Copyright Emma Brynja Svane 2013.

Enhver lighed med eksisterende personer eller institutioner er helt tilfældig og utilsigtet. 

 

LYKKELIGE DANMARK

Emmas Julekalender 2013

Resumé af tidligere afsnit

Den smukke Stella med de stjerneklare, blå øjne er datter af den franske rigmand og politiker, Daniel Sans Pardon, i daglig tale kaldet DSP. På grund af hans mange eskapader og endeløse milliarder (gemt i Schweiz og på Seychellerne) har DSP været nødt til at skaffe sin datter en livvagt. Det er Brian med de svulmende muskler og tatoverede arme. I al hemmelighed har Brian været forelsket i Stella lige fra starten, men hun har aldrig haft øje for andre end Robert, den elegante og veltrimmede agent der arbejder for hendes far. Desværre er Robert altid optaget af sine missioner, og pludselig har Stella fået øjnene op for at livet rummer andre glæder end at sidde og vente på Robert og blive trøstet af Brian.

Det afgørende skridt tog hun sidste år i december da hun forlangte af sin far at han giftede hende bort til Amadou.

       – "Det kan vi da ikke", sagde faren (der ellers var let at lokke), "han er jo alt for brun".

Men moren forstod virkelig sin datter og pressede DSP til at sørge for medgiften. Sagen var nemlig at samme Amadou (hvis fulde navn er Amadouham Bateballala) lige havde vundet FN's konkurrence om at være Verdens mest sexede mand. Det kunne fru Pardon i sandhed unde sin datter. Hun havde selv lidt under mangel på sex efter at hun var blevet skilt fra DSP fordi han bollede med stuepigen. Nu havde hun genfundet lykken sammen med den livsnydende vinbonde fra Bugarach i Sydfrankrig hvor de sidste år havde søgt tilflugt for at blive reddet fra verdens undergang.

Stella og Amadou blev gift al hast, og den 25-årige tidligere fodboldspiller fulgte med tilbage til hjørnelejligheden på Place des Vosges i Paris. Her holdt hele den udvidede familie jul sammen i fuld fordragelighed den 24. december 2012. Robert og Brian bed deres smerte i sig og drak et ekstra glas rødvin. Fru Pardon havde taget vinbonden med sig hjem. Nu sad hun og gned sig op ad ham og var mere tilfreds end nogensinde. Hun havde ligefrem overskud til at smile til DSP da han kom slæbende med sin  sidste erobring.

       – "Det er den bedste jul vi nogensinde har haft," sagde Stella bagefter, og ingen har siden tænkt på at verden var ved at gå under.

 

(1)

En fransk TV-station har fået øje på vores lille land og har fået den geniale idé at sende et filmhold afsted til København, ledsaget af en international agent. Hans opgave er at kortlægge mysterierne omkring 3GI og det muslimske rockermiljø. Robert ranker effektivt ryggen og pakker sin kuffert. Han er selvskreven til rollen som agent i Danmark, og han har allerede kontaktet Yahia Hassan.

TV-holdet er endnu ikke udpeget, men opgaven er fastlagt. To spørgsmål skal kulegraves:

1) Kan man være lykkelig når man ikke må gå i bad? og

2) Er det bedre at spise myreæg og græsrødder end kanelsnegle?

 

(2)

Lige til det sidste er der stor opmærksomhed i Paris om det tv-hold der skal sendes til Danmark. De to centrale spørgsmål i kulegravningen er af vital interesse for den franske befolkning. Nøjagtig som i Danmark. Udrensning og gastronomi. To altoverskyggende politiske spørgsmål.

Miljøministeriet har ivrigt kastet sig over den første opgave, udrensningen, og har tilbudt øgede bevillinger til tv-kanalen. Ministeriets talsmand stiller op til interview.

– "Vi støtter KUN væsentlige initiativer, fastslår han. Og det her ER meget væsentligt".

 – "Kan De uddybe det?"

 – "Ja, nu har man i Frankrig brugt årtier på at kæmpe sig ud af det gamle image med parfume der dækkede over manglende hygiejne og stank af hvidløg. De nordiske lande har været vores forbillede i den kamp. Alle har drømt om den nordiske renhed".                

Billedfladen fyldes nu med klip fra iskolde norske fjelde og varme kilder på Island. En ny skikkelse toner frem i rød spadseredragt og stiller de knaldblå stiletter fra sig sammen med en splinterny Gucci-taske.

Studieværten forklarer publikum at dette er indbegrebet af det nordiske. Han rækker mikrofonen frem til kvinden der med spids stemme erklærer at den danske regerings politik er at ALLE skal  bade HVER dag. Folk i studiet nikker samstemmende. Det er netop det der er problemet. Ondsindede tunger påstår at den nordiske renhed er ved at blive grumset fordi andre vil reducere det til 2 dage.

Tv-stationens direktør ser her sit snit til at offentliggøre navnet på den der skal lede ekspeditionen til Danmark. Statsministeren klapper ham ivrigt på skulderen. Hun havde netop tænkt sig at foreslå en medsøster: Stella med de stjerneklare, blå øjne og røde stiletter. Og sådan bliver det. Ingen husker lige i det øjeblik at Stellas far DSP netop samme dag har doneret et milliardbeløb til formålet.

 

(3)

Endelig er tiden kommet. Det franske tv-hold lander i Kastrup. Stella har fået GGI- fonden til at købe 1-klasses billetter til hele holdet, og hun har ansat Amadou som kameramand. Så kan de være sammen om det spændende eventyr og tilbringe de hede nordiske nætter sammen under isbjørneskindet foran pejsen mens snestormene raser udenfor.

– Er du sikker på det er sådan det er? spørger hendes mor.

– Ja, ivrer Stella, jeg har set billeder af det på youtube.

Så beslutter fru Pardon at hun også vil med.

– Og du skal selvfølgelig ligge sammen med mig under det isbjørneskind, hvisker hun til vinbonden der listigt snor sit overskæg i forventning om at sælge vin der egner sig til danske myreæg.

Robert er rejst i forvejen sammen med Brian der skal beskytte ham mod de muslimske rockere (Stella har nemlig ikke så meget brug for en bodyguard nu da hun har fået Amadou). Der er allerede kommet den første bulletin om hvordan de to har haft held til at snige sig ind i den nye rockerborg i Bagsværd ved at lade som om de var pædagoger hos Novo.

– Det er så praktisk i Danmark at man lægger rockerborgene lige op ad børnehaverne, skriver Robert på Twitter, på den måde får børnene lige fra starten et alsidigt indblik i samfundet.

I Kastrup er damen med de blå stiletter mødt op for at tage imod den franske delegation sammen med en lille rund mand der præsenterer sig som Lykke.

– Er han den lykkeligste i landet? hvisker fru Pardon til sin datter.

– Ssch, hvisker Stella tilbage, nej det er ham der betaler vores rejse, og han er ikke så lykkelig som han ser ud. Alle er efter ham fordi han slet ikke vil have at nogen går i bad.

 

(4)

– Jeg forstår ikke det med 'løkke' og 'lykke', råber Amadou ivrigt.

Han har købt en parlør og lært sig dansk i flyveren.

Stella tysser på ham, men damen med de blå stiletter er venlig og vil gerne hjælpe folk i nød.

– Det er noget med 'fonemer' siger hun trøstende.

– HVAD?

Nu stimler folk sammen om dem og kameraerne blitzer.

– Jo, altså modsætningspar, ligesom i politik, det er forskellene der gør udslaget.

Lykke træder i karakter, og kameraerne blitzer endnu mere.

– Det er typisk for danskerne at der skal være en forskel, forklarer han. Man tror det er det samme, men så er det alligevel forskelligt. Lad os gå udenfor, så kan I se hvad jeg mener.

På vej ud gennem glasdørene må han kæmpe sig forbi journalister der stikker slibrige mikrofoner op i hans ansigt.

– Er det rigtigt at du har betalt rejserne? spørger de.

– I kan spørge så meget I vil, svarer Lykke venligt, men jeg har kun et svar: Kig i bilagene!

Han bliver reddet af Stella der med klar røst erklærer at NU forstår hun det hele.

– See what I mean, siger Lykke stolt og peger sejrsikkert over mod den skilteskov der møder dem foran de ventende limousiner.

– Yes, yes, det er jo perfekte modsætningspar, jubler Stella.

"BEVAR KANELSNEGLEN!"

"UDRYD DRÆBERSNEGLEN!"

"LAD OS BEHOLDE LAKRIDSPIBEN!"

"STIK PIBEN IND: FORBYD AL RYGNING!"

"ALLE SKAL GÅ I BAD"

"INGEN MÅ GÅ I BAD"

Men så vågner fru Pardon op af sine drømme om sex under isbjørneskind.

– Hvorfor er der 3 skilte om at gå i bad? spørger hun og peger:

"ALLE SKAL GÅ I BAD 2 GANGE OM UGEN"

Damen i de blå stiletter træder endnu engang hjælpende til.

– Det er også typisk dansk, forklarer hun, et KOMPROMIS.

Amadou nikker betydningsfuldt, det er et ord han forstår.  

 

(5)

I Bagsværd kryber Robert og Brian sammen i et hjørne af Rockerborgens pejsestue. De har pædagoguniform på og tør ikke give sig til kende som agenter. De har hørt om terrorloven og ved hvad der venter hvis de bliver afsløret. Politiet har forceret det høje plankeværk og står og råber gennem gjaldende megafoner.

– Kom ud, vi ved I er derinde.

– Er det os de mener? spørger Brian forskræmt.

– Nej, det er ikke jer, svarer en to meter høj tatoveret kæmpe. Det er mig de er ude efter, tilføjer han beroligende og rækker en næve frem.

– Moustafa.

– Jeg syntes nok han var lidt brun, hvisker Brian til Robert der lader som ingenting og lader sin slanke, hvide hånd forsvinde ind i den brune jernklump.

– Hello, Moustafa, siger han høfligt, mens han prøver at ignorere den knasende lyd fra hånden der falder slapt ned da Moustafa slipper den. 

– Vva zzå? siger nu en dyb stemme, har du styr på det, Moustafa?

– Ja, for helvede da, Abdul, der er sgu fødder på det, siger Moustafa, vi hedder vel ikke Satans drenge for ingenting.

Nu vover Robert sig frem igen.

– Undskyld, men hvad laver politiet her?

– De er her såmænd bare fordi der er begået et mord ovre på den anden side af gaden, forklarer Abdul, politiet har forkastet den første teori om at det var en paranoid gammel mand der stak sosu-medarbejderen ihjel. Så nu mistænker de os.

Udenfor huset bliver der skudt op i luften. De kampklædte betjente truer i megafonen med at sprænge rockerborgen i luften.

– Du skal ikke tage dig af det, der var også vrøvl sidste år da vi skød de der østeuropæere ovre ved mosen, trøster Moustafa.

Pludselig ringer Roberts telefon.

Han når kun lige at høre Stellas råb om hjælp, så bliver forbindelsen afbrudt.

 

(6)

– Vi må afsted, hvisker Robert til Brian.

– Hvad?

– Ssch, vi må være diskrete.

Men det er for sent. Moustafa og Abdul har forstået at noget er i gære.

– Zpyt det ud, hvæser Abdul, ingen har hemmeligheder her.

Robert tøver. Han kaster et ængsteligt blik ud over stuen hvor hver en krog er fyldt op med store muskuløse kraftbundter, hvide og brune mellem hinanden. Moustafa følger hans blik og forklarer at sådan er det med Satans drenge, der er ikke plads til racister.

– Vi skal redde min kæreste. Men vil I hjælpe os? spørger Robert.

– Ja zzæfølli, siger Abdul, der nu får en lys idé.

Han sætter sig fortroligt ned ved siden af Brian.

– Hedder du virkelig Brian? spørger han.

 – Ja, mumler Brian bekymret.

– Er du i familie med Sande Brian? Du ved, ham den store hvide der er ven med os?

– Ja, ja, nikker Brian nervøst.

Han vil ikke skuffe Abdul der sidder og leger med sin kniv.

– Yalla min fætter, så er sagen klar, I kan låne Sande Brians motorcykel, han har en ekstra stående ovre på Novo.

– Men hvad med politiet?

– Ha ha ha, den var god, hyler Moustafa og slår sig på lårene af grin, vi har zæfølli en nødudgang. No problem.

Samtidig med at Robert og Brian nogle minutter senere suser afsted på motorvejen i sydlig retning, er der vild opstandelse i Kastrup. Mens Amadou kort tid forinden var optaget af at diskutere sprogets betydning for regeringens overlevelse med blondinen, og vinbonden prøvede at overtale Lykke til at drikke vin i stedet for fadbamser, dukkede en flok hooligans op og bortførte med lynets hast Stella og fru Pardon. Inden nogen fik set sig om, blev de to skrigende kvinder kørt væk i en rød- og hvidstribet autocamper som ingen havde set komme.

 

(7)

I Kastrup er journalisterne de første til at reagere på bortførelsen. De flår dørene op til limousinerne, og pist er de væk, angiveligt for at følge det nye drama på tæt hold. Amadou står et sekund og tøver. Så kommer han i tanker om at han altid løb de 20 kilometer til skole som barn. Han smider skoene, udstøder et afrikansk fodboldbrøl, og med vildt fægtende arme spurter han afsted efter limousinerne.

Lykke ser betuttet efter ham mens han overvejer om han skulle genoptage sin løbetræning. Så fisker han mobilen frem og slår alarm. Politiet har allerede pejlet autocamperen, takket være amerikanernes smarte overvågning. Den sidste patruljevogn bliver sendt afsted med hylende sirener.

– Men så har vi ikke flere ressourcer, siger politidirektøren, vi har travlt med at bevogte Pia. Og Yahia. Og rockerne. Og nu de vilde horder af fodboldfans. Vi har ikke engang mad nok til de 500 vi lige har buret inde.

– Jamen, bagerne har kanelsnegle tilovers, smiler damen med de blå stiletter der står og lytter med, altså fordi ingen tør spise dem mere.

Lykke bringer det glade budskab videre og lover politidirektøren flere ressourcer når han overtager regeringsmagten.

– Det bliver der ikke noget af før jeg stiller stiletterne, råber blondinen ind i telefonen og tager den ud af hånden på Lykke.

I det samme tikker en sms ind.

– Giv mig den telefon, hvæser Lykke mens han hiver mobilen til sig og hidsigt skubber til sin rival så hun falder over mod vinbonden og er lige ved at tabe den ene af stiletterne.

– Men jeg nåede at se den, triumferer hun, det var GGI, kassen er tom!

På det tidspunkt er Robert og Brian ankommet til Brøndby Strand hvor kampklædte betjente står foran en parkeret autocamper og skændes med den forpustede Amadou.

 

(8)

I en mørk kælder under en af boligblokkene i Brøndby Strand sidder Stella klynkende på det kolde cementgulv og betragter sin mor.

– Jeg vil ikke finde mig i det, skriger fru Pardon og langer ud efter den lille splejsede fodboldfan der forsigtigt nærmer sig for at give hende lidt vand.

Glasset falder på gulvet og splintres i tusind stykker. Fru Pardon hyler endnu højere og begynder at sparke vildt omkring sig mens den lille splejsede forskrækket flygter ud og låser døren efter sig.

– Det er vores chance, jubler Stella der ikke længere har tid til at klynke. Forsigtigt kanter hun sig over til glasskårene og gnider rebet omkring hænderne mod et af dem til grebet løsner sig. Så tager hun et stort skår og skærer det reb op der holder hendes fødder. Fru Pardon har forstået hvad Stella er ude på og er holdt op med at skrige. Få sekunder senere er de begge kommet fri af båndene og lister over til døren hvor de stiller sig op med hver sit glasskår i hånden og venter på at den lille splejsede skal komme tilbage så de kan uskadeliggøre ham.

Udenfor sniger betjentene sig rundt i den østlige ende af bebyggelsen, mens Robert, Brian og Amadou sammen er søgt over mod vest. Men området er stort, og der er ingen spor efter bortførerne. Robert ringer igen og igen til Stellas nummer, men ingen svarer.

– De har nok taget hendes telefon, siger Brian opvakt, men hvad med fru Pardon? Har hun ikke også en mobil?

– Jo, men hun svarer heller ikke, de har sikkert også taget den fra hende, sukker Robert opgivende og vender sig om for at spørge Amadou til råds.

Men den høje, flotte afrikaner er som sunket i jorden.

 

(9)

I Kastrup stirrer Lykke forventningsfuldt på blondinens røde stiletter. Bare han kunne få sikret sig den ene, så kunne han male den blå, står han og drømmer da hun afbryder hans tanker.

– Vi kan vel være gode venner, Lykke, smiler hun og blinker med det ene blå øje, du behøver ikke tage bussen, du kan køre med ind til byen i ministerbilen.

Det lader Lykke sig ikke sige to gange. Han hanker op i vinbonden, sætter sig ind på bagsædet sammen med ham og begynder hviskende at forhandle om et par hundrede gratis flasker. Blondinen sidder foran ved siden af chaufføren og ser sit snit til i det skjulte at liste fødderne ud af stiletterne. Der undslipper hende et lettelsens suk, men det afbrydes af at hendes mobil ringer.

– Det er bortførerne, siger hun ophidset og tager igen stiletterne på mens hun signalerer til chaufføren at han skal køre ind til siden.

– Nej, overhovedet ikke, det kan der ikke være tale om, hvisler hun kort efter ind i telefonen og afbryder forbindelsen.

Ingen tør røre sig eller åbne munden før hun selv bryder tavsheden.

– Det var bortførerne.

– Og de ville opnå noget, drister Lykke sig til at konkludere.

– Ja, men det kommer aldrig på tale, siger hun og stamper arrigt med stiletterne.

Igen er der total tavshed i ministerbilen.

Men så begynder blondinen at snøfte.

– Hvad sker der? hvisker vinbonden til Lykke, der endnu engang drister sig til at drage en konklusion.

– De har taget Stella og fru Pardon som gidsler, og de frigiver dem ikke før du går ind på deres betingelser, er det sådan det er?

– Ja, men det er jo ikke muligt, hulker blondinen, så falder regeringen jo.

– Nåååå, mumler Lykke og får sit velkendte glimt i øjet tilbage.

 

(10)

Det varer lidt før Robert og Brian får øje på Amadous lange, atletiske krop som dribler rundt med en bold på en græsplæne i udkanten af bebyggelsen.

­– Ja, selvfølgelig, han er jo gammel fodboldspiller, forklarer Robert.

– Ja, men hvem er det han spiller med? replicerer Brian.

– Det ved jeg ikke ... kan man i det hele taget spille fodbold når man kun er to? spørger Robert stakåndet.

Spillet har allerede så meget tag i ham at han har glemt alt om Stella og fru Pardon.

Brian svarer ikke, og det er ikke nødvendigt. Spillet er smukt som det er, en kamp mellem to jævnbyrdige genier der skiftes til at få overtaget. Spændingen er i top.

Uden at gribe ind står de og stirrer betaget på manden som Amadou spiller med.

– Han er fandeme sej, ham der, råber Brian begejstret, prøv lige at se hans benarbejde. Han er rynket og sprukken, men hans fødder! De er lette og fantastiske som en 18-årigs!

– Jamen, hvem er han? vrisser Robert.

Han ærgrer sig over at han ikke er ligeså umiddelbar som Brian der ikke længere ænser ham men bare hepper og hepper, skiftevis på den ene og den anden, men mest på den lille, splejsede figur der giver Amadou kamp til målstregen.

Et sekund tænker Robert at det er illoyalt. De burde støtte Amadou, men på den anden side er det ham der har stjålet Stella fra dem, og den forsmåede agent giver sig også til at heppe på den lille som de ikke har noget navn på.

Men pludselig gjalder det højt og skingert bag dem, et helt kor af brølende mandsstemmer: AALLAAN, AALLAAN, AALLAAN.

Brian lader sig ikke forstyrre, men Robert vender sig om og får øje på betjentene der ivrigt har skubbet hjelmene om i nakken og lynet sikkerhedsdragterne op.

 

(11)

Netop som ministerbilen svinger ind på Borgen, kommer der et nyt opkald til blondinen. Det er O'bama der spørger om hun vil sidde ved siden af ham når de om lidt mødes i Sydafrika.

– Oh my Sexy, det havde jeg glemt, udbryder hun forskrækket.

Så tager hun make-up spejlet frem og slår håret ud mens hun giver tegn til chaufføren om at vende om og køre ud til Kastrup igen.

Lykke og vinbonden når kun lige akkurat at tumle ud af bilen før den hviner afsted. De lander hulter til bulter oven på hinanden, og det hjælper ikke at Lykke siger undskyld for at han havnede øverst. Vinbonden har fået nok.

– Hvad er det her for et land? råber han, er der slet ingen der vil redde Stella og fru Pardon?

– Nå, ja, det var jo det vi var i gang med, husker Lykke og mander sig op til at praje en taxa.

Snart er de på vej mod Brøndby Strand hvor Robert og Brian stadig står og hepper på Amadou og Allan, sammen med de ivrige betjente. Men så kommer der et opkald med kontraordre.

– Alle ministrene er gået af, men der er fest i Parken, forklarer Lykke, vi kan lige nå at se Ronaldo smadre FCK.

– FCK, jubler vinbonden, dem har jeg hørt om, de er bare gode, skal vi virkelig møde dem? Men hvad så med Stella og fru Pardon?

– Dem tager politiet sig af, trøster Lykke og tager glad imod en tår af den Château Margaux som vinbonden fisker frem af lommen.

I den mørke og fugtige kælder har Stella og fru Pardon i mellemtiden lagt glasskårene fra sig i fortvivlelse over at alle tilsyneladende har glemt dem.

– Jeg er tørstig, siger fru Pardon og synker afmægtig ned på jorden med et ynkeligt lille skrig.

 

(12)

Stella kaster et sørgmodigt blik på sin smukke mor der ligger i støvet og jamrer sig som et barn. Hvor kunne nogen gøre det mod dem? Det er ikke fair! Under påskud af at det danske samfund skal analyseres, har man lokket dem hertil med løfter om lykke under isbjørneskind. Og så har alle pludselig forladt dem. Både modtagelseskomiteen og kæresterne. Robert og Brian. Ja selv de hooligans der bortførte dem i lufthavnen. I flere timer har de ikke haft kontakt med et eneste menneske.

For sit indre blik ser Stella sin elskede Amadou, så høj og smuk og så fantastisk til det der med isbjørneskind. Men ikke engang han bekymrer sig om hende. Og hendes far der elsker hende så højt, han ved ingenting, og hun kan ikke ringe til ham. Telefonen er væk.

 – Alene og fortabt, tænker hun mens tårerne pibler frem i hendes stjerneklare øjne. 

Men hun er ikke sin fars datter for ingenting. I stedet for at lægge sig ned ved siden af sin opgivende mor og vente på en redning der aldrig kommer, retter hun sig op og begynder at undersøge omgivelserne. Umiddelbart ser det ud som et helt almindeligt kælderrum uden møbler. Fire fugtige vægge, et utæt loft, et snavset betongulv, en låst dør og et højtsiddende vindue. Hvis bare hun havde haft en skammel ... og et reb ... eller hvad som helst andet. Der er bare ingenting.

– Giv ikke op, hører hun alligevel sig selv sige, og så begynder hun at forstå at gulvet er fyldt med symboler der ikke lader Dante Browns Inferno noget efter. En stjerne af mudder, en ledetråd af spindelvæv, en gåde i de knuste glasskår.

 – Hold ud mor, siger hun fortrøstningsfuldt, jeg kan løse gåden, om et øjeblik er vi ude af det her helvede.

 

(13)

Mens Stella ligger på knæ på det iskolde betongulv for at afkode de hemmelige budskaber i glasskårene, sender Allan triumferende high fives op mod himlen og danser rundt om Amadou der ligger på græsset og gisper efter vejret. I samme sekund slutter kampen mod Ronaldo i Parken, og FCK lægger sig ned for at bide i græsset mens publikum vender dem ryggen.

 – Vi skal ud og se Brøndby, de er meget sjovere, foreslår Lykke og hanker endnu engang op i vinbonden der stadig nægter at lade sig overbevise om at fadbamser ER bedre end vin til fodboldkampe.

I det hele taget er franskmanden besværlig.

– Jeg savner Stella og fru Pardon, jamrer han nu igen.

Kan han da ikke bare tage sig sammen?

Lykke er træt af ham. Træt af FCK. Træt af det hele. Virkelig TRÆT. Det er så håbløst. Regeringen bliver ved med at tage nye ministre ind i stedet for at lade ham komme til magten. Øv. De ødelægger Danmarks image. Og alle de kommissioner der undersøger hvem der lyver. De kunne bare spørge ham, han kender svaret: ALLE lyver. Punktum. Sådan er det bare. Det er politik. Så fat det dog!

Men folk VIL simpelt hen ikke forstå. Og så vejret. Dårligt klima. GGI der er gået fallit. Huset der ikke kan sælges. Og Blondie. Behøver hun at lave selfies med alle mulige andre? Hvorfor har hun aldrig gjort det med ham? Det kunne ellers blive et godt billede.

Men pludselig sker der noget uventet. Knap har de sat sig ind i taxaen før damen med de blå stiletter ringer i vild panik.

– Du må hjælpe mig, skriger hun ind i røret, Holger er rejst til Cuba, og nu vil de tvinge mig til at gøre Allan Simonsen til udenrigsminister.

 

(14)

– Nej, siger Lykke med hårdhed i stemmen, nej, nej. nej. Jeg vil ikke være udenrigsminister i din regering, jeg vil have min egen.

– Åh, please? plager Blondie, du er da så hjælpsom.

– Jamen, jeg kan hjælpe med rådgivning og den slags, til den sædvanlige takst.

– Nej, du forstår det ikke, det er de der hooligans der har kidnappet Stella, det er deres krav, de vil ikke løslade Stella og fru Pardon før Allan er blevet udenrigsminister.

– Men det er vel ikke så slemt. Allan er da lige så god som de andre, og så har han vælgertække. En rigtig vaskeægte stemmesluger.

– Der er også noget andet.

– Og det er?

Nu begynder Lykke at blive utålmodig. Taxaen er svinget ind på området ved Brøndby Strand, og der er et underligt sammenrend af politi og rødhvide fans omkring noget der udspiller sig på den store græsplæne. Lykke kan ikke se hvad det er, og han begynder at snøfte fordi der ikke er en eneste journalist til at tage imod ham.

– Se der, råber vinbonden begejstret, der er Robert og Brian!

Samtidig skærer Blondies stemme sig ind i Lykkes øresnegl.

– De truer med at kidnappe Annette hvis hun ikke bevilger 3 millioner til socialt udsatte fodboldspillere.

– Jamen, det klarer du nok, siger Lykke uden at have hørt ordentligt efter, jeg må desværre løbe nu, der foregår noget her i Brøndby.

Sammen med vinbonden maser han sig gennem kødranden af nysgerrige og får øje på den sejrstolte Allan og den forpustede Amadou der nu igen er kommet på benene.

– Men hvor er de journalister? spørger Lykke fortvivlet.

Nu begynder alle at undre sig.

– Hvor er journalisterne? runger det gennem bebyggelsen da den samlede flok af hooligans og betjente smelter sammen til et kor.

De råber så højt at Stella hører det.

 

(15)

Stella er nået til det vanskeligste punkt i tydningen af glasskårene. Hun skal uddrage essensen og forstå budskabet. Krystallerne i stjernemønstret glitrer om kap med hendes øjne og stråler effektfuldt mod den rå beton. Den æstetiske virkning fremkalder sørgmodige minder om den smukke lejlighed de boede i engang. Et sekund lukker Stella øjnene og tænker på de bløde silkesofaer, krystallysekronerne og de kinesiske vaser i barndomshjemmet. Men så tager hun sig endnu engang sammen og koncentrerer sig om skårene der flytter sig næsten umærkeligt og samler sig til ord.

REDNINGEN ER NÆR, læser hun og smiler til sin mor.

– Ved du hvad?

– Nej, det der overtro fører ikke til noget godt, siger fru Pardon og ser endnu mere bekymret ud end før.

– Jo, helt bestemt, mor, der kommer en flot fyr og redder mig. Ja, og så tager han selvfølgelig også dig med.

Stella får nu øje på spindelvævet der tydeligt danner en linje fra ordene på gulvet og op i retning af det lille høje kældervindue.

– Ja, nu er det helt tydeligt, jubler hun, han kommer ind gennem vinduet.

Netop i det øjeblik hører begge kvinderne den høje kalden på 'journalister' der filtreres ind gennem vinduet.

– Journalister, det er jo mig, råber fru Pardon og springer op, fyldt med ny energi, jeg må se at komme ud herfra, der er nogen der har brug for mig.

Stella hører hende knap nok, hun stråler om kap med krystallerne på gulvet.

I vinduet har hun fået øje på silhuetten af den vidunderligste mand hun nogensinde har set.

– Se mor, se der, han er kommet for at redde mig, jubler hun, og fru Pardon der aldrig har været hverken religiøs eller overtroisk er ved at tabe både næse og mund på gulvet.

 

(16)

Stellas tindrende blå øjne suger de brede skuldre i vinduet til sig mens manden deroppe taster på sin telefon. Det tager kun et sekund, så møder hans stålgrå og viljefaste øjne frimodigt hendes, og hun føler sig lykkelig for første gang den eftermiddag. Tryg. Næsten i gode hænder. Glemt er genvordighederne i fængslet, hun ønsker at øjeblikket ville vare evigt.

Men fru Pardon er mere kontant.

– Se at få os ud herfra, skriger hun, jeg er journalist, de har brug for mig.

Manden med de brede skuldre og de stålgrå øjne lader sig ikke bringe ud af fatning. Uden at slippe Stellas blik nøjes han med at nikke mens et stille smil breder sig på hans ansigt.

Imens er der drama på grønsværen. Allan og Lykke står og smådribler.

– Jeg stemte selvfølgelig på dig, siger Lykke så og smiler bredt i sikker forventning om at Allan vil sige tak i lige måde.

Det sker bare ikke.

– Jeg må vist se at komme hjem, lyder det i stedet, Sofie venter med maden.

Det sætter en lavine i gang.

Amadou griber chancen for at brillere alene med bolden. Han begynder på en svimlende krigsdans der straks kommer på forsiden af de aviser som de nyopdukkede journalister rapporterer til. Lederen af fodboldslænget får øjnene op for de nye muligheder og hvisker højlydt til sin sidemand:

– Vi ændrer vores krav, vi forlanger ham der den sorte som kulturminister.

Lykke ser også de nye muligheder og smiler stort til journalisterne der venligt flytter mikrofonerne over til ham.

 – Jeg vil være statsminister, begynder han.

Men ingen hører på ham, alles blikke er hæftet på blondinen der kommer susende henover græsset i sine blå stiletter.

– Hvad foregår der her? tordner hun.

Betjentene vågner op og begynder at hamre løs på de nærmeste rødhvide.

 

(17)

De rødhvide gør klar til flugt.

– Stop, råber Blondie, jeg skal tale med jer, om Allan.

– Hvad er der med mig? spørger samme Allan, jeg var lige på vej hjem.

– Ja, det der med at du skal være minister, det er måske slet ikke så dumt, måske kan du skaffe vælgerne tilbage til regeringen.

– Jeg skal ikke være minister, jeg skal hjem og spise sammen med Sofie. Og så skal vi danse.

– Jamen, jeg troede ...

– Det var pænt af dig at spørge, smiler Allan beskedent og ser forlegen ned i jorden, men jeg er alt for genert til det.

– Genert?

– Ja, sådan rigtig genert, tilstår Allan, det er jeg, genert.

En forfærdelig motorstøj drukner næsten hans sidste ord, og en flok rockere med store maskiner suser forbi dem og forsvinder over i den vestlige ende af bebyggelsen.

– Hvad var det? spørger Blondie desorienteret.

Politichefen ryster på hovedet.

– Sådan er det herude, altid ballade, men vi har styr på det.

Hans sindsro dæmper Blondies uro, og Lykke nærmer sig forsigtigt for at undersøge om hun er klar til at smide stiletterne. De ser mudrede ud efter turen hen over græsset.

Lederen af fodboldfolket vrister sig fri af politiets jerngreb og træder et par skridt nærmere.

– Jeg kan forklare, vi har ændret vores krav.

– Hvad? Vil I frigive Stella uden ministre?

– Nej, vi vil have de millioner fra Annette, og så vil vi have den store sorte fodboldspiller som kulturminister. Han ved hvad det drejer sig om.

Det sidste drukner i larmen fra motorcyklerne der kommer tilbage.

– Nej, det er jo Stella, skriger Robert der ellers har forholdt sig tavs.

Og ganske rigtigt, på den største af motorcyklerne sidder en smilende Stella med sine røde stiletter og armene om en stor mand i læderjakke.

 

(18)

Med åben mund står den brogede flok af betjente, politikere, fodboldfans og udlændinge og stirrer efter Stella der vinker til dem fra sin plads på motorcyklen. Fru Pardon sidder på den næste med armene om et muskelbundt med et kæmpemærke på ryggen. DANMARK FOR ALLE, læser Amadou og glæder sig, for så er der også plads til ham. Han kunne godt tænke sig at være minister i verdens lykkeligste land.

Kortegen forsvinder rundt om hjørnet, og motorlarmen fader ud.

– Var det hvad jeg tror? spørger Blondie undrende.

– Ja, gad vide hvad rockernes krav er, svarer Lykke med håb i stemmen, måske vælter de regeringen.

Journalisterne taster og taster for at få nyheden om den nye bortførelse ud på nettet inden nogen løber med det, og så halser de afsted efter betjentene der allerede har sat de blå blink på bilerne og i fuld fart forfølger flokken af motorcykler sydpå mod Udkantsdanmark. De rødhvide står og ser slukørede ud mens Amadou græder over at han alligevel ikke bliver minister.

– Alt er tabt, rapper han og tæsker løs på Robert og Brian fordi de ikke har sørget for at redde Stella mens tid var.

Allan er lige så stille listet væk, og vinbonden følger efter. Hans forhold til fru Pardon er slut. Hun er stukket af med en anden, og det vil han aldrig tilgive hende. Aldrig. Han har også indset at han ikke kommer i gang med sit fremstød for vin der passer til myreæg hvis han bliver sammen med alle de fjollehoveder. Han må ind til byen og finde de berømteste restauranter i verden.

Robert er rasende på sig selv over at han har brugt tiden på fodbold i stedet for at redde Stella. Men nu skal der ske noget. Han fisker mobilen frem og trykker på en knap.

 

(19)

Stellas far, DSP, hører til de resultatorienterede, og det tager ikke Robert mange minutter i telefonen at overbevise ham om at han skal komme og redde sin datter. Hvis han tager kontanter med, er det ingen sag at få hende frigivet fra de nye kidnappere. De aftaler at han skal lande med det private jetfly i centrum af Udkantsdanmark hvor landets største motorcykelklub har til huse. Selv har Robert stadig Sande Brians kraftfulde ekstra maskine, og sammen med Franske Brian er han snart på vej sydpå i kølvandet på rockerne, politiet og journalisterne.

De rødhvide benytter opbruddet til at fordufte, og tilbage på grønsværen er nu kun Amadou der står og fumler med en knap ved siden af Lykke og hans rival med de blå stiletter. Uden at tage dem af bøjer hun sig ned og pudser ivrigt snavset væk med et smil om læben der kun lige antyder at hun har lagt mærke til Lykkes sultne blikke.

– Du må vente til jeg flytter til England, driller hun ham.

– Hvad?

– Jo, hvis min mand bliver valgt derovre, og det gør han jo når han er sin fars søn, så er jeg nødt til at være der for ham. Bage Wales kringle og sådan noget.

Lykke ser ud som om han vil give et kvikt svar, men Amadou kommer ham i forkøbet.

– Jeg vil gerne være minister, siger han med sin afrikanske ligefremhed.

– Minister?

– Ja, kulturminister, sådan som de rødhvide foreslog, jeg har en masse ideer til hvordan man kan vende op og ned på det hele.

Blondie ser beundrende på hans store muskler.

– Du kan starte med at blive spindoktor, siger hun gavmildt.

Og sådan går det til at verdens mest sexede mand flytter sin adresse til Borgen hvor han hurtigt integrerer sig og deltager i kommissionsarbejdet.

 

(20)

Stella nyder turen til Udkantsdanmark. Det er første gang hun suser afsted på en motorcykel med armene trygt om livet på en stabil og dejlig mand der lige har reddet hende. Tilfreds lægger hun sin kind mod rygmærket på hans læderjakke og klemmer fastere om ham, sikker på at han er parat til at gå gennem ild og vand for hende. Men midt i forelskelsen har hun ikke glemt sin mission. Den franske tv-station skal have en rapport om lykkelige danskerne.

– Hvorfor kalder I det Udkantsdanmark? råber hun til manden, usikker på om hendes stemme kan overdøve motorstøjen og vindens tuden i vejtræerne.

– Det er fordi det er så dejlig langt væk fra alle de køwenhavnersnuder, råber han tilbage.

– Hvaffornoen?

– Københavnerne, hvis du bedre kan forstå det, alle de der idioter inde fra Stenbroen.

– Jamen, er I da ikke lykkelige sammen med dem?

– Det skal du slet ikke bryde dit kønne lille hoved med, skat, råber han tilbage, og Stella varmer sig ved ordet skat selvom hun synes det er underligt at danskerne er så optaget af skatter. Alle franskmænd undgår dem som pesten.

– Er det derfor I er lykkelige? råber hun.

– Hvad?

– Ja, fordi I betaler skat.

– Skat?

– Oui, mon amour, siger hun drømmende, uden at råbe.

Det skal helst ikke være alt for tydeligt hvor højt hun allerede elsker ham.

Al hans skattesnak dækker over et følsomt gemyt, hvisker hun til sig selv og giver ham endnu et klem mens hun i sin indre notesbog konstaterer at danskerne er et kærligt og gavmildt folk der elsker landlig idyl.

– Men hvad med at gå i bad, råber hun højt, elsker du også det?

– Sludder og vrøvl, råber Brian.

Stella suger ordene til sig som nye kærtegn, det lyder så kønt, som når hendes franske far kalder hende Lille Kålhoved.

 

(21)

Den franske vinbonde er lettet over at han har taget mod til sig og har forladt fru Pardon. Hun var for overklasseagtig for hans jævne smag. Nu nyder han at være ude på egen hånd, og han har sin solide landlige selvsikkerhed med sig. For at komme fra Brøndby til København pejler han retningen efter sol og vind og står snart under uret på hovedbanegården og ser så typisk fransk ud som kun en lille rund og trivelig vinbonde fra Sydfrankrig kan gøre, med alpehuen og det uundværlige lille tørklæde om halsen. Forventningsfuldt ser han sig omkring blandt alle de mange mennesker der også står her og venter på lykken.

Der går ikke lang tid før en gastronom tilfældigt kommer forbi og får øje på den Pomerol der stikker op af vinbondens venstre baglomme. Han tilbyder at hjælpe ham med den tunge kuffert fyldt med gode vine, og de bliver straks gode venner. Før den fortumlede vinbonde når at sunde sig, er han pludselig ansat som vintjener på verdens mest berømte restaurant, og det er takket være ham at man i dette paradis fremover aldrig får forkerte vine, hverken til myreæggene eller skvalderkålsuppen med græstotter.

– Nu ved jeg hvorfor danskerne er lykkelige, sms'er han til Stella, de er så spontane og altid klar til at prøve noget nyt, ingen sure miner, alle hjælper alle, og der er masser af job.

Stella er netop stået af motorcyklen da hun får sms'en, og hun nikker betydningsfuldt mens hun noterer i rapporten at det fuldstændig svarer til hendes eget indtryk af danskerne. Alle de har mødt er venlige og hjælpsomme, og der sker noget nyt hele tiden. Hun sender et taknemmeligt smil til den bredskuldrede der reddede hende.

 

(22)

Først da Stella ser sin ven trække kniven, opdager hun at motorcykelklubbens medlemmer er omringet af et svimlende antal fodboldfans, betjente og journalister. Lidt ude til siden står hendes mor, fru Pardon, med værdig mine. Alle følger spændt det skuespil der udfolder sig da et fransk jetfly lander på marken ved siden af, og DSP puffer sig vej frem til sin datter.

– Så er det NU, Stella, råber han så alle kan høre det, vi rejser hjem til Paris, du skal bare pakke dine sager sammen.

– Ja også dig, hvæser han harmdirrende da han får øje på sin ex-kone, du har bare at følge med. Det er simpelt hen nok nu. FORSTÅET??? Du er et dårligt eksempel for vores datter.

Et øjeblik står fru Pardon og svajer, hun har aldrig sagt sin mand imod, men nu går han for vidt.

– Jeg bliver her, fastslår hun og snerper munden sammen.

Samtidig angriber Stella sin far fra den anden flanke.

– Jamen Far, smiler hun og læner sig op ad ham, det er DIG der ikke forstår.

– Hvad?

– Han er digter, hvisker hun, han udgiver sin næste bog om et par dage.

­– Hvad?

– Den handler om hans fantastiske liv.

– Ha, et liv som forbryder.

– Far, undskyld jeg siger det, men nu er du dum at høre på. Han er filosofisk, og det er jeg vild med. Hør bare her:

"Hvis man reflekterer for meget over tingene,

kan det bringe uorden i ens tanker."

– Hvor har du fundet det?

– På Facebook.

– Og han har skrevet det?

– Ja, og alle vi intellektuelle kan lære meget af det. Blive mere spontane. Mere kropslige.

– Altså, Stella, du er min datter, jeg elsker dig. Men du er IKKE intellektuel, og du har en RIGTIG DÅRLIG SMAG I MÆND! Nu skal du med hjem til Frankrig.

 

(23)

DSP og hans datter står som to ildsprudende drager overfor hinanden. For første gang har han nægtet hende noget hun brændende ønskede sig, og for første gang tvivler hun på hans kærlighed. Tårerne strømmer ned ad hendes kinder i en altfortærende blanding af sorg og vrede. Hun vil tage et skridt frem mod ham, men den bredskuldrede med rygmærket skubber hende hensynsløst til side og går frem mod DSP. Hans hånd knuger om kniven, parat til at stikke den i fjenden. Men han har ikke set at Robert og Brian står ved siden af ham. De kaster sig ind mod den læderklædte fra hver sin side og tvinger kniven fra ham. Med agentens snilde og bodyguardens styrke lykkes det dem at holde ham fast indtil politiet får møvet sig frem gennem folkemængden og overtager ham.

Da han er væk, stimler folk igen sammen om DSP og Stella for at se om der bliver et nyt slagsmål. Men den stakkels pige står nu bare og græder, og DSP ser forvildet ud. Han har aldrig vidst hvad han skulle stille op med tudende kvinder.

– Se nu hvad du har gjort, snøfter Stella bebrejdende og synker ned på jorden.

Men Robert er straks ved hendes side.

– Han var ikke noget at samle på, trøster han.

Nu kommer Brian også hen og lægger en beskyttende arm om hende.

– Det duer ikke med de der mænd der kun kan bruges til een ting, men du har stadig mig og Robert.

– Og mig, siger fru Pardon der sætter sig ved siden af sin datter.

– Ja Stella, vi svigter dig aldrig, siger de alle tre i kor.

Stella når ikke at svare. Hendes mobil ringer, og da hun hører hvem det er, ler hun gennem sine tårer og ænser næppe den tumult der er opstået rundt om dem. Rockere slås mod politi, hooligans mod rockere, og journalisterne kæmper bravt både for og imod dem alle sammen.

 

(24)

Alt er kaos i centrum af Udkantsdanmark. Rockerne og de sidste rødhvide er tæt på at slå hinanden ihjel mens betjentene prøver at redde så mange som muligt, og journalisterne kæmper om at få flest mulige 'famous last words' fra de stakler der ligger og vrider sig på jorden i smerte. Et par af de kvikkeste har dog opdaget at der sker noget omkring Stella og kommer løbende med mikrofonerne. Hun tørrer tårerne væk fra sine tindrende blå øjne og rejser sig på sine røde stiletter.

 – Det var Blondie der ringede. Hun syntes ikke der blev gjort nok for os,  så hun har lavet en aftale om at vi kan holde jul på Slottet, smiler Stella og stiller sig i positur for det hav af blitzlys der nu omgiver gruppen.

– Jul på slottet? udbryder hendes mor begejstret, det vil jeg ikke gå glip af.

– Heller ikke jeg, siger DSP med selvfølelse og stiller sig ved siden af sin datter så han kommer med på billederne. Jeg gik i skole med Kongen i Frankrig, og jeg glæder mig til at vise ham min familie.

Mens journalisterne taster og taster, mister betjentene interessen for slagsmålene og gør sig klar til at eskortere den franske delegation tilbage til byen med blå blink og sirener. Stella udnytter tiden og føjer de sidste stumper ind i sin rapport: "Danskerne ER et lykkeligt folk. Alle stridigheder løses hurtigt og elegant, og når mennesker er i knibe, giver man dem et par millioner og et bad så de hurtigt kommer på fode igen. Klasseforskelle findes ikke. De rige betaler hele tiden skat til de fattige så de kan spise kanelsnegle, og alle er lykkelige, både på land og i by. Aldrig har jeg mødt så meget venlighed i hele mit liv. Rapporterer Stella Pardon fra Verdens Lykkeligste Land."

På slottet er alt klar til at modtage dem. Både Løkke og Blondie er mødt op. Kongen og Dronningen byder velkommen. I den gule silkesalon synker Stella ned i den blødeste sofa mellem Robert og Brian, mens DSP og fru Pardon sætter sig så langt fra hinanden som muligt.

– Skål, siger Kongen og løfter sit glas med verdens bedste vin.

Stella smiler til ham, og hendes øjne er stråler igen som stjerner.

– Det er den bedste jul vi nogensinde har haft, sukker hun tilfreds, og alle giver hende ret.