LÆSEPRØVE

Bergtóra Hanusardóttir: Færingerne 

Begyndelsen af kapitel 1

 

De trak det våde vintertøj af og hængte det på knager efterhånden som de kom ind fra mørket og indtog det lille træhus der var blevet et samlingssted for de unge efter at gymna­siet var flyttet fra Skansebakken helt op til Hoy­dalar. Huset lå lidt for sig selv som anneks til den gamle kommuneskole nede i Tórshavn, og der blev flyttet om på stole og borde for at mildne præget af skolestue. Ellers var der ret stille, de unge stod spredt på gangen i små klynger og talte dæmpet med hinanden.

Aftenens møde drejede sig om uddannelse eller, som én ironisk havde formuleret det, om enten at rejse ud eller blive hjemme, et højst vedkommende emne for årets studenter, men også for pigerne i 2.g. der netop kom ind, lattermilde og med dråber af finregn i håret.

Dejlige piger, syntes Rói og Finnur, de to slægtninge der med hver sin smøg stod og lænede sig mod dørkar­men udenfor lokalet. De så på hinanden, skoddede ciga­retterne og belavede sig langsomt på at gå ind, nu hvor formanden utålmodigt kom ud for at skynde på folk.

Søde piger, men hvorfor var Sólja ikke med? Kom hun for sent, eller kom hun måske slet ikke?

Rói spejdede i alle retninger inden han endelig satte sig længst nede i lokalet. Han var spændt på at se hende, og det kunne være lige meget med mødet hvis hun ikke kom. Det var mærkeligt, men han tænkte ikke længere på de andre to selvom han for en uge siden havde været lige forelsket i dem alle tre.

Festen i lørdags havde gjort udslaget, og hun måtte komme, hun skulle komme!

Han havde kun lyst til at tænke på fremtiden hvis hun også var til stede, utålmodig som han var efter at vide noget mere om hendes planer.

Man tog plads, mødet blev åbnet, og de sang som så ofte før Kampsangen, så rigtig netop til denne lejlighed, inden formanden lagde for med sine synspunkter om aftenens emne.

Flere kom dryssende ind, men ingen Sólja, og det til trods for at de havde fulgtes op ad skoletrappen her til morgen, og hun også havde smilet til ham i frikvarteret. Måske var der sket noget uventet så hun var forsinket men alligevel snart ville komme.

Finnur og han blev studenter til sommer, og så ville de til Danmark for at læse videre. Maskiner og søfart, ja havet selv, havde altid været hans fremtidsdrøm, men bekymringen for skiftende indtægter og lang tids fravær gjorde at han nu overvejede at blive ingeniør. Maskin­mester kunne han ikke blive uden svendebrev og arbejde i et maskinrum, så hvis det skulle være noget med søfart, måtte det blive navigation, og hvis han ville ud­danne sig til et givtigt erhverv, måtte han vænne sig til tanken om den Tekniske Højskole samt et langt ophold i Kongens København.

– Selvfølgelig skal du det. Du må bruge din skole­gang til noget der dur, noget som vi andre ikke fik gjort, havde hans gamle skipper pålagt ham sidst de mødtes på kajen, og præsten havde for nylig sagt omtrent det samme.

Finnur, den landkrabbe, ville også rejse. Han havde for længst besluttet sig for statsvidenskab og økonomi, men politiker? Nej, det blev han nok aldrig, og hvordan kunne man ellers leve af sådan en uddannelse? Rói ønskede at sikre sin fremtid som mand med kone og børn. Men kunne han leve uden hav? Og kunne han leve uden fjelde? Han vidste det ikke, men derhjemme ventede man sig meget af ham, og tiden i Tórshavn skulle gerne føre til noget mere. Så var det lettere for Fríði der uanset evner var holdt op på gymnasiet og flyttet tilbage til de­res hjembygd.

Sólja var stadig ikke kommet, men Lisa, Fríðis kære­ste, var her og også Suffía, Marin og Tove, alle fra Sóljas klasse, og dem ville han tale med efter mødet, tænkte han og så på deres alvorlige ansigter. Latteren var for­stummet og smilene forsvundet fra deres øjne sammen med foredragsholderens ord.

– I er landets fremtid, det er jer der må tage over når vores kræfter svinder, ikke mindst jer som drager ud for siden at komme tilbage med kundskab og foretagsom­hed til gavn for os alle.

Han standsede, og folk sad musestille i tavsheden der fulgte efter. Alligevel var Rói blevet varm om hjertet. Han ønskede at gøre en indsats for sit land – havde han bare vidst om det var det rigtige han tænkte på! Og så Sólja som ønskede at blive læge, men hun havde dog tilføjet at det måske alligevel ikke blev til noget. Det var jo en lang og dyr uddannelse, hun havde søskende, og velhavende var hendes forældre ikke selvom de begge havde en fast løn.

– Lisa tænker også på at blive læge, havde hun sagt og set venligt på ham, så mild i øjnene og så smuk i sin lyse kjole med det runde ansigt omkranset af mørke krøller.

I den sidste tid havde han danset med hende nogle gange, havde fornemmet hendes krop, det smidige og rytmiske i hende og vidste at hun var stærk og elskede at følge både ham og musikken i den intense fejende dans hen over gulvet.

Nu smilede han ad sig selv, så fordybet i egne tan­ker mens alvorlige fremtidsbilleder fløj gennem luften. Boligforhold, studiestøtte, foreningsliv, og her sad han og drømte om at danse med Sólja, svinge hende rundt så skørtet stod ud fra hendes lår, løfte hende op så øjnene lyste, holde hende tæt ind til sig mens hun gled ned igen, danse en henført kinddans med hende, følge hende hjem.

– Hvad med mulighederne for at læse i Århus?

I Århus! Nej du, tænkte Rói. København skulle det være, København eller intet. Når de nu rejste ud i ver­den, så skulle det da være til en rigtig by. Og mon ikke Sólja også ville til hovedstaden?

Han havde trukket hende i hestehalen da de i flok­ken af søvntunge elever gik op ad trappen her til mor­gen, denne sure morgenstund som han havde vrænget ad siden han væltede ud af sengen og kun halvvågen havde stukket sin næse ud i regnen. Men hun havde sendt ham et smil der lyste imod ham som gløder fra et bål og spredte gnister i hans krop så glæden var blevet der resten af dagen – og nu var hun alligevel ikke kom­met.