Læseprøve

Bergtóra Hanusardóttir:

STÆKKET FLUGT

Uddrag af kapitel 2

Sunnivá stod ude på gårdspladsen og vuggede barnevognen. Hendes første barn, en pige, lå i den og skulle sove. Heldigvis gik der ikke mange forbi her, hvor de havde bygget, så langt væk, næsten i udmarken. Man syntes, hun var tosset at lægge et spædbarn ud at sove. Barnevogne blev ellers brugt meget udenlands, og Bidla sov langt bedre ude end inde. Hun var også godt klædt på og godt pakket ind. Svigermoren havde sagt noget om vognen, og Sunnivá havde svaret så godt hun kunne. Det var ikke frit for, at hun var ved at vænne sig til at være anderledes og affinde sig med, at andre talte formanende til hende.

Hun holdt så meget af disse gode morgener på gårdspladsen. Sol, stilhed og skyfri himmel eller lun luft, tåge og støvregn. Begge vejrlig var næsten lige gode, hvert på sin vis. Gårdspladsen var hendes. Stuehuset mod sydøst, udhuset mod sydvest, stalden og tremmehuset mod nordvest. Lige som det skulle være.

I uvejr kunne man gå hele vejen fra køkkenet, gennem udhuset, så stalden og høladen, og ud til tremmehuset. Og under skråningen mod øst var der en overdækket mødding. Gårdspladsen var stenlagt, og midt på den var brønden, netop sådan som hun altid havde ønsket sig det, sådan som det havde været hos hendes mormor i Dalur.

Vest og syd for huset lå markerne med kartofler, roer og rabarber, og hele vejen udenom havde de plantet træer. Store træer skulle give ly for vestenvindene, som var de hyppigste, og helt dernede ved åen og neden for huset, langs gærderne og mellem markerne havde de plantet buske af forskellig slags. Det var et bestandigt besvær at holde fårene ude, især om vinteren og foråret, når alt kom op af jorden, men de var ganske stædige med at plante nyt i stedet for det, der gik til. I år så væksterne ganske friske og levedygtige ud, der havde heller ikke været frostnætter så langt ud på foråret, og nogle af buskene blomstrede, omend ikke så meget.

Når Lillepigen var faldet i søvn, gik Sunnivá en rundtur for at se på dem og luge ukrudt bort omkring dem. Det nyttede ikke, hvis græsset fik lov til at kappes med de små og endnu dårligt rodfæstede buske, og det var meget lettere at tage det efterhånden, end at vente til alt kunne tages på én gang.

Det havde taget dem mange år fra de som purunge mødtes første gang, til de endelig var kommet så langt, at hun nu stod her med egen datter trygt sovende i sin barnevogn.

De var flyttet hjem fra København året efter, at hun for anden gang var kommet derned. Han med sin uddannelse og tilstrækkeligt mange erfaringer og penge til at kunne klare sig selv. Hun med en stor væv, en rammevæv, og med ny viden om alt det, der skulle være hendes.

Efter ankomsten var hun taget direkte nordpå til sit hjem, men en del af sommeren havde hun alligevel været i Tórshavn. Og sådan var mønsteret blevet. Sjúrður kom også af og til nordpå for at være hos dem i nogle dage, men han var så bundet af sit arbejde, at det ikke skete ofte. Hendes far havde været noget i tvivl om denne forlovelse. Han brød sig ikke om, at Sunnivá skulle giftes og bo i Tórshavn med en mand, der havde en så usikker indkomst. Men han og svigersønnen kom heldigvis efterhånden helt godt ud af det med hinanden, blot havde Sjúrður længe haft den kedelige uvane at give så drillende gensvar, at det ofte havde været lige ved, at de blev uvenner.

Og hun måtte indrømme, at da han ikke var kommet den dag de skulle giftes, var det lige ved at være for meget også for hende. At hun måske skulle være et redskab i kampen om, hvem der var den bedste af de to mænd, det var mere, end hun kunne klare, og hun kunne af og til ønske dem begge langt væk.

Men selvfølgelig havde det ikke haft noget med det at gøre! Sjúrður havde forpasset den gunstige strøm, han var taget for sent fra Tórshavn, havde taget fejl af dagen, hvad vidste hun. Men vejret var dog ikke værre, end at sognepræsten var kommet. Der havde været kirkegang men ingen vielse og ingen bryllupsfest.

Ugedagen efter blev alt gentaget. Der var sendt bud efter præsten, der var kirkegang igen i bygden, vielse og bryllupsfest. Hun i sin nye brudekjole, han i smukt mørkt færøtøj, som hun havde strikket, vævet, broderet og syet til ham. Huset i Tórshavn var klart, planterne i blomst, ko, karl og måske en pige. Husfruen kunne ikke svigte. Kun hun manglede. Men glæden i hendes øjne var sløret, og hjertet føltes som en tung sten, ophængt i tungeroden. Kroppen stivnet, og gangen ikke mindre haltende end før.

[...]

Hun rejste sig, strakte sig lidt, skød brystet frem og indåndede den friske forårsluft, inden hun gik tilbage til gårdspladsen, nynnende på en sang. Jo, Lillepigen sov endnu, og selv måtte hun sætte middagsmaden over.

Til sommer skulle mændene igen ud til de udvalgte bygder for at gøre jorden klar til plantning af træer, der forhåbentlig senere blev til plantager, så der ville utvivlsomt blive meget travlt, vekslende med døde perioder, ligesom sidste sommer. Som hun hele tiden havde vidst, sad hun hjemme, mens hendes mand rejste rundt i landet, så nu skulle det være. I dag ville hun sætte rammevæven op.

Hun så stadig dette strandbillede for sig, og nu måtte hun gå i gang. Nøjagtigt hvordan billedet skulle være, vidste hun ikke, men hun anede det, anede hvordan helheden skulle være, stemningen, farverne. Det duede ikke at blive ved med at holde sig tilbage, det gjaldt om at komme i gang inden håbløsheden overmandede hende. At hun aldrig kunne komme til at væve i lange perioder ad gangen, det vidste hun.

Men hun havde dog sit eget hjem og behøvede ikke at bruge al sin tid på det. Hun måtte indrette sig sådan, at hun kunne komme og gå fra væven blot ved at gå gennem en dør. Væven skulle have sit eget rum. Om sommeren lod det sig gøre, men om vinteren var alt alligevel for koldt og mørkt, og da ville hun sikkert hellere være sammen med de andre end sidde dér alene og fryse.

[...]

At alt ikke var godt, det mærkede hun på Sjúrður. Han var mere lunefuld end før, og meget mindre tålmodig med hende. Men det ville nok rette sig igen, og når hun virkelig længtes, havde de det bedre sammen end nogensinde.

Hun følte sin krop vågne imod ham, men det måtte vente til i nat, hvis ikke alt så var anderledes; hun gik blot over til ham og trykkede sig ind til ham et øjeblik.

Han så op på hende og smilede.

“En god dag i dag. En sand velsignelse at arbejde ude og så komme hjem til middagsmad i en passende pause. Hvad har I to så lavet i formiddag?”

“Åh, ikke noget særligt, det sædvanlige. Men jeg var også lidt udenfor og lugede i det gode vejr, mens hun sov. Jeg er så glad for, at vi har åen, når der er så langt ned til stranden. Det sker, at jeg savner den så meget. Noget andet er, at vi inden længe må sætte hegn op om Lillepigen, eller også må hun bindes, for hun er begyndt at rejse sig op, og så varer det ikke længe, før jeg ikke får gjort andet end at løbe efter hende. Jeg har nemlig sat mig for at tage rammevæven frem i dag.”

[...]

Men hvor skulle væven stå? Hvor skulle dens plads være? En fordel havde hendes stue frem for hans, og det var udsigten. Den havde to vinduer, der vendte ned mod de små træer og åen, og så et til. Hendes stue var altid lun, fordi komfuret stod op mod væggen ind til den, og fordi døren altid stod åben. Hun måtte finde en måde at flytte bordet og stolene, så hun fik sat væven ved vinduet. Hun ville kunne se ned til åen, mens hun sad ved den.

“Hvad siger I?”

Hun for sammen. De var færdige med at spise og ventede på kaffen.

“Åh, jeg sad vist i mine egne tanker. I må undskylde,” sagde hun og skyndte sig haltende efter kopper og sukker. Kanden havde småsnurret længe, så hun håbede, at kaffen ikke var blevet bitter, og hun gik ud i udhuset efter en kop fløde. Den var skummet af mælken i morges, så den var i hvert fald udmærket. Og mens de drak, gjorde hun termoflaskerne klar, for mændene skulle være borte resten af dagen, og da de var gået, tog hun af bordet, vaskede op, fejede, satte brøddej til hævning, skiftede ble på Lillepigen og gav hende noget at spise og drikke.

Havde de ikke noget, hun kunne sætte under væven? Ja, hvis ikke, måtte hun indrette noget midlertidigt, et lille bord, sengebordet måske, men så var der jo ikke noget bord ved sengen. Alt for ufikst måtte det heller ikke være, for så ødelagde hun sin stue.

Hele dagen drejede hendes tanker sig om væven og stuen, mens hun prøvede at skynde sig for at få det nødvendige fra hånden. Og hvordan skulle hun gå op på udhusloftet efter den sammen med Lillepigen? Alt hvad hun ejede stod nedpakket deroppe. Hvor, vidste hun ikke, så det kunne tage et stykke tid at finde det.

Hun måtte næsten få Bidla til at sove først, eller også måtte hun have hende med, og det kunne hun dårligt. Hun kunne ikke passe på hende deroppe, så hurtigt hun nu kravlede overalt, og hun stoppede også alting ind i munden

I flere dage blev Bidla nu igen lagt til at sove senere om eftermiddagen, mens Sunnivá søgte og fandt forskelligt frem oppe på udhusloftet. Alle disse ting, som havde haft betydning for hende, gamle breve og bøger, gamle duge og beklædningsstykker, noget hun i sin tid havde lavet i skolen, noget pynt – og så alt garnet, tøjresterne og nogle småting, hun havde fået af Sanna, sten, skaller, konkylier og ravstykker, endda nogle velbevarede, tørrede planter var der.

Hvor skulle hun have det henne, hvis hun tog det ned? Det meste sad hun lidt med og lagde så tilbage i kasserne. Men dem trak hun over i en krog, sådan at hun nøje vidste hvor hendes ting var at finde en anden gang. Noget af garnet tog hun med ned, både til væ- ven og til at strikke af, men tøjstykkerne lod hun ligge foreløbig. Heller ikke symaskinen havde været brugt til noget spændende længe, kun til sengetøj og noget linned til Lillepigen, det var det hele. Måske skulle hun også tænke på at sy noget særligt til hende, nu hun snart begyndte at gå.

Nej, hun måtte være mere målrettet, hvis hun nogensinde skulle få væven op at stå, måtte tænke på én ting ad gangen og mindre på alt det andet, som også skulle gøres.

Resultatet blev at Bidla ikke faldt i søvn om aftenen førend sent, og at forældrene ikke faldt i søvn førend endnu senere. Om aftenen drejede alt sig om datteren, og de gled lidt længere bort fra hinanden. De havde hverken kræfter eller tid til at gøre sig den umage, som skulle til for at bevare den gode, frydefult overstadige kærlighed, deres elskov. Den anden måde, den vanemæssige, kunne hun næsten være foruden. Ganske vist kunne den også gøre dem godt, men den var dog for intet at regne i forhold til det, som først tændtes i sjælen og luede som ild, når hud mærkede hud. Søvnløshed af misforstået kærlighed var det værste hun vidste.

[...]

Ud på efteråret tog hun væven frem igen, men hun fik ikke meget fra hånden førend efter jul. Da havde hun nogle måneder, hvor hun arbejdede på billedet, og til sidst havde hun også fået alle de ønskede detaljer med. Tilbage var nu at udfylde og få helheden frem, og det krævede måske endnu mere sammenhængende tid, end da hun arbejdede på selve åen og stenene. Et år, et helt år tog det at væve opbygning og helhed til et billede! Men hun var også tilfreds med det, trods alt. Hun syntes selv, at dette var det bedste, hun havde la- vet, i hvert fald var det første gang, at billedet var fuldt og helt hendes eget. Ingen lærere, ingen ulykker eller fremmede rystelser havde skabt det.

Da det var færdigt, skulle det hænges op. Men hvor? Det passede ingen steder! I soveværelset måske, hvis det var blevet sådan, som hun havde ønsket sig det. Det burde have været smykket med det smukke- ste, de ejede, og ikke som nu hvor det bare lå ubrugt hen til næste nat, uden opredning og fuldt af tøj og bøger overalt. Engang ville Lillepigen blive så stor, at de kunne indrette arbejdskammeret til hende. Men nej, den drøm måtte skubbes til side hurtigst muligt. Hun følte på sig selv, at der var en anden på vej inde i hende, og blev det sådan, måtte de have en pige i huset, og så gik kammeret til hende. Karlen havde det andet.

Nej, var hun først gået ned fra loftet om morgenen, gik hun ikke derop igen den dag, ikke uden det var nødvendigt. Trappen var blevet så vanskelig for hende at gå op og især ned ad, den var stejl og glat og mindede hende om dengang, hun som lille pige var faldet ned i gangen og for første gang følte, hvordan hendes hofte var. Hun huskede både rædslen og smerten, og nu var det næste barn måske på vej. Bare det ikke blev værre for hvert barn, hun fik. I så fald ville det engang blive rigtigt slemt. Og altid var Lillepigen så sulten om morgenen, at det bare gjaldt om at komme ned med hende hurtigst muligt. Nej, hun ville næppe kunne klare sig uden pige i huset. Alene kunne hun ikke passe mere end ét barn, og så var der også alt det andet, både det sædvanlige husarbejde og det nye, der skulle gøres. Sjúrður var begyndt at tale om en butik, og ikke kun om at sælge sin egen afgrøde sommer og efterår, men også om at skaffe grøntsager og frugt udefra til at sælge hele året.

Sunnivá var vist lige fyldt tre, dengang hun faldt ned ad loftstrappen derhjemme. Jo, deres trappe havde været meget stejl, måske endnu stejlere end denne, sådan som de jo ofte var i de gamle huse, og dertil blankslidt.

“Sunnivá, bliv her, vent på Mor,” havde det lydt fra kammeret.

Men hun var allerede gået derhen, ville selv, stod på lemmen og trådte ned på det øverste trin. Det var glat og skrånede den gale vej, udad og nedad. Pigen følte usikkerheden og ville vende sig om. Det var nok alligevel bedst at vende sig ind mod trinene og gå baglæns ned. Men det var for sent. Foden gled, og selv om hun prøvede at holde fast i lemmen, var faldet for tungt. Hun mistede taget og styrtede ned i gangen. Smerten var stærk i lænden, og forskrækkelsen ikke mindre, så det varede lidt før hun brast i en hjerteskærende gråd. Men da var moren allerede kommet og havde løftet hende op.

Denne gang hjalp dog ingen trøst. Pigen bare græd og græd, og til sidst blev moren vred og sagde, at sådan gik det småpiger, som ikke adlød og opførte sig ordentligt. Faren var også hjemme og prøvede på at hjælpe, men til ingen nytte. Pigen måtte være kommet værre til skade, end de havde troet.

Ata, storesøsteren, havde prøvet at trøste og sad nu håbløst grædende på gulvet med sin lillesøster i armene, og forældrene anede endnu en vanskæbne. Var denne pige også halt? Var det grunden til, at hun ligesom Ata havde været så usædvanligt sen til at gå?

Nu løb tårerne ned ad morens kinder, mens hun vuggede den lille og holdt en kold klud mod hoften.

Vuggede og sang og prøvede at få barnet til at sove, mens faren tog tørvekurven og gik ud, op mod fjeldet.