Smagsprøve

Brynja Svane: KASTEBOLD

Første kapitel

HØJSLETTEN virker uendelig. Flora sidder ved rattet og ser sten efter sten glide forbi i en uudtømmelig verden af rødbrunt lavagrus og skrigende grønne mosser med miniature blomster i lilla og hvidt. Andet vokser der ikke heroppe. På et tidspunkt svinger hun ind på en grusvej og standser motoren. I timevis har de kørt gennem det ene naturbillede efter det andet, og de har ikke holdt mange pauser på vejen. Men nu skal det være. Sammen går de ind i landskabet, hopper fra tue til tue, føler sig frem i lavningerne, skynder sig væk fra det knastørre støv som en anden bil hvirvler op.

      Flora løfter ansigtet mod den høje, sommerglade himmel, nyder solen der varmer hendes hud og den glasklare luft som trænger sig på efter at støvet har lagt sig. Her er stille, meget stille. Spontant bøjer hun sig og plukker en kvist af bjergtimian. Hun nulrer den mellem fingrene og rækker den over mod moren der indsnuser duften med et lille, næsten umærkeligt smil. Lidt efter går de tilbage til bilen, og Flora kører videre.

 

Uden at afbryde lytter hun til den gamle beretning om hvor vanskeligt hendes mor havde det som ung. Hun har hørt det hele før. Flere gange. Altid det samme. Om alle dem der svigtede. Historierne kører rundt i samme rille som en slidt grammofonplade. Selvfølgelig vælger hendes mor at fortælle det igen netop nu da de er alene sammen for første gang i lang tid.

      Stemningen er anspændt. Det er en uge siden de kom til Island, men tiden er gået med familiebesøg og de obligatoriske turistudflugter til seværdighederne. Den blå lagune. Thingvallasletten, de varme kilder, Gullfoss. De er ikke kommet hinanden nærmere, og Flora har allerede fortrudt at hun tog med på turen herop til Vestfjordene. Det er moren der har inviteret; hun har længe ønsket at vise Flora den ensomme fjord som deres slægt oprindelig kom fra. Flora har aldrig været der, men moren har fortalt at det var på det sted hun holdt sine bedste ferier som barn og teenager. Stedet og det gamle hus hvor de skal bo, betyder noget særligt for hende.

 

Da Flora sagde ja til at tage med, håbede hun at de undervejs kunne klinke skårene mellem sig, snakke om de svære ting og få misforståelserne ryddet af vejen. Hun forestillede sig at hvis de kunne lade være med at skændes, kunne det blive hyggeligt. Nu tror hun ikke længere på det. Alligevel gør hun endnu et forsøg på at få en samtale i gang om det der rækker ud over den forslidte version af morens historie. Hun fisker efter noget af det som der aldrig kommer svar på fordi fortællingen skruer sig fast i de gamle spor.

      “Hvorfor har du egentlig været så lidt i Island siden du flyttede herfra?” spørger hun.

      “Jeg tror jeg skammede mig.”

      “Over hvad?”

      “Tja, alt muligt – at jeg ikke havde klaret mig bedre. Det hele blev så forkert.”

      “Er det sådan du tænker?”

      “Ja, men nu skal vi ikke tale mere om det.”

 

Hvor typisk at moren ikke vil sige mere. Hun vil aldrig tale om problemerne; hun starter, og så giver hun op. Vil ikke sige mere. Skal det virkelig være sådan i en hel uge? Senere skal de køre videre nordover gennem bjergpasset til Isafjord, men Flora har ikke længere lyst til at tage derop, og slet ikke som det er nu med al den tavshed. Hun ved bare ikke hvordan hun skal få det sagt. Hun har ikke været i Isafjord sammen med sin mor siden dengang forældrene første gang ville skilles, og det alligevel ikke blev til noget.

 

Lige inden højsletten slutter, på det sted hvor vejen sydfra begynder at gå stejlt ned mod Ørnefjorden, standser Flora igen bilen. Hun slipper rattet og slår ud med armene i en fejende bevægelse som åbner for synet af de bjerge der omslutter fjorden dybt nede under dem. I endeløse rækker ligger de på begge sider af vandet og strækker sig imødekommende over mod den anden side. I det perspektiv der åbner sig, bliver de mindre og mindre for til sidst at forsvinde i det fjerne, helt derude hvor fjorden åbner sig som en tragt ud mod havet og fortoner sig i horisonten. Farverne er overnaturlige. Lilla bjerge med rosa toppe; det er sådan noget man ser i Disney-film, men her findes det i virkeligheden.

      “Se udsigten, mor, er det ikke storslået?”

      Moren svarer ikke. Flora ser på uret. Kvart i to.

       “Jeg har vist kørt lidt hurtigt,” undskylder hun.

       Stadig ingen reaktion. Tøvende drejer Flora nøglen om og begynder at køre ned mod fjorden hvor vejen deler sig i to. Til venstre ligger det store vandfald, til højre vejen mod Ravnøre med det nye museum hvor de skal møde morens fætter. Han har nøglen til huset.

      “Skal vi ikke se vandfaldet?” foreslår hun.

       Da hun heller ikke denne gang får noget svar, standser hun igen bilen, drejer hovedet og ser spørgende på moren der sidder med fugtige øjne og kører hænderne gennem håret. Det er slående hvor smuk hun stadig er, men hun virker utilnærmelig.

       “Er der noget galt?”

       “Nej Flora, kør bare videre.”

       “Er det fordi du stadig tænker på alt det gamle?”

       “Måske.“

       “Der er noget jeg ikke forstår.”

       Intet svar.

       “Hvorfor giftede du dig egentlig med far? I har aldrig haft det godt sammen.”

       “Det er ikke så nemt … “

       “Hvorfor fik I så to børn, og hvorfor flyttede vi med ham til Danmark?”

       “Jeg vil ikke tale mere om det, det var forkert at begynde på det.”

       “Men det er jo vigtigt! I har aldrig haft det godt sammen, og det gik ud over mig – vi har bare aldrig snakket om det. Jeg troede vi skulle tale rigtigt sammen når vi rejste alene på ferie!”

       “Skal vi ikke køre videre? Jeg siger jo at jeg ikke vil snakke mere om det!” svarer moren træt.

       Nu er det Flora der ikke siger noget. Hun sidder og spekulerer på hvorfor hendes mor her i sommer er holdt op med at gå med sin halskæde, den smukke guldkæde som hun ellers altid har haft om halsen, så langt tilbage som Flora kan huske. Men det er nok ikke en god idé at spørge lige nu. Det må vente. Som så meget andet. Efter nogle sekunders pause hvor hun trækker vejret dybt, prøver hun at ryste de ubehagelige tanker af sig. Hun starter bilen og kører videre i tavshed.

 

Allerede på lang afstand får hun øje på en stor, hvid bygning. Det må være museet. Den pletfrie, hvide facade spejler sig i det skarpe sollys. Flagstangen står solidt på sin plads foran huset og strækker sig op mod himlen med det islandske flag som folder sig blankt ud i vinden.

       Naturen og alt andet her er for storslået til at hun kan hænge fast i gammelt dynd. Med et sidste blik udover fjorden skifter hun gear og drejer til højre ind på den smalle grusvej der slår et herresving op mod museet. Bag det åbner dalen sig mellem bjergene. Det må være der vejen går videre nordpå, mod Isafjord, tænker hun og får kuldegysninger ved tanken om at tage derop sammen med sin mor. Med en let panderynken svinger hun den lille, ti år gamle Ford ind ved siden af en sort firehjulstrækker på den grusbelagte parkeringsplads.

       “Så er vi der,” konstaterer hun og drejer hovedet. I morens øjne er der et sart og blødt lys som hun aldrig før har set.

 

Udenfor er luften fra fjorden så frisk at Flora næsten snapper efter vejret. Men ellers er alt som forventet. Stedet hviler som en grøn oase i det stenede bjerglandskab og genkalder de billeder moren har vist hende. Ved siden af museet ligger en gammel tørvegård med tre mørke, sammensunkne gavle og resterne af et tørvetag. Det må have været præstegården, bygget i den karakteristiske gamle stil med parallelle længer. Foran den ligger den lille trækirke med det hvide stakit omkring kirkegården.

       Flora vender ryggen mod museet og kigger ned mod fjorden. I en vig har en flok strandskader samlet sig og skræpper op. Længere ude svømmer et par fredelige edderfugle. Fjorden er smal, man kan tydeligt se den lange, ubrudte bjergkæde på den anden side. Den overrasker hende med sin regelmæssighed og de usædvanlige farver der synes at skifte hele tiden.

       “Kom,” siger moren, og Flora vender sig om igen.

       Nu er en høj, bredskuldret mand kommet ud på trappen foran hovedindgangen til museet. Hans gråsprængte hår er viltert krøllet, og hans smilende øjne er omgivet af små, fine rynker. Det må være fætteren. Han er vist leder af det nye museum.

Skriv en tekst her