Læseprøve, Emma Brynja Svane: FORVIKLINGER.

Romanen udkom I September 2012

Copyright Emma Brynja Svane

FORVIKLINGER – Kap. 1

Uden at se sig tilbage tog Torsten Holm en dyb indånding og svingede ud af indkørslen. Lettelsen bredte sig i hele hans krop, alting føltes så rigtigt. Endelig havde han besluttet at forlade sit hjem, han var på vej mod et nyt liv. Det var fredag den 15. maj, men det virkede allerede som om sommeren var begyndt, og vejrudsigten havde lovet godt vejr hele weekenden. En perfekt start på seks ugers orlov.

Ivrigt skruede han op for musikken og nynnede med på Bruce Springsteens Tunnel of love. Da han var kommet gennem Hjørring, fulgte han skiltene mod Løkken og drejede derefter fra til Lønstrup. På turistkontoret hentede han nøglen til det hus han havde lejet, og hos købmanden fyldte han hurtigt en indkøbsvogn med det nødvendigste. Brød, smør, pålæg, noget færdigmad, frugt, en ramme øl og så gennem kassen.

 

 

Det lille sorte træhus lå direkte ud til vandet lidt nord for byen, på et sted hvor der ikke var høje klitter. Havet brusede løfterigt foran ham, begærligt sugede han til sig af den sitrende klare luft. Så snart han havde pakket ud, løb han en tur på stranden. Bagefter satte han sig med en øl på terrassen og lod blikket hvile på vandet mens tankerne kom og gik.

Han var ikke stolt over den måde han var kommet af sted på. Lige inden han skulle køre, havde Karen tigget ham om at blive hos hende.

 – ”Kan vi da ikke tage af sted begge to?” havde hun spurgt med en stemme der var tynd af afmagt. ”Det kan være vi får det bedre hvis vi er sammen i nye omgivelser.”

 – ”Nej, selvfølgelig kan vi ikke det,” havde han svaret i et irriteret tonefald som han straks fortrød.

Men det var lige meget, han havde truffet sit valg. Der havde ikke været andre udveje, og nu gjaldt det bare om at se fremad. På sigt ville Karen nok indse at det var bedst for dem begge to at de skiltes.

 

 

Tirsdag morgen slog vejret om, og regnen piskede ned fra sorte skyer. Vinden tiltog kraftigt i styrke, ruskede i alt hvad der overhovedet kunne blafre. Havet rumlede, og bølgerne slog hidsigt ind imod kysten.

Torsten var på vej til købmanden i Lønstrup for at købe ind. Han havde ikke tænkt sig at gå længere end det, men pludselig fik han lyst til at prøve kræfter med naturen og den stride blæst. Derfor fortsatte han ud ad den sti som gik ovenover den stejle klint syd for byen.

Turistsæsonen var ikke startet endnu. De fleste huse i området stod tomme, han mødte ingen mennesker på vejen ud til ruinen af Mårup kirke. Havet åd sig ubønhørligt ind på den, snart ville resterne styrte ned og blive revet med af bølgerne på samme måde som det allerede var sket for en del huse længere nede ad kysten.

Stedet drog ham til sig. I de senere år var han ofte kørt herud for at gå tur alene og nyde gyset ved at stå helt ude ved kanten af klinten, på det sted hvor den var højest. Han havde prøvet at forestille sig hvordan det ville være at blive suget med ud i havet. Følelsen af en konkret og voldsom trussel fik noget nyt til at vågne i ham.

Det var bidende koldt, og han glædede sig over at han havde taget en sweater på under sin North Face jakke. Da han havde pakket, havde han været i tvivl om han overhovedet skulle tage den med, men nu var det en luksus at varme sig i den. Hætten havde han trukket op, og for at beskytte sit ansigt mod blæsten og regnen bøjede han hovedet let mod jorden. Da han kom frem til det store græsareal ud for den gamle Mårupgård, standsede han og løftede blikket.

Foran ham hang tågen som et gråhvidt tæppe med uregelmæssige striber af regn der formede sig efter blæsten. Først kunne han ikke se igennem det, men så fik han øje på to skikkelser der stod og svajede på det yderste af klinten. I næste nu fik den ene overbalance og faldt ud over kanten. Den anden satte i løb og forsvandt om bag kirkeruinen.

Var det en mand? Kunne det passe at han løb over mod parkeringspladsen i stedet for at hjælpe den der var faldet ned? Var det måske slet ikke et fald? Var personen blevet skubbet?

Havets brusen gjorde at Torsten ikke kunne høre om der var en bil der startede, og han kunne ikke se hvad der foregik på parkeringspladsen. Under alle omstændigheder var det umuligt at indhente den flygtende.

Han fiskede mobilen op af lommen og ringede til 112.

– ”Der er brug for en ambulance, en person er faldet ud over klinten, det kan være en forbrydelse. Jeg har set en anden person løbe væk.”

Kort og professionelt angav han stedet hvor ulykken var sket. Politi og redningsmandskab ville komme fra Hjørring.

 

 

Torsten vidste at han ikke bare kunne stå og vente, han måtte gøre noget. Som læge havde han pligt til at hjælpe tilskadekomne, altså måtte han ned på stranden. Det var også en befrielse at handle og lægge afstand til de triste tanker om Karen.

Lidt længere henne mod ruinen var der for nylig sket et skred. Her var klinten ikke helt så stejl, han ville kunne komme nogenlunde sikkert ned.

Hurtigt sprang han det første stykke og landede på en leret afsats omkring en meter neden for kanten. Derefter lod han sig kure et stykke ned som om det var en rutschebane. Så kom der en ny afsats, og han rejste sig op og forsøgte at få fodfæste. På den måde kæmpede han sig skråt ned ad den lerede og regnvåde skråning, hang fast, gled i mudderet, hang fast igen. Men pludselig var han nede på stranden og løb hen mod det sted hvor den ukendte skikkelse var faldet ned.

Det var en kvinde med langt, sort hår. Hun lå i en forvreden stilling ved foden af klinten, halvvejs på venstre side, halvvejs på maven med hovedet nedad mod stranden. Benene så normale ud, men hun rørte sig ikke. Det var venstre skulder og arm der havde taget imod i faldet. Måske også hovedet. I et spring var han henne hos hende, knælede ned og lyttede til hendes åndedræt.

Hun trak vejret selvom hun knap nok var ved bevidsthed. Hendes venstre skulder var sunket ned i mudderet, venstre arm kunne han ikke se, den var skjult under hende, men højre arm lå slapt i en naturlig vinkel. Han løftede den forsigtigt og undersøgte pulsen. Den var god og kraftig. Der var håb om at hun kunne reddes.

Uden at tænke på om han selv kom til at fryse, tog han sin jakke af og bredte den ud på jorden. Forsigtigt vendte han kvinden så hun kom til at ligge i en mere bekvem stilling, på ryggen med hovedet og overkroppen hvilende på jakken. Hun førte næsten refleksagtigt højre hånd over mod venstre side i højde med ribbenene, hendes ansigt fortrak sig.

Det var positivt at hun reagerede med smerte, hun var ved bevidsthed. Nu kunne han se hendes ansigt. Huden var lys, det var svært at afgøre om hun var dansk eller udenlandsk. Hun var ca. 170 cm høj og middel af bygning som de kunne have sagt i nyhederne hvis hun var blevet efterlyst.

I et splitsekund for det gennem hans tanker at hun var smuk. Men hun var helt smurt ind i mudder, og måske havde det været hendes redning at klinten mest bestod af ler. Den var blødere end hvis den havde været af kridt eller sten. Alligevel havde hun uden tvivl flere frakturer og muligvis også indre blødninger. Han lyttede igen til hendes åndedræt. Det havde ændret sig. Hun trak vejret hyppigere og tungere.

Torsten var trænet i at genkende livstruende skader. Akutmedicin indgik i hans uddannelse som ortopædkirurg, og han havde løbende deltaget i avancerede traumekurser. Der gik ikke mange sekunder før han fik sin første mistanke om pneumothorax. Venstre lunge kunne være blevet perforeret af et brækket ribben. Hvis det var tilfældet, gjaldt det om at handle hurtigt.

Problemet var at han ikke havde nogen hjælpemidler til rådighed. Det ville være et mirakel hvis kvinden overlevede under de omstændigheder.

Forsigtigt lynede han hendes læderjakke op så han kunne lytte til hendes lunge. Uden stetoskop måtte han nøjes med at lægge øret til og banke med hånden. Den hule lyd indikerede at der samlede sig luft i hulrummet omkring lungen, den risikerede at blive presset sammen. Hvis der ikke blev gjort noget, var der også fare for at luften kom til at trykke på hjertet. Det ville være fatalt.

Han observerede kvinden i endnu nogle minutter. Så ringede han igen til alarmcentralen og bad den vagthavende sørge for at redningsmandskabet var forberedt på at der så hurtigt som overhovedet muligt måtte foretages et direkte indgreb nede på stranden. Det var et kapløb med tiden.

Patientens vejrtrækning blev nu mærkbart hurtigere. Torsten var bange for at hun skulle dø inden han kunne nå at gøre noget. Samtidig var han stresset og nervøs over at han ikke kunne rådføre sig med nogen. Han var nødt til at stole på sin egen evne til at stille den rigtige diagnose og vælge den korrekte fremgangsmåde. I teorien var det nemt at punktere en lungehinde, og Torsten var vant til at bevare roen under vanskelige forhold. Alligevel var han bekymret for hvad der ville ske hvis hans diagnose var forkert eller noget gik galt.

 

 

Det forekom ham at der gik en evighed mens han sad hos den ukendte kvinde og ventede, men uret viste at det kun var et kvarter. Ambulancen kørte helt ud på græsarealet oven for ulykkesstedet. Der var ingen læge med, men de to reddere sprang hurtigt ud og hejsede båren og lægetasken ned på stranden. Den ene satte sig derefter ind i bilen igen for at køre ned på stranden via tilkørselsvejen ved Lønstrup. Den anden begyndte resolut at klatre ned ad klinten samme sted som Torsten havde valgt. To minutter senere var han klar til at assistere med at løfte patienten op på båren og forberede indgrebet.

På det tidspunkt var Torsten sikker på sin diagnose. Kvindens puls var blevet svag. Hun hyperventilerede, og han vidste hvad han var nødt til at gøre. Der var ikke andre muligheder. Han lyttede med stetoskopet fra lægetasken og hørte en klar forskel på venstre og højre lunge. Uden tøven fandt han frem til det præcise sted hvor han ville stikke den grove kanyle ind. Så steriliserede han området, og med den professionelle kirurgs rolige hånd gennemførte han indgrebet. I samme øjeblik han stak kanylen igennem, strømmede luften ud, og patienten fik det mærkbart bedre. Båren blev derefter løftet ind i ambulancen der nu var nede på stranden.

Torsten ignorerede politiet der var begyndt at lave afspærringer af området, og hoppede adræt ind i ambulancen. Den kørte straks af sted med udrykning.

 Copyright Emma Brynja Svane 2012

BOGEN KAN KØBES HOS DIN BOGHANDLER

ELLER HOS FORLAGET AMANDA BOOKS