Copyright Emma Brynja Svane 2012.

Enhver lighed med eksisterende personer eller institutioner er helt tilfældig og utilsigtet. 

 

Emma Brynja Svane

VERDENS UNDERGANG

 Julehistorie i 24 afsnit – inspireret af Maya indianernes forudsigelse af verdens undergang den 21. december 2012. De enkelte afsnit har været lagt ud på min Facebookprofil som en fortsættelse af tidligere julehistorier. Man behøver dog ikke at have fulgt med før.

 

RESUME af julekalenderen 2011: 

Den hemmelige, franske agent Robert blev ved et tilfælde indblandet i opklaringen af en forbrydelse og hjalp med at redde den uskyldige unge pige Stella ud af kløerne på den russiske mafia. De havde bortført hende for at lokke hendes far, den rige og meget pigeglade franske politiker, forsker og forretningsmand DSP (Daniel Sans Pardon) i et baghold. Mafiaens plan var at bruge ham som gidsel i et kompliceret og farligt magtspil. Robert blev dybt forelsket i Stella, og hun i ham. Men de måtte skilles fordi han blev sendt til Moskva for at forhindre planerne i at blive realiseret. Samtidig fik han til opgave at infiltrere i russisk politik og påvirke Putin til at indføre mere grøn tænkning omkring olieboringer og gasledninger. Det var ikke nemt, men det lykkedes. Lige før jul 2011 blev DSP befriet, og Robert kunne rejse hjem til Paris hvor han i sidste øjeblik reddede Stella fra at blive lidt for intim med sin bodyguard, den tatoverede og muskuløse Brian. På den måde blev det jul også det år. Hvad der senere er sket i Rusland, kan hverken Robert eller DSP gøre for.

 

(1)

Vogeserpladsen i Paris lå stille hen. Det var den 1. december, men stemningen ville ikke indfinde sig. De få mennesker der gik gennem parkanlægget, var duknakkede og forknytte. Børnene var forsvundet fra legepladsen, fra cafeerne hørtes der kun dæmpet tale, og hen over det hele lå de sorte skyer som et tungt låg. Også i hjørnelejligheden på 1. sal var stemningen trykket.

Stella sad i sofaen mellem Brian og Robert og stirrede på TV-skærmen hvor det ene rædselsscenarie afløste det andet mens hysteriske studieværter for omkring. Det hjalp ikke noget at zappe rundt. Alle kanaler var gået i selvsving og kappedes om at presse så meget saft som muligt ud af dagens eneste nyhed. Om morgenen havde selveste præsidenten henvendt sig til folket, og med alvor i stemmen havde han bekræftet rygterne om at Verdens Undergang nu var en realitet man blev nødt til at se i øjnene.

– "Ikke blot grækerne, men også franskmændene og alle borgere i Europa, ja i hele verden, er truet af udslettelse," havde han tordnet, hvorefter han med en røst fra graven havde tilføjet at det ville ske den 21. december i følge Maya-indianernes kalender.

Hvert femte minut tonede indslaget frem og fik det til at risle koldt ned ad ryggen på både store og små. Stella rettede sine stjerneklare, blå øjne mod skiftevis Brian og Robert.

– "Betyder det så at det ikke bliver jul i år?" spurgte hun og rystede sørgmodigt sine gyldne lokker.

 

(2)

– "Ssch ... der er noget nyt på kanal 7," sagde Robert og strakte sig frem mod skærmen hvor en lille krøllet mand stod og mumlede ind i mikrofonen.

– "Det seneste nyt fra FuN er at der for få minutter siden er udskrevet en lyn-konkurrence om hvem der er verdens mest sexede mand," deklamerede han.

– "Jamen, det er jo dig, Robert," jublede Stella.

– "Ti stille," snerrede Brian, men Robert lænede sig ind mod Stella og hviskede hende noget i øret så hun rødmede.

Det fik Brian til at skrue helt op for lyden og slå hårdt i bordet med fjernbetjeningen.

– "Hold så op," hvæsede han. Stella gjorde sig lidt fri af Robert .

– "Åh, Brian, du er da også flot," smiskede hun, og han faldt til ro.

På skærmen var det nu en storbarmet, kvindelig speaker der forsøgte at forklare hvad der foregik i FuN i New York:

– "Bølgerne har gået højt hele dagen, og der har været 78 afstemninger om hvad man kan gøre for at forhindre Verdens Undergang. Men dette er det eneste alle har kunnet blive enige om. Vi skal kåre verdens mest sexede mand inden den 21. december, altså mens vi stadig eksisterer, og der skal tages kopier af al dokumentation med henblik på at eksportere materialet til Jupiter inden det er for sent. Kina var først imod, men i lyset af den alvorlige situation er de endt med at stemme ja, og de har allerede tilmeldt deres nye partiformand til konkurrencen."

Stella tog fjernbetjeningen og slukkede for apparatet.

 

(3)

Pludselig lød der skrig og rabalder fra den fine stue der kun var adskilt fra TV-stuen af en fløjdør. 

– "Ud, forsvind," hylede Stellas mor.

Døren gik op, og en meget ung, næsten afklædt stuepige forsøgte at gøre sig selv usynlig mens hun samlede sit tøj sammen.

– "Ud herfra, du er fyret," råbte moren efter pigen der løb ud i entreen og forsvandt ned ad trappen.

– "Så, så, min skat," lød  det brummende i baggrunden fra Stellas far, den store politiker og forretningsmand DSP (Daniel Sans Pardon), "det er da ikke noget at tage sådan på vej over." Men moren lod sig ikke formilde.

– "Du tager dit tøj og går din vej," skingrede hun mens hun kastede en porcelænsvase efter DSP der nu søgte tilflugt i TV-stuen.

For sent opdagede han Stella og hendes venner i sofaen, og han dækkede nødtørftigt over sin nøgenhed med en pude mens han prøvede at forklare situationen.

– "Det er jo bare en stuepige. Er det ikke derfor man har dem, for at man kan være sammen med dem i stuerne?" fnisede han.

Men hans kone syntes åbenbart ikke det var morsomt, hun smed endnu en Ming vase efter ham.

– "Forsvind, forsvind," skreg hun desperat og kastede hans tøj ud i entreen inden hun hulkende sank sammen i en lænestol.

De tre unge mennesker sad helt stille. Ingen turde sige noget. Lidt efter hørte man hoveddøren blive åbnet og lukket og DSP der luskede ned ad trappen.

– "Han kommer nok ikke tilbage," hviskede Brian til Stella.

 

(4)

Efter en tid holdt Stellas mor op med at græde.

– "Undskyld," mumlede hun og rejste sig op. Så  gik hun igen ind i den fine stue og lukkede døren efter sig.

– "Hvad sker der?" spurgte Robert.

– "Jeg tror de skal skilles," svarede Stella, "sådan er det altid når han kommer hjem. Ikke nok med at han laver skandaler i udlandet, men han er også ustyrlig herhjemme." Brian forsøgte at trøste.

– "Jeg kan godt forstå din mor, I får det meget bedre uden den idiot." Men det gjorde bare Stella mere ked af det.

– "Han er jo min far," snøftede hun, "jeg vil have at han er her, han skal være her til jul og komme hjem med gaver."

Nu var det Roberts tur til at trøste.

– "Jamen, der bliver ikke nogen jul," sagde han med overbevisning, "så er verden jo gået under."

Stella sad lidt og bed sig i læben inden sagens alvor gik op for hende.

– "Vil det sige at jeg aldrig ser min far igen? og at det heller ikke bliver jul?" Hendes blå øjne var fyldt med tårer. Robert og Brian lagde hver sin arm om hendes skuldre og lænede sig ind mod hende.

– "Vi er her jo," sagde de næsten i kor," og Stella tørrede sine tårer.

Men pludselig bippede det helt vildt fra Roberts telefon, og han famlede febrilsk efter den i sine lommer. Da samtalen var slut, rejste han sig og tog sin jakke.

– "Det var chefen for det Hemmelige Sikkerhedsværn," sagde han betydningsfuldt, "jeg skal afsted til New York på en ny FuN mission."  

Stella begyndte igen at græde.

 

(5)

Robert stod et sekund og tøvede. Skulle han skynde sig afsted som ordren lød? Eller skulle han give sig tid til at trøste Stella? Han valgte at slå to fluer med et smæk.

– "Brian," befalede han, "du tager dig af min kæreste. Husk at du er hendes livvagt!"

Det lod Brian sig ikke sige to gange. Allerede inden Robert var ude af døren, lagde han beskyttende sin tatoverede arm om Stellas skuldre og rakte hende galant en pakke kleenex, næsten uden at se på hendes bryster.

– "Vent lige lidt," sagde han eftertænksomt, "jeg ved hvad vi kan gøre."

Stella holdt op med at snøfte og plirrede med sine blå øjne.

– "Hvad, Brian, har du fundet på noget?"

– "Ja, Stella, nu skal du høre. Det er noget jeg har læst på Wikipedia. Der findes en lille landsby i Sydfrankrig med en bjergtop der er hellig fordi den rummer rester af en gammel UFO. Måske har Maya-indianerne også været der. I hvert fald er det et sted hvor man kan overleve når verden går under. Den bjergtop er fredet, den bliver stående."

– "Ih, altså Brian, hvor er du klog," hviskede Stella, og der bredte sig et smil på bodyguardens firskårne ansigt.

– "Men vi er nødt til at få din mor med på ideen," hviskede han, "huspriserne er steget helt vildt i den landsby, mange millioner euro, og der er slet ikke huse nok, for der har jo kun boet 193 mennesker indtil for nylig."

Stella lyste op.

– "Jamen, Brian, penge er ikke noget problem, vi spørger da bare far."

 

(6)

Brian blev alligevel ved med at insistere på at Stellas mor skulle med til Bugarach.

– "Du ville aldrig tilgive dig selv, Stella, hvis din mor lå død i ruinerne af Paris mens du sad og hyggede dig på en bjergtop."

Den unge pige nikkede.

– "Du har ret, Brian, vi tager mor med. Men hvad så med far?"

Nu måtte Brian tænke sig godt om. Han var grundigt træt af DSP og alle hans skandaler. På den anden side var det DSP der betalte hans løn som bodyguard for Stella. Han kløede sig i nakken og prøvede at sno sig.  

– "Ved du hvad, Stella, jeg tror såmænd din far allerede er der. Jeg mener, alle dem der sidder på magten og pengene, er det ikke altid dem der er først ude i redningsbådene?"

Stella svarede ikke, hun havde allerede rejst sig og var på vej ind i den fine stue for at hente moren der nu var kommet sig efter skænderiet med manden.

– "Jeg har også set det på Wikipedia," sagde fru Pardon, "det er det eneste fornuftige vi kan gøre, jeg er med hele vejen."

Som sagt, så gjort. I løbet af et par timer havde de fået pakket 80 kufferter, og både Stella og hendes mor havde tømt deres bankkonti. Brian havde ikke så mange penge, men de to kvinder tilbød rundhåndet at betale hans udgifter.

– "Du hjælper jo altid mig," smilede Stella og lagde hovedet på skrå.

Til gengæld lovede Brian at køre bilen og bestille hotel til de første nætter. Indtil de fik købt en passende villa på den velsignede bjergtop.

 

(7)

Først da alle 80 kufferter var sendt afsted med fragtmand til Bugarach, og Brian susede mod syd ad autoroute du soleil med Stella og fru Pardon komfortabelt installeret på bagsædet af den nye Jaguar XJ ultimate, kom den unge pige i tanker om Robert og FN's konkurrence.

– "Skulle du egentlig ikke også deltage i kampen om at blive Verdens mest sexede mand?" spurgte hun Brian der lyste op i et smil ved tanken om at hun anså ham for værdig til den eftertragtelsesværdige titel.

– "Nej, Stella, jeg vil hellere sørge for at du kommer i sikkerhed ..."

Fru Pardon rømmede sig. Som hustru til Frankrigs berømteste rigmand følte hun et ansvar for at deres smukke arving ikke blev for intim med en simpel livvagt.

– "Bare du passer dit chaufførjob, unge mand, så klarer FuN nok resten," erklærede hun med værdighed og stak næsen i vejret.

Brian bed tænderne sammen. Han ville ikke fornærme nogen og slugte de beske kommentarer der lå ham på læben. Stella kunne derimod sige hvad hun ville.

– "Mor, du ved ingenting om det! De idioter er i gang med at nominere alle mulige usexede statsmænd til titlen. De er da ikke nær så lækre som Brian."

Fru Pardons mund blev tynd som en streg i luften.

– "Stella, du glemmer hvem du taler til!" hvislede hun.

Men Stella lod sig ikke påvirke.

– "Du glemmer Robert," tilføjede hun, "han er også sexet ... rigtig sexet."

Brian lod som om han ikke hørte det sidste og pressede speederen i bund.

 

(8)

Mens den blankpolerede, perlehvide jaguar holdt sin kurs mod Bugarach, trådte Robert ind i den Hemmelige Sikkerhedstjenestes hovedkvarter i New York. Hans mission bestod i at assistere FuN's nyetablerede Konkurrence Kommission ved udvælgelsen af de 10 topkandidater til titlen Verdens mest sexede mand.

Det største problem var at der var gået politik i sagen. Oprindelig skulle vurderingen være helt objektiv, og alle mænd skulle kunne deltage, både fattige og rige, unge og gamle, og racediskrimination var bandlyst ligesom hensyntagen til nationalitet. Robert havde håbet at han selv kunne komme på tale (Stella havde jo sagt han var sexet).

Men kineserne havde allerede fra starten gjort klart at de anså konkurrencen for et statsanliggende, og det blev understreget af at de nominerede Xi Jinping. Rusland fulgte trop med nomineringen af Vladimir Putin, og få minutter senere var Nordkorea klar med Kim-Jong den Første som de udnævnte til en klar vinderkandidat.

Det havde vakt opstandelse hos delegationen for den Vestlige Verden. Ingen vidste hvordan de skulle tackle situationen. Det nyttede ikke noget at opstille vestlige kandidater som DSP eller general Petreus. Man måtte op på statsmandsniveau.

Med nogen tøven havde man derfor opstillet Silvio Berlusconi der sejrsikkert hævdede at han som vinder straks ville rejse til Moskva for at nyde godt af Putins tilbud om Free Pussy. Men der manglede stadig 6 kandidater. Robert skulle være med til at finde dem.

 

(9)

I mødelokalet blandede Robert sig med de delegerede der stod og diskuterede foran en opslagstavle med portrætter af de nominerede kandidater. Størst interesse vakte billedet af Nordkoreas leder til hest i casual ridetøj med et touch af militærisk elegance. Den åbne uniformsjakke afslørede en skjorte der var knappet gavmildt op. Han holdt koket en pisk i hånden og smilede indforstået til publikum. Ved siden af billedet var internationale presseudklip pinnet op. 'Verdens mest sexede mand' skrev de både i Frankrig og i Kina.

Det var vanskeligt at komme uden om. Men ved siden af ham stod Kinas mægtigste mand, lysende af power i ulastelig uniform, foran 1000 partikammerater der stirrede beundrende på ham. Mere behøvede han ikke for at slå fast at han var en sikker vinder. På en seddel ved siden af portrættet stod skrevet 'Magt er sexet'. Det fremkaldte vild debat hos mændene i lokalet.

De to andre nominerede kandidater vakte mindre opsigt. Alle kendte deres meriter og nøjedes med at kaste et enkelt blik på Putin der med nøgen overkrop stod i sin jeep og heppede på sig selv, og Berlusconi der stod på en skammel for at kunne se to yppige blondiner i øjnene.

På andre opslagstavler rundt om i lokalet hang billeder af flere mulige kandidater. Robert så bestyrtet til da der udbrød voldsomt håndgemæng foran et af portrætterne.

– "Tyskland skal også være repræsenteret," brølede en lille tæt fyr.

– "Jamen, Angela Merkel er IKKE  en mand!" skreg en høj, rødmosset amerikaner.

 

(10)

Forsamlingen blev kaldt til orden, og snart kom der flere navne ind på listen over nominerede kandidater. Obama var selvskreven.

– "Men hvorfor er han sexet?" spurgte en lille vietnameser.

– "Det er han altså bare," slog Robert fast, og så var der ikke mere diskussion om den sag.

På et tidspunkt kom kronprins Frederik på tale, men han blev fortrængt af Bahrains konge, Hamad bin Isa Al Khalifa, som hans mor havde foræret et kors.

– "Der skal altså flere europæere ind," hylede en træt, gråhåret mand.

Igen måtte Robert gribe ind og gøre det klart for forsamlingen at Nobelkomiteen havde gjort det umuligt at udpege flere europæere. Generalsekretæren støttede hans synspunkter.

– "Tænk på den ballade der er fordi man i dag giver Europa Fredsprisen," sagde han for at gyde olie på vandene, "Europa er nødt til at holde en lav profil, ellers ser det ud som aftalt spil."

Men salen kogte af utilfredshed. En hidsig franskmand stampede i gulvet.

– "Kina får da også en nobelpris i dag. For at tie stille. Så kan Xi Jonping da heller ikke være med i konkurrencen her."

Fra den anden ende af salen krævede Islamisterne at få de sidste 4 pladser.

– "Alle muslimske mænd er sexede," sagde en alvorlig mand fra Iran, "det ligger i sagens natur, det er derfor de har magt over kvinderne." Det var dråben der fik bægeret til at flyde over. En egypter begyndte at kaste sko mod Robert, og snart var alle i vildt slagsmål.

– "Mødet er hævet," skreg generalsekretæren, men ingen hørte ham.

 

(11)

Generalsekretærens stemme blev overdøvet af hylende sirener fra gaden, og himlen udenfor vinduerne blev oplyst af mægtige lysglimt, efterfulgt af en serie gevaldige brag. Væggene i konferencerummet begyndte at ryste, og opslagstavlerne faldt ned en efter en så billeder og sedler spredtes ud over gulvet. Men ingen ænsede det. Alle fik travlt med at mase sig hen mod døren.

De små asiater måtte søge dækning ude langs med væggene for ikke at blive mast af store afrikanere. Der gik dog kun få sekunder inden salen var tømt. Robert og generalsekretæren var de sidste der forlod rummet. Tavse listede de ud i forhallen hvor forskræmte delegerede stod og græd sammen med sekretærerne fordi dørene ud til friheden var gået i baglås. I resten af bygningen fungerede elevatorerne ikke. Man kunne høre skrig og banken.

– "Så gør dog noget, stå ikke bare der og glo!" råbte en hysterisk græker, og tyskeren (der hed Hans) mandede sig op og tog affære.

– "Hallo, hallo ... kan jeg få jeres opmærksomhed! I stiller jer op på række, i alfabetisk orden, alle abc'ere forrest, alle xyz'ere bagerst. Og så står I heeeelt stille mens der bliver ringet til låsesmeden!"

Grækeren (der hed Xavier) fortrød allerede sin bemærkning. Han havde ikke spor lyst til at stå bagest når dørene blev åbnet. Men franskmanden (der hed Yves) beroligede ham:

– "Det er faktisk rigtig godt på den måde, så undgår vi at blive mast når de allesammen styrter ud på en gang!"

 

(12)

Robert og generalsekretæren søgte tilflugt bag skranken sammen med chefsekretæren, og de begyndte alle tre febrilsk at trykke på knapperne til det store samtaleanlæg.

– "Det virker ikke," konstaterede generalsekretæren med rædsel i stemmen. Robert stod ved siden af ham med åben mund.

– "Hvad sker der?" spurgte han forvirret. Det her havde han ikke indregnet i sin plan.

– "Jeg ved det virkelig ikke," svarede generalsekretæren og pegede stumt ud på himlen der nu var blevet kulsort. Robert fulgte hans blik og blev ligbleg.

– "Tror du ... ?" Han magtede ikke at gøre sætningen færdig.

Generalsekretæren stirrede på ham:

– "Tror ... hvad?"

Robert prøvede at tage sig sammen:

– "Ja, at ... øh ... at Verdens Undergang er allerede nu?"

Den ellers altid så fattede generalsekretær var helt tom i blikket, og hans stemme var knapt hørlig da han svarede:

– "Det det er jo kun den 12. december, vi har da 9 dage endnu til at ordne situationen."

Men Robert var ved at blive grebet af den panik der var opstået rundt om dem hvor alle løb frem og tilbage, og ingen kunne huske alfabetet.

– "Jamen, hvad nu hvis Maya indianerne har taget fejl i deres beregninger?" insisterede han, "hvis det hele er rykket frem?" Hans ord blev understreget af nye brag der rystede bygningen.

 – "Prøv mobiltelefonen," skreg generalsekretæren.

Men Hans, den tyske organisator, havde allerede besluttet sig til at overrule lederne.

– "Spræng døren!" befalede han, "alle mand, læg kræfterne i, vi skal UD herfra NU!!!!!"

 

(13)

Mens de delegerede kæmpede for at slippe ud af bygningen i New York, nærmede en støvet parisisk jaguar sig Pyrenæerne og Bugarach. Brian havde kørt og kørt, og han var så træt at han var lige ved at falde i søvn bag rattet. Både Stella og hendes mor havde sovet i flere timer. Men pludselig vågnede Stella ved at bilen slingrede fra side til side.

­– "Sig mig, Brian hvad er det egentlig for noget med jordens undergang?" spurgte hun kælent, "den kan da ikke bare gå under, bum, sådan, fra den ene dag til den anden."

Brian var med et lysvågen, han var glad for at kunne vise sit intellekt.

– "Jo, Stella, det hedder Armageddon. Det er forudsagt i den gamle Maya kalender at en fremmed planet styrer direkte mod jorden og rammer den om 8 dage. Netop sådan. Bum. Det tager kun få minutter, så er jorden væk."

– "Nej, altså Brian, jeg tror ikke på det, og hvorfor skulle Bugarach så overleve?"

Brian rømmede sig.

– "Det er heller ikke helt sådan det er," sagde han tøvende.

Nu var fru Pardon også vågnet. Hun lænede sig frem i sædet, og hendes stemme skingrede ind i Brians højre øre.

– "Hvad er det du siger, Brian? Overlever vi ikke i Bugarach?"

Han hidsede sig dog ikke op men svarede roligt:

– "Jo, hvis vi kommer op på bjerget. Alle på bjerget bliver reddet af et rumskib der i sidste øjeblik henter de hellige."

Nu begyndte Stella at blive bekymret og vendte sig grædende mod sin mor.

– "Jamen, vi er da ikke hellige, er vi vel mor?"

Fru Pardon så forfærdet ud ved tanken.

– "Nej, det ved Gud vi ikke er," fnøs hun, "vi er da oplyste, rationelle intellektuelle!"

 

(14)

– "Nu nærmer vi os Bugarach," afbrød Brian diskussionen og drejede væk fra motorvejen. Kvinderne sad tavse på bagsædet og kiggede ud på bjergene og vinmarkerne.

– "Hvor er her smukt," sagde Stella drømmende, men Brian var mere optaget af den tætte trafik på vejen.

– "Se alle de autocampere, de skal allesammen til Bugarach, den her vej fører direkte gennem byen," forklarede han.

– "Jamen der er jo et rigtigt slot," udbrød fru Pardon, "er det der vi skal bo?"

– "Nej, slottet er besat af new agere, det er Jules Vernes indgang til jordens indre ...  der kan vi ikke bo," svarede Brian.

– "Jamen, så må vi jo bo på Hilton," slog fru Pardon fast.

Brian sank hen i tavshed, han frygtede for fruens reaktion når hun blev klar over at landsbyen var så lille at der ikke var et eneste hotel. Valget havde stået mellem Bed and Breakfast i præstegården og 'indbydende værelser' til 1000 euro pr nat på Vingården. Brian havde valgt det han troede var det mindst ringe. Hans humør dalede dog til nul da han så vingårdens forhenværende stald der i al hast var blevet indrettet til turister.

– "Her kan vi da ikke bo," sagde Stella og rynkede på næsen.

– "Nej, det må være din spøg, Brian," lo fru Pardon.

Men så kom den lille, energiske vinbonde. Han tog fortroligt fru Pardon under armen og førte hende rutineret ind i restauranten mens han hviskede til hende at hun var den smukkeste kvinde i verden. Hun tog smilende imod komplimenten og inviterede vinbonden til at spise sammen med dem. Da de havde kæmpet sig igennem de 10 retter på dagens menu og drukket et par flasker af den bedste Corbières vin, var de alle klar til at tage imod tilbuddet om sengeplads.

 

(15)

I New York havde de stærkeste af de delegerede, under kommando af tyskeren Hans, revet skranken løs fra gulvet og var på vej hen mod den ene dør med den for at slå sig vej ud til friheden. De standsede og ventede anspændt på signalet til det endelige stormløb. Men der kom ikke noget signal.

Tyskeren blev pludselig helt fjern i blikket, hans arme sank slapt ned langs siderne, og hele hans opmærksomhed var rettet mod døren. Så kunne alle se at lyset var vendt tilbage i hallen, og at alle dørene automatisk gik op. Ingen turde sige noget. Robert stod stiv som en støtte og kneb sig selv i armen for at forsikre sig om at han var vågen, og at han stadig levede. Der gik nogle sekunder.

Så kom der gang i elevatorerne, mennesker strømmede ind i forhallen, og alle begyndte at mase sig ud gennem dørene. De mindste måtte redde sig det bedste de kunne, men ingen tog hensyn til nogen, og der var en del der blev trampet ihjel.

Både Robert og generalsekretæren nåede dog ud sammen med tyskeren Hans, grækeren Xavier og franskmanden Yves. Udenfor var himlen stadig sort, der lød hylende sirener fra alle retninger, og der var om muligt endnu mere panik end der havde været inde i bygningen. Men Hans var i sit es. Endelig var der brug for hans solide handlekraft.

– "Denne vej," gjaldede hans kommando, "følg mig, jeg ved hvor vi kan komme i sikkerhed."

Generalsekretæren tøvede et øjeblik, han ville hellere selv have kommandoen, men da Xavier, Yves og Robert fulgte efter Hans, sjokkede han afsted i hælene på dem.

 

(16)

Under ledelse af Hans bevægede den lille gruppe sig fortrøstningsfuldt gennem Manhattan og fik snart følgeskab af to afrikanske delegerede der også havde reddet sig ud af bygningen. Overalt var der mørkt, der kom kun lys fra spredte fakler og redningsblus, og lyden af sirener fortsatte.

– "Uvejret har ramt mange andre bygninger," hviskede Xavier til Robert der sammenbidt svarede at det ikke bare drejede sig om et uvejr.

 – "De siger alle transformatorstationerne er ramt," blandede Yves sig i samtalen. Generalsekretæren gjorde tegn til at de skulle tie stille.

– "Jeg får nu at vide i min øresnegl at iranske oprørsstyrker tager ansvaret for attentatet," meddelte han tøvende, "kan det passe? Er der nogen der holder os for nar?"

Svaret kom ovenfra. Uden varsel begyndte det at lyne og tordne, og den sorte himmel oplystes af gigantiske gule og blågrønne glimt. Så begyndte det at hagle. Et øjeblik stod alt liv stille på Times Square inden menneskemængderne satte sig i bevægelse for at finde ly for de stadigt større hagl der hamrede ned over dem.

Robert øjnede chancen for at erobre førerstafetten.

– "Denne vej," råbte han, og kort efter sad de alle syv omkring den buldrende kamin i baren på Hotel Edison hvor både Robert og generalsekretæren boede.

– "Er vi i sikkerhed her?" spurgte Xavier ængsteligt.

– "Her er i hvert fald hyggeligt," svarede Yves der allerede var i gang med at forhandle med en tjener om hvilken vin der passede bedst til den foie gras de skulle have til forret.

  

(17)

Hans var kun ganske let stødt over at han ikke havde fået lov til at beholde førertrøjen. Men han var oprigtigt forarget over Yves' letsindighed.

– "Verden er ved at gå under," hvæsede han, "og du taler om vin og foie gras!"

– "Han har ret," sagde Robert, "vi må se at komme til sagen ... men man snakker jo så godt over et ordentligt måltid."

Mens gruppen var på vej ind i restauranten, hviskede generalsekretæren fortroligt til Xavier, men dog så højt at alle kunne høre det:

– "Jeg tænker faktisk mest på om iranerne også står bag uvejret."

Xavier kvitterede elegant ved at henvise til sine græske myter.

– "Man skal ikke tro på alt hvad de gamle forudsagde," nikkede han betydningsfuldt.

Det fik afrikanerne til at live op. 

– "Vi har også mange gamle myter i Afrika," sagde vestafrikaneren der hed Amadouham Bateballala.

– "Ja," supplerede den anden der kom fra Etiopien (han hed Hailehai Wa Lelassedou), og da alle så velvilligt på ham, fik han mod til at punktere hele ballonen:

– "Maya kalenderen er måske bare ligesom Atlantis myten og alt det andet sjov de gamle fandt på."

– "Ja, netop," ivrede Hans,  "Untergang des Abendlandes og alt det der." Han hørte ikke til dem der bar nag, og han var begyndt at tro der var grund til at fejre at Maya profetien havde været falsk.

 – "Så lad os da nyde det sidste måltid," grinede han ironisk og bad tjeneren om et stort krus øl. Men knap havde han dyppet sine læber i det fossende skum før også denne bygning begyndte at ryste.

 

(18)

– "Jeg tror helt sikkert det er iranerne," fastslog generalsekretæren der efter det første glas champagne havde genvundet sin selvtillid som leder. Ingen modsagde ham, og han uddybede med stor alvor sin tolkning af begivenhederne:

– "Det har noget med verdensfreden og vores konkurrence at gøre. Iranerne vil tvinge os til at nominere Mahmoud Abimadinejad." 

– "Men det har da ikke noget med verdens undergang at gøre," hviskede Xavier.

Robert kom generalsekretæren til undsætning:

– "Hvis det er oprørere der står bag den her katastrofe, er det så ikke snarere Ayatollah Ali Khamenay de vil have på listen?" spurgte han eftertænksomt.

– "De to iranere er altså bare ikke sexede," afbrød Yves og løftede sit rødvinsglas op for at undersøge farven.

Generalsekretæren så bebrejdende på ham og begyndte så at træde i karakter.

– "Det er blodig alvor det her," råbte han og hamrede en knytnæve i bordet, så hårdt at alle i restauranten nu stirrede hadsk på den spraglede internationale gruppe på syv omkring det ovale bord midt i restauranten. Men generalsekretæren lod sig ikke anfægte.

– "Vi er truet af terrorister fra alle sider," proklamerede han og slog igen næven i bordet.

– "Jamen det har altså stadig ikke noget med verdens undergang at gøre," hviskede Xavier så højt at alle stirrede bebrejdende på ham, de mente nu at det hele var hans skyld.

Så greb Robert endnu engang ind for at redde situationen.

– "Lad os holde os til dagsordenen," sagde han værdigt. "Vi er taget til New York for at støtte FN i forsøget på at finde Verdens mest sexede mand inden det er for sent."

 

(19)

Roberts ord gjorde indtryk. De andre restaurantgæster faldt til ro og lod som om det ikke kom dem ved. Yves sad stilfærdigt og nød sin vin og sin foie gras med balsamico, men han ville alligevel ikke hægtes af diskussionen.

– "Hvis I vil høre min mening, smaskede han, så er vi nødt til at få kvinder ind i komiteen så de kan vejlede os. De ved hvad der er sexet hos mænd."

Hans sidste ord druknede i larm fra forhallen.

– "Dørene er blokeret," skreg en nervøs dame, og der udbrød en voldsom panik der spredte sig til gæsterne i restauranten. De fleste søgte mod udgangen. Væggene rystede, og malerierne begyndte at falde ned. De syv omkring det ovale bord lod sig dog ikke bringe ud af fatning. De holdt fast på deres glas og tallerken.

– "Det er ikke noget," beroligede Hans dem, "det er bare det samme som det der skete i Hovedkvarteret."

– "Ja, det ordner sig nok," samstemmede Yves der glædede sig til hovedretten: vildsvinekam med letstegte svampe.

– "Men det bekymrer mig på Afrikas vegne," sagde Amadouham Bateballala. – "Ja, Araberne er altid imod os," supplerede Hailehai Wa Lelassedou.

Men Robert ænsede dem ikke, han havde hørt hvad Yves sagde, og det havde givet ham en idé.

– "Jeg kender to kvinder der har virkelig meget forstand på sex. Men vi må tage til Bugarach for at mødes med dem."

– "Vi skal da først spise færdigt," protesterede Yves, og sådan blev det.

Da den sidste bid var gledet ned og cognac'en drukket, var uvejret og de iranske angreb stilnet af, og generalsekretæren gav tegn til opbrud. Han var igen blevet chef.

 

(20)

I New Yorks gader var alt kaos. Haglvejret var afløst af tung regn, og vandet trængte sig op gennem de sprækker der var opstået i belægningen på avenyerne. De første ofre var bukket under for stormen der piskede rundt og rev alt med sig. Men den lille flok stred sig gennem Manhattan, og mod alle odds fik Hans i sidste øjeblik prajet to taxaer der kunne køre dem til Newark lufthavnen.

Her kom deres diplomatstatus og velfyldte tegnebøger dem til hjælp. For næsen af andre, som havde bestilt billet i god tid, blev de alle syv bragt ombord på det sidste fly der lettede inden katastrofen lammede al trafik. Udmattede faldt de i søvn og vågnede ikke før Frankfurt.

Sent om aftenen den 20. december ankom de med taxa til Bugarach og indlogerede sig på Vingården hvor kælderen nu var inddraget til turist overnatning, og priserne var steget til 2000 euro pr. seng.

– "Pyt med det," sagde generalsekretæren, "bare skriv det på min regning, det er helt ok bare vi løser vores opgave."

De havde stadig en times tid til at beslutte hvem der var Verdens mest sexede mand. Listen over nominerede blev forelagt Stella og fru Pardon.

– "Helt ærligt," sagde Stella og rynkede panden, "ingen af dem der er sexede."

– "Enig," sagde fru Pardon, "og hvorfor er der kun 8 kandidater? Skulle der ikke være 10?"

De stirrede allesammen på de udvalgte navne. Xi Jinping, Kim-Jong Un, Putin, Berlusconi, Obama, Khalifa, Abimadinejad, Khameiny.

– "Du har ret, skat, der mangler 2," sagde Stellas far, DSP (Daniel Sans Pardon). Han var ankommet i al ubemærkethed med privatfly til Bugarach og sluttede sig nu til selskabet.

De to kvinder nikkede anerkendende til ham og forlangte højlydt at få hver sin nye kandidat føjet til listen. Fru Pardon valgte den lille charmerende vinbonde.

– "Han er så sexet når han giver mig komplimenter," kurrede hun.

Stella derimod kunne ikke få øjnene fra Amadouham Bateballala.

– "Hans overarme er så muskuløse og sexede," argumenterede hun.

Men det var ikke hele sandheden. Fra det øjeblik han trådte ind ad døren - stor, skinnende sort med snehvide tænder og verdens kønneste smilehul - var hun fortabt, og både Brian og Robert kunne godt pakke sammen.

Gennem smiger og datterlig beregning fik hun DSP og fru Pardon over på sit parti, og turen kom nu til generalsekretæren.

– "Det vil øge din anseelse i hele verden," hviskede hun ham i øret, og det kunne han ikke stå for. Kl. 23:55 den 20. december udsendte han en pressemeddelelse:

– "Den umiddelbart forestående, verdensomspændende katastrofe tvinger mig til at erklære FN i undtagelsestilstand, og jeg meddeler hermed at jeg efter at have lyttet til folket har truffet en svær beslutning. I håb om at det kan bidrage til verdensfreden og en snarlig genopstandelse under den sjette sol, giver jeg titlen som Verdens mest sexede mand til en hidtil ukendt afrikaner, 25-årige Amadouham Bateballala der har en fortid som fodboldspiller. Må Gud og Allah og Mayaerne være med os alle i denne svære stund."

Så gik de i seng og ventede roligt på verdens undergang.

 

(21)

Om morgenen den 21. december bragte alle internationale medier nyheden om generalsekretærens magtmisbrug, og det overskyggede aldeles frygten for Verdens Undergang og meddelelsen om at 65 lande nu var forsvundet efter mystiske naturkatastrofer. 'Han må gå af,' skrev The Huffington Post, og selv Rokokoposten erklærede sig fuldstændig enig. Kun en obskur lille jysk avis forsvarede manden: 'Det er jo ligesom at snyde i skat, helt menneskeligt.'

Men i Bugarach gik det ikke stille af. Xavier og Yves var fornærmede over at valget ikke var faldet på dem (når det nu alligevel blev en af deres egne), og Robert hulkede af sorg over at Stella havde svigtet ham. Brian gik mere stille med sin skuffelse, men i smug sammenlignede han sine overarme med den store afrikaners.

Stella selv var fast besluttet på at blive gift med den udkårne inden det var for sent.

– "De venter vel med at tilintetgøre jorden til efter frokost," sagde hun til den præst som DSP havde tilkaldt. Han var dog mest bekymret over om han kunne udtale det indviklede navn.

– "Men du kan da bare kalde ham Amadou som jeg gør," smilede Stella, og det gjorde udslaget.

Ceremonien fandt sted kl. 11, og lidt senere gik selskabet i gang med en helt ny 12 retters undergangsmenu som vinbonden hurtigt stablede på benene i dagens anledning. Efter kaffen og en sidste avec'er søgte de alle op på bjerget hvor new agerne forlængst havde fjernet kommunens afspærringer og slået de de 70 vagter ned.

– "Hvor stort er det rumskib egentlig?" spurgte fru Pardon ængsteligt da hun så hvor mange mennesker der stod på toppen.

Ingen svarede.

Enhver havde nok i sine egne bekymrede tanker.

 

(22)

Det blev koldere og koldere, jo længere op ad bjerget den lille gruppe kom, og Amadou lagde sin jakke over Stellas skuldre så hun ikke skulle fryse i sin brudekjole. Men da de var nået halvvejs, måtte de standse op fordi fru Pardon nægtede at gå længere.

– "Jeg fryser, og jeg tror ikke rigtig på det her, jeg vil hjem," klynkede hun.

– "Jeg er enig," sagde vinbonden, "lad os gå ned igen, jeg har altid mad i huset."

De andre stod et øjeblik og vaklede. Så fik Hans øje på en new ager der stod helt ude på spidsen af en lille afsats længere oppe.

– "Pas på du ikke falder ned," råbte han til ham.

– "Den nye Kosmiske Frelser redder mig," råbte manden tilbage.

– "Hvad mener han?" spurgte Yves, men ingen kunne svare.

– "Jeg føler mig holdt for nar," udbrød generalsekretæren hidsigt og vendte sig anklagende mod Robert der stadig havde tårer i øjnene, "det var dig der lokkede os, vi skulle være blevet i New York."

Stella rettede sine blå øjne mod Brian, han plejede at vide besked:

– "Går jorden alligevel ikke under?"

Men før han kunne nå at svare, hørtes underlige, rumlende lyde nede fra landsbyen.

– "Hvad var det?" spurgte Xavier ængsteligt.

– "Det lød som en mikrofonprøve," konstaterede Hans, "jeg tror vi er blevet snydt."

Men DSP gned sig i hænderne.

– "Godt vi ikke nåede at købe et hus her!" lo han, "næste år ville det være helt værdiløst." Hans smil falmede dog lidt da en mærkelig sky af form som en ufo sænkede sig ned over toppen af bjerget, og en dyb mikrofonstemme gjaldede op mod dem nede fra landsbyen.

– "Det er en højtalerbil," sagde Hans undrende, og nu rungede budskabet tydeligt op ad bjergsiden mens skyen ovenfra kom truende nær dem:

– "Verdens Undergang er aflyst, den er nu erstattet af Verdens Frelse. Vor Kosmiske Frelser fra det ydre rum er kommet i sin ufo med en hærskare af apostle der vil blande sig med jer og gøre jorden til et bedre sted. Jeg gentager mit budskab: Verdens Undergang er aflyst, den er nu erstattet af Verdens Frelse. Gå hjem og lad Frelseren indtage sit bjerg i fred."

De sidste ord tonede ud, bilen var på vej rundt om bjerget. Men snart blev alt kaos. New agere og journalister vrimlede ned fra bjergtoppen, og der var ikke andet at gøre end at følge med strømmen. Ved bjergets fod var de 70 gendarmer nu kommet til bevidsthed og knoklede løs for at styre de mange spontane glædesdemonstrationer.

 – "Længe leve Verdens Frelse," skreg et grønmalet ansigt ind i en mikrofon mens en bikiniklædt danser forsøgte at klatre op til en ridende gendarm.

– "Følg med mig," råbte vinbonden der nu var helt i sit es.

Og aldrig havde så mange trængt sig sammen i hans restaurant som nu hvor man kunne nyde en solid overlevelsesmiddag for en fyrstelig sum og bagefter trimle om i laden hvor der var rigeligt med hø for en lille ekstra slant.

Stella og Amadou blev dog tilbudt overnatning i hovedbygningen så de kunne få en ordentlig bryllupsnat.

– "Det hører sig jo til," sagde den lille vinbonde og blinkede til fru Pardon.

 

(23)

Generalsekretæren havde fået en af de gode senge i stalden. Alligevel lå han hele natten og vendte og drejede sig. Om morgenen stod han tidligt op og gik over i restauranten hvor han satte sig alene i et hjørne med aviserne. Det var ikke opmuntrende. De var alle sammen gamle og svømmede over med anklager mod ham og krav om hans afgang på grund af magtmisbrug.

Han var lige ved at græde, hans liv var ødelagt, han kunne aldrig mere sætte sine ben i FN, og konen ville sikkert også smide ham ud. Men lige netop da han var ved at opgive alt, dukkede den lille vinbonde op med en frisk kande kaffe og et fad med duftende, nybagte chokoladecroissanter.

– "Du trænger da vist til lidt opmuntring," sagde han og smed de nye aviser på bordet, se bare her: opinionen er vendt! De hylder dig for dit vovemod!"

Den bedrøvede generalsekretær kastede et forlegent sideblik på aviserne. Han turde ikke håbe, trak bare på skuldrene og tog en forsigtig bid af en croissant. Det skulle jo nødig se ud som om han var nem at overtale.

Vinbonden var vant til genstridige folk og gav ikke op. Uden at spørge om lov satte han sig ved bordet og skænkede kaffe op til dem begge. Så gav han sig til at læse overskrifterne på forsiden op.

–"Hør nu her," sagde han muntert: "hør hvad de skriver: 'FuN's leder redder verden' og 'New York sikret overlevelse takket være snarrådig generalsekretær.' Hvad siger du så?"

Bemeldte generalsekretær sagde ikke noget, han fik den varme kaffe galt i halsen og var lige ved at blive kvalt så vinbonden måtte rejse sig og dunke ham grundigt i ryggen. Men pludselig gik sandheden op for den hårdt prøvede mand. Ingen bebrejdede ham længere hans initiativrigdom, og ingen talte om at han i forvirringen havde glemt at sende resultatet af konkurrencen til det hemmelige arkiv på Jupiter. Nu da det var bestemt at verden ikke skulle gå under, havde man brug for stærke mænd til at føre den videre. Og han var en af dem. Et glad smil bredte sig på hans ansigt mens han lyttede til vinbondens oplæsning af en lang række andre smigrende udtalelser om ham.

– "FuN's modige generalsekretær trodsede elementerne og gav sig direkte i kast med problemerne. Efter at have reddet Afrika med sin eventyrlige konkurrence hastede han op på bjerget for at sikre sig nye alliancer med verdens kommende storleder, den nye Kosmiske Frelser, og både New York, FuN og alle venligtsindede lande kan nu regne med beskyttelse ovenfra, takket være generalsekretærens heltemodige indsats."

Den betydningsfulde mand lagde nu igen ansigtet i de rette folder og nikkede.

Vinbonden så tilfreds ud.

– "Så kan du vel godt rejse hjem til konen? Og til New York nu da syndfloden er ovre?" grinede han.

Og som sagt så gjort. Generalsekretæren havde ingen bagage der skulle pakkes, og det samme gjaldt de delegerede der kom ud af fjerene i en fart da de hørte de gode nyheder. Kun Brian, Robert og Amadou blev tilbage sammen med Stella og hendes mor. DSP var allerede forsvundet aftenen før. Han havde mødt en ung fransk journalist med store bryster og havde fulgt hende hjem til Paris i sit privatfly.

De tilbageblevne havde tårer i øjnene da de vinkede farvel til generalsekretæren, Hans, Yves, Xavier og etiopieren som de aldrig kunne huske navnet på. De havde jo nået at blive rigtig gode venner mens de ventede på Verdens Undergang.

– "God jul og kom snart igen," råbte vinbonden og vinkede med en serviet.

Men så begyndte Stella at blive bekymret.

– "Hvad med julen?" spurgte hun med tårer i øjnene, "kommer vi slet ikke hjem til jul?"

 

(24)

– "Jo, vi skal da hjem til jul," sagde fru Pardon, "selvfølgelig .... men ... "

Hendes blik begyndte at flakke, og Stella vidste hvor skoen trykkede. Hun så direkte på den lille vinbonde og sagde uden omsvøb:

– "Jeg tror min mor synes du skal tage med til Paris og holde jul."

Fru Pardon rødmede klædeligt og stirrede ned på sine skosnuder mens vinbonden gjorde sig kostbar. Men Brian viste sig nu som en ven i nøden. Han trak manden til side og forklarede ham at det var et tilbud han ikke kunne sige nej til uden at fornærme fru Pardon. Det var det sidste vinbonden ville, og lidt efter var han klar til at lukke og slukke for både stalden og restauranten.

– "Der kommer alligevel ingen kunder nu da Verdens Undergang er aflyst," forklarede han.

– "Men hvad med vores 80 kufferter?" spurgte Stella, "dem kan vi ikke have i bilen."

De var aldrig blevet pakket ud, og de to kvinder blev hurtigt enige om at det var bedst at lade dem blive stående.

– "Ja, vi kommer selvfølgelig tilbage når det bliver varmere," sagde Stella og sendte sin mor et sigende blik.

Så begyndte Brian at tænke praktisk.

– "Vi kan slet ikke være i bilen," sagde han og kløede sig i nakken. Amadou tilbød at leje en ekstra bil til Stella og ham, men til de andres store overraskelse foreslog fru Pardon at hun kunne køre med vinbonden i hans orange 2CV så de ikke alle sammen skulle presses ind i familien Pardons jaguar.

– "Jeg kan altså ikke køre i samme bil som min hustrus to tidligere kærester," protesterede Amadou, men Stella tog hans arm og forklarede ham blidt at Brian bare var hendes bodyguard, og at Robert slet ikke var nogen trussel fordi han stort set aldrig var hjemme.

– "Det er jo derfor jeg ikke ville have ham," afsluttede hun samtalen, og Amadou faldt til ro uden at lægge mærke til de blikke de to andre sendte ham.

Sådan gik det til at hele selskabet nåede frem til Paris den 24 december og kunne fejre julen sammen med DSP og den barmfagre journalist i hjørnelejligheden på Vogeserpladsen hvor stemningen nu var løssluppen og munter. Selv stuepigen var kommet tilbage. – "Jeg gav hende 10 millioner euro, hun kommer ikke til at lave flere skandaler," hviskede DSP til fru Pardon som forklaring.

– "Det er den bedste jul vi nogensinde har haft," sagde Stella bagefter, og ingen tænkte mere på at verden havde været ved at gå under.