hende og forlanger en forklaring. Marie ved slet ikke, hvad hun skal sige. Hun går mod sofaen med robotagtige bevægelser, og hendes ansigt er helt lukket. Hansen, der kørte hende hjem, går ud i køkkenet med Kim og fortæller ham det hele. 

 

Det er som om, hendes hjerne ikke længere vil registrere, hvad der foregår. Aldrig i sit liv havde hun troet, at hun skulle komme ud for sådan en oplevelse. Blikket falder på billedet af datteren i vindueskarmen, og hun begynder igen at græde. Kim kommer farende og lægger sine arme trøstende omkring hende. Han har altid været stærkere...

 
Diana dukker ikke op inden for de 24 timer, og politiet sætter efterforskningen i gang. De snakker med hendes veninder og lærere på gymnasiet. De tjekker hendes telefon. Hun har kontaktet det samme nummer flere gange i et stykke tid. De viser det til Marie og Kim og spørger, om de kender det. Marie synker besværligt, mens hjertet hamrer så højt, at hun er sikker på, de andre kan høre det. Det kan ikke passe, tænker hun, hvordan har hun fået fat i det nummer?

Men de svarer begge nej.


***
 

Der er nu gået et par dage, siden Diana forsvandt. Politiet er ikke kommet nogen vegne i deres efterforskning. Der er to betjente hjemme hos dem hver dag, hvis nu kidnapperen skulle ringe. Marie og hendes mand har været hele følelsesregistret igennem i løbet af dagene. Nu er de bare i en tilstand af følelsesløshed, hvor de ikke siger noget eller bevæger sig. 
Telefonens ringen bryder stilheden, og Kim udbryder: ”Det er hende!” Han tager telefonen, mens Marie stiller sig helt op ad ham, så hun også kan høre, hvad der bliver sagt.
”Hej. Det er mig. Jeg ved, I har været bekymrede, men jeg har det helt fint. Jeg er i god behold og…”

Røret i den anden ende bliver pludselig lagt på. 

”Opkaldet kommer fra vandrerhjemmet på Faaborgvej her i byen.” hvisker den ene betjent til den anden, inden de ringer til Hansen for at fortælle nyhederne.

Lidt efter forlader de Marie og Kim. 
Marie ved godt, hvor vandrerhjemmet ligger, og hun har ikke tænkt sig at vente et øjeblik længere på at få datteren igen. Hun griber bilnøglerne i køkkenet og skynder sig ud ad hoveddøren, mens Kim råber efter hende. 

Hun træder speederen i bund.

Jeg er på vej, min skat! 

Hun drejer ned ad Faaborgvej og kører langsomt frem, indtil hun kommer til bygningen, hvor der holder en lille Fiat 500. Marie stiger ud af bilen med hamrende hjerte og går hen mod døren, der bliver åbnet i samme sekund. Marie griber fat i den nærmeste genstand, en kæp, og strammer sit greb om den, mens hun stadig går tættere på.

”Vi bliver nødt til at køre nu, Diana. Du skulle ikke have ringet til din mor. Nu har politiet sporet samtalen og er på vej herhen.” 
”Jamen, jeg ville jo bare fortælle, at jeg havde det godt.”

De træder ud ad døren, Diana bærende på en proppet taske, og manden med ryggen til. 
”Diana!” råber Marie højt. 
”Mor?”

Diana vender sig om, men bliver stående hvor hun er, ved siden af manden. 

Hvorfor kommer hun ikke herhen?

”Har du det godt, skat? Vi har været så bekymrede.”

Marie kigger undersøgende på hende og mimer, at hun skal gå væk fra manden.
”Jeg har det fint, det sagde jeg jo.”

Diana bliver stadig stående. 
Marie retter med brændende kinder sin opmærksomhed mod manden.
”Hvorfor kidnappede du min datter?” spørger hun. 
"Kidnappede?" udbryder Diana og fortsætter: "Jeg blev ikke kidnappet, mor. Jeg fulgte selv med." 
Marie kigger forvirret fra den ene til den anden og mærker, hvordan hendes krop tynges, da sandheden går op for hende. I samme sekund vender manden sig om og kigger direkte på hende med sit gennemborende blik.

”Du mener vel vores datter?”

 

Copyright Camilla Møller Henningsen