Lea Rossau

ONE NIGHT IN BANGKOK

Det svier, tænker han. Det svier og klør, om det så er noget, jeg bilder mig ind eller ej.

Han stryger sig over maven, fingrene krummer sig og lægger an til at klø, men i stedet griber han godt fat om rattet og virrer med hovedet, som kunne han ryste de flyvske tanker retur til deres boks, lægge låg på og sætte lås for.

“Du kan, hvis du vil,” siger hun ofte, kigger på ham med vrede øjne og den der lille trækning ved munden. Den er blevet mere udpræget, som ætset ind i hendes bløde hud, i det sidste års tid.

Er det min skyld? tænker han. Er det min manglende vilje, min svigtende evne til at glemme, der sidder som et udråbstegn på hendes kind?

Højre hånd klapper og kæler igen for maven, strejfer tilfældigt forbi jakkelommen, mærker efter. Joh, der ligger det – ikke fordi han skal bruge det – men det er betryggende at vide, at han kunne. Resolut trykker han på speederen. Nu må han tage sig sammen, glemme, se fremad, prise sig lykkelig, være taknemmelig, huske på alt det han har.

Sådan!

Han ranker sig i sædet, ruller nakken fra side til side og mærker de spændte skuldre løsne sig.

***

Dagens opgave er en af de helt store, en af de vigtige, og han ved, han kan klare det - det tvivler han slet ikke på. Førhen var det den slags udfordringer, der tændte ham, opfyldte ham, drev ham videre – i dag er det blot en rutine, en opgave, han kan fuldføre, så let som at klø sig i …

Klø sig, klø sig – lyder det i hans tanker. Nej, ikke ud ad den bane igen. Glem det nu.

Han kigger lidt febrilsk rundt til alle sider. Kører i midterbanen af de tre spor. Hans blik strejfer bakspejlet. Blide brune øjne smiler imod ham.

“DYYYYYYYYTTTTTT”

Et rødt rasende ansigt stirrer på ham, en hånd løftes i en truende rysten imod ham. Overrumplet trækker han mod højre – en væg, dækket af grim afmægtig graffiti tårner sig op. Han sagtner farten, og væggen forsvinder forbi ham. En lastbil – det var bare en lastbil.

Hans hjerte hamrer, sveden springer klamt fra hans armhuler, skuldrene sitrer i spænding. Foran sig ser han, at lastbilchaufføren har stukket hele armen ud af vinduet for at give ham fingeren.

Øjnene i bakspejlet er borte, og skuffelsen skyller igennem ham.

Han trækker ind i inderbanen, må have løftet foden fra speederen uden at vide det, for bilen er næsten ved at gå helt i stå, og forbipasserende bilister tuder og dytter helt vildt ad ham.

“P” – 500 m.

Mon ikke jeg skulle holde ind lidt, tænker han. Klare tankerne.

Nogle få minutter senere svinger han ind og parkerer i en hvid afstribet bås.

Helle – jeg nåede i helle, han drejer tændingsnøglen om, læner sig lettet tilbage og lukker øjnene.

***

Han løfter lidt på boksens låg – vil bare have et lille glimt af de blide brune øjne, men straks står hele pigen krystalklart for hans indre blik.

“Yu wanna jig-jig? Hey, Mister, good jig-jig. No rubba, yes? Yu like?”

En smal gyldenbrun hånd med lange røde negle ligger på hans arm. En sød, krydret duft driller hans næsebor, og han anstrenger sig for af fokusere. Det må være det tykke sorte hår, der dufter sådan.

Foran ham står en lille spirrevip af en kvinde, eller er det en ung pige? Selv i de tårnhøje stiletter når hendes hoved kun til midten af hans bryst.

Hun har lænet sig frem mod ham, rakt arme og hænder op mod hans hals, og trykker nu hele sin krop mod hans. Automatisk lægger han armene om hende, og det er som om hendes krop straks tilpasser sig og smyger sig imod hans lår, hans køn, hans mave.

“Nej, no – jeg skal … I mean, no no, Miss, I’m married – going back to my hotel …” forklarer han.

Pigen kigger tavst på ham, og han ser ind i de smukkeste øjne, blanke, blide, med små gyldne stænk i den dybbrune farve. Han vil forklare, hvorfor han er her i Soi Cowboy, hvorfor han er vaklet fra Rawhide til Long Gun, videre til Cowboy Go Go, og nu styrer mod Spice Girls.

***

De havde haft et kæmpe skænderi på hotellet. Hans kone var stiktosset, fordi hans forretningsmøder havde strakt sig over mere end halvdelen af det, der skulle være deres ferie, efter at han havde overstået sine planlagte møder.

Som om det var en fejl, at hans forbindelser her i Bangkok var tilfredse med samarbejdet, så tilfredse, at de gerne ville introducere ham til nogle “pinger” i et par datterselskaber og se på mulighederne for yderligere opgaver. Han greb til med begge hænder, sådanne chancer hang ikke på træerne. Det var muligheder, der kunne sikre ikke kun hans, men deres fælles fremtid, men forstod hun det? Næh, nej – hun “kedede” sig, sagde hun.

Ikke at det forhindrede hende i at købe helt vildt ind, hvis han kunne bedømme det ud fra stakkene af nye farvestrålende indkøbsposer, der snart befolkede hele deres suite. Hver dag dækkedes større og større arealer af gulvet af disse blanke beviser på forbrug, som var det soldater i farverige uniformer, der rykkede ubønhørligt frem og indtog sofaer, stole, borde og lagde sig i baghold bag balkondørens draperede gardiner.

“Du skal fan’me være glad for, at jeg kan tjene skejserne ind lidt hurtigere, end du kan smide dem ud på skidt og lort!” slyngede han hende i hovedet.

“Vær nu ikke så vulgær, Christian!” snerrede hun, drejede rundt på den høje hæl af endnu et par nyindkøbte sorte sko, og smækkede soveværelsesdøren efter sig.

Vulgær, rasede det i ham. Jeg skal fan’me vise hende vulgær, og så hældte han næsten sit glas fyldt til randen. Chivas Regal 25 – en dyr gave fra hans tilfredse kunder. Der hørtes ikke en lyd fra soveværelset og omkring en halv time senere, smækkede han med døren og hoppede ind i en taxa uden for hotellet.

“You wanna see dancing girls? Naked go-go girls? Nice bar with good drinks?” spurgte chaufføren straks.

Han havde bare nikket ja, følte sig allerede temmelig beruset, og kom i tanke om, at han ikke havde spist noget siden morgenmaden.

Hul i det – gu’ vil jeg da se dancing girls!

OK, take me to a nice place, please!”

Chaufføren havde fulgt ham helt ind til bardisken, fik helt sikkert penge af den stedlige mama-san for at skaffe kunder.

Fint nok - hvorfor skal han ikke tjene lidt håndører på de lystne Farangs, der flokkes til de mange barer og de unge thai piger.

***

I can’t explain,” siger han opgivende til pigen i sine arme, og hun kigger spørgende op på ham.

“We go now? Nice hotel, clean … we go jig-jig good time, OK?”

De bløde læber sender ham et lille skælvende smil.

“Pearl,” siger hun og peger med sin lille gyldenbrune hånd på sit bryst. Gadens neonlys blinker i de lange røde negle og sender små lyn mod hans øjne.

“Christian,” svarer han automatisk og kan ikke lade være med at smile, da hun forsøger at gentage hans navn.

Hun drejer sig, skubber sig ind under hans højre arm, og sammen går de hen ad gaden.

Hvad sker der? tænker han. Hvordan får jeg forklaret hende, at jeg skal retur til mit hotel?

Han forbereder sætningerne i sit hoved – ikke, at han har besvær med at tale engelsk, men hvordan får han sagt, at han ikke vil med uden at såre hende? Gøre hende vred? Han må vel have samlet hende op på en af de mange barer, som han har besøgt i de sidste par timer – købt hende fri for resten af natten, men han husker det ikke.

Kan han bare stikke hende et bundt baht eller dollars og forsvinde uden forklaring? Løbe fra det hele er han ikke i stand til, det er han godt klar over, for han kan dårligt holde sig på benene, nu hvor den lummerhede fugtige luft omslutter ham, og gør det svært at trække vejret. Han standser, kigger sig om efter en taxa …

***

Hvordan var det nu? Vi skændtes … Anne forsvandt ind i soveværelset, kom ikke ud igen … og så …

Der var en taxachauffør og en introduktion til en smilende mama-san, der knipsede med fingrene, og straks stod der to kønne unge piger foran ham og hilste ham med hver sin yndefulde wai.

Han havde afslået mama-san’s tilbud om deres selskab, sagt, at han bare ville sidde lidt i baren med en drink og kigge på danserne, der vendte og drejede sig som eksotiske fugle i de gyldne bure, der hang ned fra loftet i tunge kæder over dansegulvet. Mama-san havde set temmelig syrlig ud et øjeblik, men så dækkede et professionelt smil hendes mishag, da han spurgte, om han måtte byde hende på en drink. Hun havde ladet ham sidde i fred, måtte have givet bartenderen besked om at holde ham forsynet med friske drinks, for hver gang han vendte sig væk fra dansegulvet, stod der et koldt dugget glas med klirrende isterninger i den ravgyldne væske og ventede ved siden af en skål med salte mandler.

Og så?

Han husker, hvor sulten han pludselig havde følt sig.

Fornemmelsen af sult og beruselse havde kæmpet om pladsen i hans hjerne og givet ham kvalme. Leddeløst lod han sig glide ned fra den høje barstol, måtte støtte sig til bardisken, før han genvandt ligevægten og kunne bevæge sig forsigtigt og med afmålte skridt mod døren.

Udenfor var de små gadekøkkener i fuld gang – kunderne flokkedes om de små lave taburetter eller fægtede rundt med krydderduftende småbidder på pinde, og skåle med klistrede hvide ris.

Han havde lært sig nogle af navnene på de lokale delikatesser, men måtte nøjes med at pege, for selvom ordene stod tydeligt for hans indre øje, kortsluttede beruselsen forbindelsen til hans stemmebånd.

Senere sad han vist på en af de små taburetter med knæene strittende op langs ørerne og armene klemt sammen foran brystet, så hans sidemænd også kunne få plads.

Pludselig havde han følt sig fastlåst, indeklemt, han rejste sig hurtigt op, tabte risskålen, væltede taburetten og tumlede videre, indtil han fandt en mørk døråbning, hvor han kunne læne sig mod dørkarmen og forsøge at få vejret. Kvalmen bølgede igennem ham som en dunkel rød farve, lå i hans mave som et farligt dyr, der irriteret slog med halen, og han mærkede, hvordan han snart følte sig kold og klam, snart glødende hed, så huden prikkede og sydede over hele kroppen…..

Havde han kastet op? Han husker det ikke.

***

“Your credit card, sir?”

Han kigger fortumlet op. De står ved receptionen i et mindre hotel. Foran ham smiler en uniformeret mand venligt og rækker hånden frem. I væggen mod højre fører en dør til “Stairs” og ved siden af blinker elevatorernes knapper med røde og grønne pile.

Bag sig hører han dæmpede stemmer og latter, og da han får vendt sig om, ser han mænd og kvinder siddende i sofaer og stole, der står grupperet foran en veludstyret bar i lokalets modsatte side. Grønne kraftige planter og farvestrålende blomsterbuketter lyser op i den dunkle belysning. Kigger de på ham?

“Your card, sir – and your room key. 16th floor - room number is on the key card. Have a nice stay.”

***

Havde han sovet?

Han forsøger at åbne øjnene, mærker et let tryk mod sine øjenlåg. Er der bind for hans øjne? En hamrende smerte skærer gennem hans hoved, har han været ude for en ulykke?

Hans mund og hals føles helt udtørret, tungen er klæbet fast mod ganen, febrilsk prøver han at løsne den, vil slikke sine læber, synke noget spyt, så hans hals ikke føles så sammensnøret, men der er ikke noget spyt at synke – hele mundhulen er knastør.

Noget presser mod hans læber, adskiller dem og en stråle af vand, dejligt, køligt vand, skyller ind i hans mund, glider lindrende gennem hans hals, og i et kort sekund fornemmer han, hvordan hans tunge falder ned mod hans mundhule som en indtørret klump. Så folder alle de små smagsløg sig ud og boltrer sig i det vidunderlige vand.

Han suger begærligt på det runde rør, og tungen er igen bare en tunge.

Han fornemmer, at nogen står bøjet over ham, hører en stemme tæt ved sit øre, men kan ikke fastholde sig til øjeblikket og mærker, at han atter glider væk.

***

Da han senere vågner op i sengen på Rigshospitalet, er det de blide brune øjne, han først husker.

“Åh, gudskelov, Christian! Endelig! Jeg har været så bange … “

Han drejer hovedet på puden og når lige at se ryggen af Anne, da hun styrter ud ad døren, hvor han kan høre hende råbe op.

Hvad nu? Hvad sker der her? tænker han.

Anne kommer tilbage fulgt af flere personer i hvidt. De smiler alle til ham, nikker og taler hen over hovedet på ham. Han lukker sine øjne.

“Ja, det er fint. Hvil du bare noget mere – men i morgen skal du op at gå,” siger en myndig stemme.

***

I løbet af den næste uges tid forsøger han, bid for bid, at rekonstruere, hvad der skete.

Åbenbart var han blevet fundet, liggende på en båre, ved en personaleindgang til Bumrungrad International Hospital. En sygeplejerske, der var på vej hjem havde slået alarm, og han var straks blevet kørt ind på en skadestue. Der kunne man konstatere, at han, under en nødtørftig og blodig forbinding, manglede en nyre.

Vævet ved operationssåret var nekrotisk og rådnende, og han led af en voldsom blodforgiftning, forårsaget af det ødelagte væv.

Han havde kun en blodplettet skjorte på, og i brystlommen lå hans kreditkort med hans navn, men på hospitalet havde man allerede genkendt ham, for hans forsvinden og billede havde figureret i alle større aviser.

Hans thailandske forretningsforbindelser var velkendte, og magtfulde, og formentlig havde den eller de personer, der var involverede i hans forsvinden, fået kolde fødder og havde anbragt ham ved Bumrungrad uden at høste flere af hans organer og uden blot at lade ham dø.

Heldig – jeg har været heldig, tænkte han.

Han var blevet udspurgt af læger, politifolk, sågar en repræsentant fra hans forretningsforbindelser, men han kunne ikke huske meget.

Han var kommet tilbage til hotellet en sen eftermiddag fra et møde, fortalte han. Havde sat sig ned i suitens dagligstue med et glas whisky – og så huskede han ikke mere.

Anne blev også udspurgt – men hun kunne ikke fortælle yderligere. Hun havde været på shopping, sagde hun, var først kommet retur ud på aftenen, og da stod der bare et tomt glas og en næsten fyldt flaske whisky på sofabordet.

Altså løj de begge to, tænkte han, men hvorfor løj Anne? Måske ville hun bare ikke indrømme eller tænke på deres skænderi?

Anne insisterede på at få ham fløjet hjem, og hans forretningsforbindelser havde arrangeret transport, så han blev kørt ombord på Thai Airways flyet i Bangkok liggende på en båre, og tilset af en sygeplejerske hele vejen.

Undervejs havde han fået høj feber, var begyndt at tale i vildelse og var derefter gledet over i en komalignende tilstand. Ved ankomsten blev han overført til Rigshospitalets TraumeCenter, hvor han lå i fire dage, før han kom til bevidsthed.

***

Hjemme igen forsøgte de begge at genoptage deres sædvanlige liv. Hans forretning kørte strålende. Han fik mange og lukrative opgaver. Alle fortalte ham, hvor heldig han havde været. Så på ham med slet skjult nysgerrighed … han var blevet en kuriositet.

Anne genoptog sine halvhjertede studier, sine cafebesøg med veninderne, sine febrilske shoppingture, og hun forekom ham mere og mere fjern. Hun afviste hans forsøg på at tale om, hvad der skete dengang, hvad der havde udløst deres skænderier. Hun insisterede på at glemme - han kunne ikke.

Som ugerne gik, huskede han mere og mere. Uger blev til måneder, og efterhånden mente han at have en nogenlunde sand erindring om den nat i Bangkok.

***

Han retter sig op i sædet, ryster på hovedet, men ved, han har bestemt sig. Kigger på sit ur. Joh, han kan godt nå det.

Fyrre minutter senere drejer han ind på korttidsparkeringen i Kastrup, tager sin weekendkuffert i bagagerummet og står snart ved SAS’ billetsalg i Terminal 3.

“En one-way til Bangkok,” siger han og lægger guldkortet på skranken. “Jeg ved ikke endnu, hvornår jeg skal retur.”

Klokken ti præcis letter flyet. Tilfreds læner han sig tilbage i sædet, nipper til det obligatoriske glas champagne. En vægt er løftet af hans skuldre – hans højre hånd glider over maven, de krummede fingre kradser ganske let.

Nyren får jeg jo aldrig igen, tænker han, men måske kan jeg finde pigen med de blide brune øjne.

Copyright Lea Rossau