Læseprøve

GUDRUN kapitel 1
Ved Verdens Ende

Længst ude på odden står hun mellem himmel og hav, alene i strandkanten, en lille, rank skikkelse der retter sig op mod vinden. Mågernes skrig skærer sig gennem det bedøvende brus fra bølgerne. Ovenover hende er alt gråt, solen anes kun svagt bag skyerne, og små regndråber funkler om kap i hendes hår. Men intet af det bekymrer hende. Hun vifter de mest nærgående fugle væk med den ene hånd og holder fast i sit røde skørt med den anden, mens hun med stolt løftet hoved siger til sig selv at hun nu står på det sted som folk her i Isafjord kalder Verdens Ende, den lille spids land hvor tiden er ophørt, og alt både slutter og begynder igen. Ligesom hendes egen tilværelse. Når hun går videre, er det til et nyt liv.

Bag hende ligger husene, men herude er der ikke bygget noget. Til den ene side åbner fjorden sig ud mod havet og verden, og bølgerne slår hårdt mod stranden. Til den anden side ligger bugten, det stille vand, trygt omsluttet af bjerge. Ude på odden er man midt i kampen mellem de stærke kræfter, den utæmmelige vildskab og en lille enklave der forsøger at lukke sig om sig selv. Hun træder et par skridt længere ud, bølgerne truer med at skylle hen over hendes nye sko uden at hun bemærker det, hendes øjne søger indad i bugten. Et øjeblik stirrer hun hypnotiseret på den mørke stenmasse der længst inde hæver sig højt mod himlen som en uimodsagt kæmpe. Ikke så mærkeligt at netop det fjeld bliver kaldt Klodsen.

Det ligger tungt midt i landskabet og kløver det i to lige store dele, som om nogen havde planlagt det. Hendes blik glider mod højre og bevæger sig et stykke ind i dalen. I tankerne rider hun mod syd langs elven, op mod strømmen, længere og længere væk, over fjeldene, hen over højsletten, til fjerntliggende fjorde hun aldrig har besøgt eller interesse- ret sig for. Hvorfor har hun ikke det? Hvorfor har hun aldrig været på ridetur i den retning? De har altid valgt vejen mod øst fra Reykjanes når de har rejst rundt i landet. Men nu skal hendes sønner bo dernede i den sydvestlige del af Vestfjordene hvor hun aldrig har været. Uden at have set jorden har hun købt to stykker land for deres fædrene arv. Et til hver. Nej, ikke købt, det er ikke det rigtige ord. ”Mageskifte” stod der i dokumentet. Hun har mageskiftet en del af sin ejendom med kongen i tillid til at jorden er god. Bare det holder stik.

Men hvor det lyder! Kongen!
Hun, en halvgammel enke, har nu sit navn stående på et dokument med dagens dato, den 21. juni, det Herrens år 1777, og under hendes navn, Gudrun Thorsdatter, skal selveste Kong Christian den syvende sætte sin signatur og sit segl så alt kan blive berigtiget på den mærkelige, formelle måde som danskerne ynder. Alt skal passe til reglerne, og det er deres regler, altid deres regler der gælder. Nå, men sådan er det, hun ved det jo fra sine ægtemænd.

To gange har hun været gift. Og hun har været heldig. Begge hendes mænd var gode, islandske bønder fra egnen, solide og ordentlige. Ari Jonsson og Erik Gudmundsson. De var noget særligt, og de blev betroet hvervet som embedsmænd. Det er kun de bedste der når så langt, og det er hun stolt af. Hendes to mænd blev valgt til lovmænd, først den ene, så den anden, og de var med til både at udforme love og håndhæve dem. Indenfor de rammer som blev fastsat af den danske overmagt.

En gang om året red lovmændene på tinge, og flere gange skete det at hun fik lov til at ride med og opleve det fantastiske folkeliv som hver sommer udfoldede sig på Tingvallasletten i de uger hvor tinget stod. Alle farverne. Lydene. Kramboderne. Værkstederne. Menneskene. For slet ikke at tale om duftene. Alt havde sin egen duft. Jorden, græsset, birkebuskene, de vilde urter. Men også stanken af hestemøg og dunsterne fra alle de hundredvis af mennesker der slog lejr i dalstrøget. En ubeskrivelig blanding af stegt kød, fisk, ost og fåremælk, med slet skjulte undertoner af våd uld, lædertøj, pis og sved.

Hun husker rædslen når de voldsomste straffe blev eksekveret. Heldigvis kom århundredets største skandale ikke til doms på Landstinget i de år. Blodskamssagen hvor den 14-årige Sunnefa fik barn med sin 16-årige bror. De var forældreløse og uvidende, helt overladt til sig selv, og alligevel blev de dømt til døden i Herredsretten. Men så skete der de mærkeligste ting. Sysselmanden ovre østpå hvor dramaet udfoldede sig, havde dem i forvaring men gjorde selv Sunnefa gravid igen. Så døde hun pludselig, og mange mente at sysselmanden havde dræbt hende. Broren blev endnu en gang dømt til døden ved Herredsretten, men han blev benådet af den danske konge inden sagen nåede til Landstinget.

Hvad skete der egentlig med den umoralske sysselmand? Det husker hun ikke. Han blev i hvert fald ikke henrettet ved Tingvalla. Men det var der andre der gjorde. Barnemordersker blev druknet i elven. Man snørede dem ind i sække og bandt tunge sten til, så de ikke havde nogen chance for at redde sig. Mænd der var dømt for store forbrydelser eller hekseri og trolddomskunster rettet imod øvrigheden, blev halshugget med økse. Eller de blev pisket så hårdt at nogle af dem døde, andre slæbte sig væk og søgte ud til øde steder. Jo, det har været nogle af de stærkeste oplevelser i hendes liv. Godt og ondt mellem hinanden, men alt sammen helt ud over det stille liv hun lever til daglig. Og meget anderledes end det sted hvor hun er nu.

Sammen med 21-årige Gudmundur, hendes næstældste søn, har hun været her i nogle dage, i den lille handelsby Isafjord som langsomt er vokset op på den tange der breder sig ud i fjorden og slutter helt herude på odden. Efter at de kom ridende hertil, har de boet hos slægtninge på Ørehøj, den gård der ligger lidt ovenfor kirken. På rejsen blev de ledsaget af to mænd fra Kildegården ude på Reykjanes hvor hun boede med sin første mand, Ari. Her blev hendes ældste børn født, og Thor voksede op her; han blev sat i pleje hos det par der forpagtede gården efter mandens død. Det er et sted med mange minder, men nu har hun måske selv dømt det til døden ved uigenkaldeligt at overlade det til den danske konge. Inden hun tog til Isafjord, red hun tilbage dertil for at se alting en sidste gang med sine egne øjne, for at vide om alt hvad hun havde hørt, var sandt. Det var det. Måske endda værre endnu. Men det var som om der ikke var noget valg, hun kunne ikke trække sig fra aftalen om mageskiftet.

Frygten for at huset bliver en ruin, og hele egnen ender som et stort, blødende saltkar, får hende til at gyse. Hun samler det fint vævede sjal med fuglemønsteret strammere om sine skuldre og værger for sig med armene for igen at jage virkelighedens fugle væk. Især ternerne er så nærgående nu hvor de har unger, de vil ikke lade hende være i fred herude på odden, ja vel knap nok inde i byen hvor hun var for lidt siden, der dykkede de allerede skarpt ned efter hende. Måske fornemmer de når fremmede nærmer sig, ligesom de gør derhjemme ved Birkegården længst inde i Reykjafjord hvor hun boede med sin anden mand, Erik. Der overfalder fuglene aldrig hverken hende eller andre der bare passer deres daglige gøremål. Hun kan heller ikke tro andet end at mennesker der hører til her i byen kan gå fredeligt omkring til hverdag uden ustandseligt at skulle forsvare sig mod fuglene.

De er døde begge hendes mænd, og det føles så uendelig trist, som en lang og ensom vandring i knastørre økonomi- ske og juridiske labyrinter. Men heldigvis har hun hørt godt efter i alle årene når de fortalte om deres arbejde, og hun ved efterhånden hvordan man snor sig gennem reglerne og be- holder sine rettigheder uden at skaffe sig fjender eller miste anseelse.

Det har hjulpet hende i den her mærkelige og helt uforudsigelige situation hvor udsendinge fra den danske konge flere somre i træk er kommet sejlende til Reykjanes med de mærkeligste maskiner og flere og flere eksperter fra det store udland. Det er saltet de er ude efter. Salt. Salt. Salt. Salt til madlavning, salt til konservering, salt til fisken, salt til eksport. Islandsk salt. Alt drejer sig nu om salt.

Tanken ærgrer hende, og hun skraber irriteret med fo- den ned i det sorte sand selvom hun ved at det kan ødelægge de nye, udenlandske lædersko som hun har anskaffet til den højtidelige lejlighed hvor hun skulle møde kongens udsendinge og skrive under på dokumentet. Eller rettere dokumenterne, for det var skrevet af i fire eksemplarer som hun alle skulle underskrive.

”Hvis nu det ene bliver væk,” sagde de, men hvordan skulle det gå til? Den slags papir passer man vel godt på. De har lovet at hun får den ene kopi når alt er skrevet under af kongen.

Tankefuld vender hun sig om og ser tilbage mod Faktorshuset i Nedre Købstad hvor mødet fandt sted. Det er den ældste del af Isafjord. Der har man opført de første rigtige træhuse og ikke bare tørvehuse som dem islændingene plejer at bygge. Fint skal det være når det er noget danskerne skal bruge. Træet blev fragtet hertil fra Norge som udskårne bjælker, lige til at sætte sammen. 

Måske burde hun gå tilbage, de har snakket om frokost, det kan hun ikke blive væk fra, og Gudmundur blev jo også tilbage for at snakke videre med mændene. Men det er for tidligt, hun har brug for mere tid til at få styr på sine tanker. Langsomt trækker hun vejret ind og puster ud med lukkede øjne. Så begynder hun at gå tilbage på den anden side af odden. På den måde varer det lidt før de kan se hende fra huset.

I starten lejede danskerne jorden på Reykjanes og flyttede ind på Kildegården, men efterhånden har deres planer udviklet sig til det rene vanvid, og de har nu i årevis også forsøgt at franarre hende jorden omkring Birkegården som hun har arvet efter sin anden mand og i næsten 20 år har betragtet som sit hjem. Nu vil danskerne ikke længere bare leje. Nu vil de EJE. Efterhånden har hun følt sig presset og truet til at give efter, i den grad har de opført sig som om det var uafvendeligt. Ingen har villet lytte til hendes protester over hvordan de bruger den lejede jord ude på næsset, og her på det sidste er der kommet et nyt argument ind i forhand- lingerne. Danskerne har simpelt hen brug for Birkegården fordi den nye sysselmand, Jon Arnorsson, skal bo der så han er lige i nærheden af saltsvineriet og nemt kan føre tilsyn med det. Hun skammer sig ikke over at hun har udnyttet den nye situation til at gøre sig ekstra kostbar og få så meget som muligt ud af byttehandelen. Men hun har længe vidst at hun snart måtte gøre sig klar til at flytte.

Lidt efter lidt har danskerne opført flere og flere huse ude på næsset, og de har bygget kæmpemæssige kar til inddæmning af havvand som de varmer op ved hjælp af de varme kilder for at udvinde saltet. De er godt tossede, hvorfor ikke lade naturen være som den er? Tre kæmpekar er det nu blevet til, så store som huse, lange, brede og dybe, fyldt med sindrige systemer hvor heden fra de varme kilder kan sive op og få vandet til at fordampe så kun saltet er tilbage. Meningen er at saltsydningen skal fortsætte i store, og nybyggede huse indtil saltet er brugbart. Det hele er blevet ukendeligt. Huse og anlæg synes at skyde op af jorden med samme kraft som de varme kilder, og flere af Kildegårdens gamle byg- ninger er inddraget i produktionen.

Gudrun har kun været der ganske få gange efter at de startede for fire år siden, og efter besøget for nylig ved hun nu at hun har været der for sidste gang. Hun kan ikke længere holde ud at se hvad kongens mænd gør ved jorden og de gamle huse. Men hendes to ældste sønner arbejder for dem, for danskerne, og de er flyttet ind i det store, nye beboel- seshus som er blevet bygget til arbejderne på Kildegårdens jord. De er ikke så sentimentale som hun er, de har sagt at hun skal sælge jorden hurtigst muligt så de snart kan få nogle penge. Men hvad skal de med penge? De skal vel først og fremmest have jord og blive selvstændige bønder, de kan da ikke gå rundt og være arbejdsmænd for andre hele livet.

Pjat, mor, har de sagt, og sommetider har de ligefrem været vrede på hende over at hun ikke kunne bestemme sig. Især Thor. Han vil bare have en masse penge og ellers blive boende på egnen. Men det kan jo ikke lade sig gøre, og hun knejser med nakken mens hun forsikrer sig selv om at hun har gjort det rigtige ved at skrive under på mageskiftet. Han skal nok falde til ro når handelen er blevet formelt godkendt, ligesom Gudmundur der er helt anderledes medgørlig og villig til at flytte snart, selvom han måske egentlig hellere ville have ventet nogle år og tjent ekstra penge ved at fortsætte sit arbejde som ”saltkarl” for danskerne. Men hvad var det han sagde i går? At hans bror Thor har en kæreste, og at hun bor et eller andet sted i nærheden af saltudvindingen. Så er det måske derfor han ikke vil flytte? Og bare vil have penge. Måske vil han gifte sig og stifte bo der hvor hans kæreste kommer fra.

Men hvorfor har Thor ikke selv sagt noget om det? Hun kan ikke blive klog på ham, han går sine egne veje og havner tit i klammeri, også med Gudmundur der ellers er meget omgængelig. Hvordan kan to sønner være så forskellige?

Det er nok på grund af de underliggende konflikter og alle de uafklarede spørgsmål Gudmundur er fulgt med hen- de helt herover til Isafjord. Han har villet sikre sig at hun virkelig skrev under så sagen kunne blive afsluttet, og han har måske villet høre hende i vidners nærvær bedyre at hun har lovet sine ældste drenge penge i tilgift til den nye jord, og at hun har lagt rigeligt med penge til side til deres søskende, så ingen bliver snydt. Men det havde han ikke behøvet bekymre sig om, hun står selvfølgelig ved sine løfter, uanset om der er vidner eller ej, og pengene er ikke noget problem for hende. Hun har noget på kistebunden fordi hun har været gift med velhavende mænd, og hun har spillet sine kort godt overfor danskerne. Hverken hun eller hendes syv børn kommer til at lide nød, hverken de to drenge og tre piger hun fik med sin første mand eller den søn og datter hun fik med den anden.

Alligevel har hun inderst inde håbet at hele salteventyret ville vise sig bare at være en ond drøm, noget hun kunne ryste af sig. Hun har ikke villet se virkeligheden i øjnene før nu, så Gudmundur har nok haft ret i at hun ikke var helt sikker på hvad hun ville. Imod al fornuft ønskede hun at danskerne ville forsvinde med alt deres svineri. Så der kunne blive fredeligt igen, både omkring Kildegården på Reykjanes og på Birkegården inde i Reykjafjorden, sådan som der var før i tiden. Så kunne hun og alle børnene være blevet boende, og hun kunne have fået en god alderdom i kendte omgivelser.

Men sådan skulle det ikke være. Terningerne er kastet. Hun har været helt ude ved Verdens Ende og har besluttet at affinde sig med det næstbedste. Med bævende hjerte har hun omsat de ældste drenges arv efter deres far. Al hans jord ved Kildegården på Reykjanes har hun byttet til to andre stykker jord længere sydpå, og med resten af arven efter Ari har hun båndlagt penge til de tre ældste døtre, udover det de fik som medgift da de giftede sig og flyttede hjemmefra. Inga, Kristin og Arnfrid. Smukke og dygtige piger der bor spredt på gårde her i de nordlige Vestfjorde. Desværre er det sjældent hun ser dem. De har mere end rigeligt at se til, og hun kender knap nok sine børnebørn.

Arven efter Erik, den anden ægtemand, består af de penge der er kommet ind ved salget af Birkegården til danskerne. Dem kan hun frit disponere over til at sikre sig selv og de yngste børn. Som et led i handelen har hun skaffet et hus til sig selv og sin husstand oppe i Øvre Købstad hvor der nu bliver bygget nyt. De to yngste børn, sønnen Ari på 18 og datteren Thorunn på 16, kan bo i Isafjord sammen med hen- de og få en helt ny fremtid her hvor folk siger at der bliver fremgang i handel og alt muligt andet når beboerne snart får papir på at deres hastigt voksende by med de to uformelle købstæder, Nedre Købstad og Øvre Købstad, får lovgyldige købstadsrettigheder i henhold til kongelig, dansk bevilling, sådan som de er blevet lovet.

Hendes skridt bliver tøvende mens hun nærmer sig Faktorshuset, men til sidst kan hun ikke trække det ud længere. Nu har opsynsmanden fået øje på hende og kommer hende smilende i møde.

”Hvor ser du dejlig frisk ud, Gudrun,” siger han og lader sit blik hvile lidt for længe på hendes broderede kjoleliv.

”Tak, Einar,” siger hun og rødmer uden at vide om det er fordi hun er smigret, eller det bare er af frygt for at blive holdt for nar.

Gammel kone som hun er, angler hun ikke efter komplimenter, og hun ærgrer sig et øjeblik over at hun har gjort sig sådan en umage for at se så pyntelig ud som muligt uden at være klædt på til fest. Var det måske ikke netop for at han skulle beundre hende? Fordi hun ved at han er enkemand, og måske ... men NEJ, sådan må hun ikke tænke, det sømmer sig virkelig ikke, og hun lader blikket glide ydmygt ned mod jorden i håb om at han ikke kan læse hendes tanker.

Uden at sige mere tilbyder han hende sin arm, og sam- men går de langsomt og værdigt over mod Faktorshuset hvor Gudmundur står sammen med et par andre mænd udenfor. Hun prøver at møde sønnens gennemborende blik med ligegyldighed men mærker alt for tydeligt at det ikke lykkes for hende.