Læseprøve

EN GANSKE ALMINDELIG DRENG

Kapitel 1

De 24 RAF Mosquito jagerbombere kom i fire bølger med brølende og hvinende motorer hamrende op langs Vester Ringgade i Århus i 10-15 meters højde. Hastigheden var tæt på de maksimale 600 km/time, som deres top tunede Rolls-Royce Merlin motorer kunne præstere. De blev flankeret af otte amerikanske Mustang jagere – Anden Verdenskrigs hurtigste og måske mest succesfulde jagertype. Flyene havde ca. 20 minutter tidligere passeret den danske grænse ved Henne Strand på den jyske vestkyst efter mindre end to timers flyvning fra den engelske luftbase Swanton Morley i Norfolk. De fløj i spredt formation i lav højde, mens de passerede indover Vest- og Midtjylland for så længe som muligt at hemmeligholde retningen af det forestående bombeangreb for de tyske observationsposter. De samledes i den endelige angrebsformation syd for Århus over Skanderborg Sø for at flyve nordpå. Fire minutter senere kunne wing commanderen se, at det første fly udløste sin bombelast over målet. Efter ti sekunder detonerede bomberne.

Alle flybesætningerne var særdeles velforberedte til deres mission og havde ved hjælp af modeller af terræn og bygninger forberedt sig på at skulle tilintetgøre deres mål uden civile tab så langt som overhovedet muligt. De vidste, at de bygninger, der skulle tages hensyn til, omfattede to hospitaler og nærliggende boligblokke i et tætbefolket byområde. Deres bombemål skulle rammes med en usædvanlig præcision, så trapper og udgange på bygninger blev bevaret som mulige flugtveje. Samtidig var målsætningen for missionen, at få ram på Gestapopersonel, tyske værnepligtige og eventuelle danske nazistiske medløbere. Men først og fremmest skulle Gestapos arkiver, fortrolige papirer og andre optegnelser tilintetgøres. Med den målsætning var hvert af flyene i de to første bølger af jagerbombere lastet med op imod en ton sprængbomber, mens flyene i de to sidste bølger var forsynet med en tilsvarende last af brandbomber.

Det er den 31. oktober 1944. Det primære bombemål for de 24 RAF Mosquito jagerbombere er Århus Universitets kollegiebygninger IV og V, hvor Gestapo havde oprettet sit jyske hovedkvarter i 1943.

Missionen var rekvireret som en anmodning fra ledelsen af den jyske modstandsbevægelse. I foråret og sommeren i 1944 havde chefen for Gestapo i Jylland, Eugen Schwitzgebel, med stort held og brutalitet og med velvillig assistance fra en dansk meddeler fået optrevlet en del af netværket og identificeret mange aktive sabotører i den jyske modstandsbevægelse med det resultat, at 145 frihedskæmpere var blevet arreste- ret over det meste af Jylland. Heriblandt kureren Ruth Philipsen, som hørte til inderkredsen i modstands- bevægelsen, og som havde et indgående kendskab til både navne på aktive modstandsfolk, kommandovejene og opbygningen af modstandsbevægelsen. Der var ingen sikkerhed for, at hun eller andre arresterede frihedskæmpere vedvarende kunne modstå presset fra den tortur, som modstandsfolk med livet som indsats blev udsat for i Gestapohovedkvarteret i Århus i forbindelse med krav om oplysninger.

Besætningerne på de 24 fly var på vej til at gennemføre, hvad mange anser for en af de mest succesfulde præcisionsbombninger foretaget af RAF under Anden Verdenskrig.

Foruden Gestapohovedkvarteret i kollegiebygningerne IV og V blev universitetets hovedbygning og aula ganske vist også ramt. Langelandsgades kaserne, som husede tyske soldater, blev som et sekundært mål ramt. Der omkom 59 gestopofolk og tyske soldater. Blandt de dræbte var Gestapochefen, Eugen Schwitzgebel. Ti civile danskere blev dræbt, heriblandt håndværkere, som var beskæftiget med bygningsarbejder på universitetets hovedbygning. En Mosquito jagerbomber gik tabt men uden tab af besætningen. Den blev ramt af antiluftskyts fra et tysk krigsskib, der lå i Århus Havn. Flyet holdt sig i luften, mens det blev eskorteret over Kattegat af en anden Mosquitojager og nødlandede i Sverige, hvor besætningen destrueede alt udstyr ombord på flyet, inden det blev overgivet til de svenske myndigheder. Ruth Philipsen, der var til forhør hos Gestapo, slap på forunderlig vis ud af en af de bombede kollgiebygninger. Efter to uger i skjul i en naboejendom til universitetet blev hun med hjælp fra lokale beboere smuglet til Sverige. En stor del af Gestapos arkivmateriale og optegnelser om frihedsbevægelsen brændte op eller blev tilintetgjort på anden vis. Angrebet betød, at Gestapos optrevling af den jyske modstandsbevægelse kom til at foregå med langt mindre effektivitet end tidligere frem til krigens afslutning.

Mine forældre var flyttet ind i en lejlighed belig- gende Jens Baggesensvej 16 i Møllevangskvarteret 14 dage inden bombardementet af Århus Universitet fandt sted. Lejligheden ligger mindre end en kilometer fra Århus Universitet og med udsigt nedover Vester Ringade.

Selvom mine forældre dengang havde et kilometer langt udsyn over Vester Ringgade fra lejligheden, så ville de kun indenfor ganske få sekunder have haft muligheden for at se formationen af fly. De kunne på allernærmeste hold være blevet vidner til det imponerende og frygtindgydende syn, som 24 Mosquito jagerbombere i lav flyvehøjde for fuld hammer i angrebsformation må have været. Nogle af flyene passerede ejendommen med en afstand på mindre end 25 meter, omkring det sted, hvor bussen, linje 8 til Dalgas Boulevard, ville få stoppested en gang i fremtiden, og i en flyvehøjde over jorden, svarende til beliggenheden af loftsværelse nr. syv under taget, som jeg 13 år senere kom til at bo i.

Men mine forældre var ikke hjemme. De så ikke flyene. De så kun de mange sporprojektiler, som trak deres spor ind i himlen. De hørte kun de hylende sirener, bombenedslagene, luftværnskanonerne og salverne fra maskinkanoner.

Min mor var gravid og syv en halv måned henne med mig i maven. Hendes umiddelbare reaktion på angrebet var øjeblikkeligt at opgive den nye bopæl på Jens Baggesensvej og flytte til Sverige. For anden gang i 1944 følte hun, at krigen var kommet for tæt på.

Mine forældres beslutning om at flytte til Jens Baggesensvej, som på det tidspunkt var tæt på at være ude på landet, havde ellers været min mors ønske. Mine forældre var fraflyttet en lejlighed, som lå i Molsgade i den indre del af Århus, tæt på havnen. Den 4. juli 1944, sprang et tysk ammunitionsskib i luften i Århus Havn. 30 mennesker blev dræbt og 250 såret. Mine forældre var lykkeligvis ikke hjemme, da det skete. Vinduerne blev blæst ud og deres lejlighed fuldstændig raseret.

Med bombningen af Århus Universitet tre måneder senere blev hun igen mindet om den vilkårlighed, usikkerhed, død og ødelæggelse, som er forbundet med krig, når den udfolder sig gennem handlinger og billeder, som man i sin hverdag ikke har fantasi til at forestille sig. Den nære krig, hun havde oplevet to gange indenfor få måneder, hvor hun var langt henne i sin graviditet, tog hun sig meget nær. Der er næppe tvivl om, at hendes moderlige omsorgsinstinkter, som jeg skulle komme til at nyde godt af de næste 30 år, var blevet vakt af de krigshandlinger, som hun oplevede tæt på, flere måneder inden jeg blev født. Men hendes vågnende instinkter som fulgte med hendes graviditet stod formentlig ikke alene. Hun havde to år tidligere født en dreng. Han var for tidligt født, men nåede at blive døbt og fik navnet Ib. Han døde efter fire dage. Hun veg ikke fra ham, så længe han levede og var meget længe om at komme over hans død – hvis hun nogensinde gjorde det.

Mine forældre flyttede ikke til Sverige. Jeg blev født den 6. december 1944, halvanden måned efter bombningen af Gestapohovedkvarteret på Århus Universitet. Min mors bekymring for krigens utryghed og hendes tidligere erfaring med at miste et barn, var uden tvivl medvirkende til, at jeg blev født på Fødselsanstalten i Århus og ikke ved en hjemmefødsel, som det var almindligt midt i fyrrerne.

Fødselsanstalten havde ry for at være forbeholdt mindre bemidlede, enlige kvinder og kvinder, som ønskede at være anonyme og hemmeligt fødende. Et ry, som kunne dateres helt tilbage til Fødselsanstaltens stiftelse i 1910 og de følgende årtier, og som det var svært at få bugt med selv mange år senere. Alle kvinder havde imidlertid i fyrrerne mulighed for mod betaling at føde på Fødselsanstalten. Det betød ikke, at man ikke længere skulle passe på sit gode navn og rygte og tage hensyn til det ry, som fortsat klæbede til at føde på Fødselsanstalten. Jeg er overbevist om, at min mor gjorde sig mange tanker om problemet. Men hendes moderinstinkter og frygt for, at noget skulle gå galt under en hjemmefødsel, fik hende til at bide al skam i sig, og i stedet profilere sig som en sand repræsentant for det bedre borgerskab ved at troppe op til fødslen i nyt, smart barselstøj og sørge for at ankomme standsmæssigt i bil i god tid, inden vandet gik, for derefter at sørge for, at hun selv og jeg blev hentet med samme anstand, efter at fødslen var overstået. Transporten i bil kunne hun med sindsro overlade til min far, også selvom der kunne være tale om at blive kørt i en varebil med et reklameskilt på bagsmækken med en tekst i stil med: ”Små og store sting i øst og vest. Singer symaskiner syer bare bedst.” Symaskiner var i fyrrerne og tidligere et stort nummer. Enhver familie/husmor havde eller skulle have en symaskine, og helst en Singer symaskine – i værste fald en Pfaff-symaskine.

Nogle måneder inden min forældre flyttede ind på Jens Baggesensvej havde min far fået en stilling som afdelingsleder hos Singer Symaskiner i Århus. Det nye job gjorde det muligt at betale for hjælp og tryghed til min mor, da hun fødte mig på Fødselsanstalten. Samtidig har han uden de store sværdslag kunnet sørge for, at min mor og jeg blev transporteret standsmæssigt – om ikke andet så i en varebil – i overensstemmelse med mine forældres forventede, opstigende position på den sociale rangstige.

Jeg er således et barn af 2. Verdenskrig men ikke gammel nok til at huske egentlige hændelser fra krigen. Der er dog en undtagelse – en sidste øjebliks erindring.

Vi står alle tre, min far, mor og mig, ude på altanen på Jens Baggesensvej og ser nedover Vester Ringgade, hvor der kører biler med flag. Kirkeklokkerne ringer. Jeg sidder på min fars arm. Han er glad og smiler hele tiden. Han læner sig udover altanen og snakker med andre på andre altaner. Jeg har en følelse af, at jeg hele tiden er i centrum for det, som mine forældre taler om. De ser hele tiden på mig med smilende ansigter. Min mor tager om mit ansigt og kysser mig på panden. Hun græder.

Det var den 5. maj 1945, og krigen var forbi. Jeg ved, at jeg var der, selvom jeg kun var et halvt år gammel. Det er svært at overbevise andre om, at min erindring går så langt tilbage. Men mine forældre var dybt berørte af meddelelsen om krigens afslutning. Deres glæde og deres stærke tro på fremtiden med mig som centrum har formentlig været årsag til, at krigens afslutning blev mejslet dybt ind i min erindring. Oplevelsen er aldrig blevet slettet igen fra min hukommelse – selvom glæden og ønskerne for fremtiden hurtigt blev fortrængt og afløst af andre og hårdere realiteter end dem, mine forældre havde forestillet sig den 5. maj 1945.