Læseprøve, Emma Brynja Svane: POLITIKEREN.

Romanen udkom den 10. december 2013

Copyright Emma Brynja Svane

Kap. 1

Torsten Holm sad alene med en dåse Tuborg på terrassen foran det lille sommerhus og stirrede ud over Vesterhavet. En time tidligere havde det ligget roligt tilbagelænet og bredt sin blågrønne kjole ud i solen, men nu slog det med skørterne mod de oktobergrå skyer og rumlede uheldssvangert. Alligevel føltes det beroligende at være tilbage på det afsondrede sted, og han glædede sig til at holde en uges ferie langt væk fra alting for at grave sig ind i ensomheden og lade den opsluge den sammenfiltrede knude af forviklinger som hans tilværelse var udartet til. Han var parat til at tage kampen med sig selv, det var hans eneste chance for at finde tilbage til den ro han tidligere havde haft i sit sind.

Der var ingen klinter mellem huset og havet, kun stranden skilte dem ad, det var næsten som at være på et skib eller midt i et maleri. Grådigt drak han et par slurke af sin øl og dykkede med lukkede øjne ind i naturens monotone musik. Det langstrakte brøl mens bølgerne samlede sig sammen, klasket når de ramte stranden, suget når de trak sig ud igen. En evig rytme der rørte ved hans gamle drøm om at forsvinde i havet, stå midt i uvejret på klinterne syd for byen og bare lade sig rive med af stormen. Forsvinde i vandmassernes glubske fråden.

Han tømte øldåsen og gik ind og tog en ny.

Der var gået flere uger siden han havde besøgt Nina i København, og de havde næsten ikke haft nogen kontakt med hinanden efter det. Hun havde knap nok villet tale med ham da han ringede. Da han forsigtigt foreslog at de skulle ses igen, svarede hun ikke.

       – Er der noget galt? spurgte han.

       – Nej, hvad skulle det være? svarede hun spidst.

Mage til primadonna, tænkte han, hun er da umulig at være sammen med. Men inderst inde håbede han det ville blive bedre. Men han ville vente med at kontakte hende. Først måtte han have lidt frisk luft og ryste tristheden af sig.

Han tog sine løbesko på, gik ned på stranden og begyndte at løbe mod nord, væk fra Lønstrup, i modsat retning af klinten. Efter nogle minutter blev han klar over at det ikke duede, og han holdt op med at løbe. Almindeligt gangtempo passede bedre, nu da han havde drukket to øl.

Himlen var blevet mørkere. Solen var ikke forsvundet, men den var halvbleg og varmede ikke rigtigt luften op. Turisterne holdt sig væk. De eneste han mødte, var et ungt par der gik med hinanden i hånden, langsomt, med kroppe der trodsede vejret og hele tiden standsede op for at sno sig om hinanden mens mundene mødtes i kys efter kys.

Det snørede sig sammen i hans strube, længslen efter Nina var det eneste han sansede. Pludselig orkede han ikke mere, han udsøgte sig et sted hvor der var læ og lod sig falde ned i sandet. Tåbeligt at han havde glemt at tage en dunk vand med, nåede han at tænke inden han faldt i søvn.

 

Torsten drømte at han var kommet til en lysning midt i skoven. Det var sommer, og han lå sammen med Nina på et tæppe af dun. Hun var smukkere end nogensinde, hendes lange sorte hår fejede hen over hans nøgne bryst, langsomt sænkede hun sig ned over ham, og han lukkede øjnene for at forhøje nydelsen. Men så forsvandt hun, og alt blev sort. Da lyset kom tilbage, var han pludselig i et teater, tæppet gled til side, og han lå midt på scenen og prøvede at huske sine replikker. Ophidsede børnestemmer nærmede sig og trængte ind i drømmen.

       – Er han død?

       – Måske, han ligger så underligt.

       – Skal vi føle på ham?

       – Tror du han er kold?

Torsten ville svare at han ikke var død, og at de skulle forsvinde så han kunne passe sit arbejde, men han kunne ikke løfte hovedet. Pludselig mærkede han en lille, forsigtig hånd der lagde sig på hans arm.

       – Nej, han er helt varm, sagde pigestemmen, jeg tror han lever.

Så kom drengestemmen igen.

       – Øv, det var lige så spændende, .

 

Forvirret satte Torsten sig op og stirrede på dem.

       – Hvorfor troede I jeg var død?

       – Der plejer ikke at ligge nogen her.

       – Du så helt død ud.

Nu fik han øje på de voksne der kom gående hen imod dem med bekymrede miner.

       – Er det jeres mor og far? spurgte han mens han rejste sig og børstede sandet af sig.

Børnene nikkede tavst og tog et par skridt væk fra ham. I et spring var faren henne hos dem, han så oprørt ud.

       – Hvad sker der?

       – Ikke noget, svarede drengen.

       – Manden er ikke død, fastslog pigen.

Torsten prøvede at smile men børnenes forældre var ikke modtagelige. Måske troede de han var pædofil og havde prøvet at lokke deres unger til sig.

       – Jeg var bare faldet i søvn, forklarede han, jeg var træt.

Faren smilede stift.

       – Kom børn, sagde han og lagde en arm om pigen.

Så vendte de sig væk og begyndte at gå videre i retning mod nord. De hørte nok til i sommerhusområdet ved Skallerup Klit, tænkte Torsten. Han var irriteret over at de havde været mistænksomme over for ham, men lettet over at de ikke skulle samme vej som han. Så havde han været nødt til at vente meget længe her for at de ikke skulle tro han fulgte efter dem.

 

Tøvende begyndte han at gå tilbage langs stranden. Han frøs og gik rask til, vendte ansigtet op mod vinden og lod den feje den dårlige oplevelse væk. Rytmen fra havet var blevet heftigere, den borede sig ind i hans knogler, brølede ind i hans ører at der måtte ske noget. Han ville have Nina hos sig, eller også ville han være helt fri for hende og finde en anden, han gad ikke være alene mere.

Det føltes befriende at erkende det, og da regnen begyndte at hamre ned over ham, var det som en renselse. Han genkendte sig selv i de store, lysende dråber og vidste at han var nødt til at tage hul på et nyt kapitel i sit liv.

 

Kap. 2

 

Nina Mortensen stod længe foran spejlet på badeværelset og så sig selv i øjnene. De var mørke og smukke med de lange vipper ... og uudgrundelige som Torsten sagde, med en sørgmodig usikkerhed længst inde.

Tøvende gik hun lidt længere væk fra spejlet, tog tilløb og prøvede at sige det, men der kom kun et pust. Nej, hun kunne ikke få sig til at sige det højt, og efter et nyt tilløb blev det bare til en hæs hvisken – Nina, jeg elsker dig – og så kom hun til at grine selv om det slet ikke var meningen. Tværtimod, det var dybt alvorligt.

Det mislykkede forsøg udsprang af hendes vilje til at afprøve en teknik hun havde læst om i en bog om at helbrede sit liv. Ifølge forfatterne kunne man stive sin selvtillid af ved at sige jeg elsker dig højt og tydeligt til sig selv. Det var vist noget tåbeligt sludder, men hun var da i det mindste blevet i bedre humør af at prøve.

Smilende friskede hun make-uppen op og rettede på page frisuren. Den lysebrune nuance var kedelig, øv hvor den ærgrede hende, men det var hendes egen naturlige hårfarve, den hun havde haft inden hun farvede det sort for at gøre karriere som topmodel i New York og Paris. Inden hun giftede sig med Alain og fik efternavnet Simon.

Det havde lydt så godt. Nina Simon. Meget bedre end det almindelige pigenavn hun nu havde taget tilbage for at undgå opmærksomhed i Danmark. Hun gjorde hvad hun kunne for at leve stilfærdigt og ubemærket som fru Mortensen på Østerbro.

Telefonens ringetone kaldte hende tilbage til hverdagen, hun greb efter den i lommen og gik ud på gangen. Ukendt nummer stod der på displayet. Et øjeblik overvejede hun at lade være med at svare, det var sikkert en sælger eller noget i den retning. Men på den anden side kunne det jo også være noget med hendes søn.

       – Nina Mortensen, sagde hun og var tilfreds med den professionelle klang i stemmen, det havde krævet lidt tid at vænne sig til at bruge det nye navn.

Der kom ikke noget svar selv om forbindelsen var åben, og hun kunne høre en der åndede tungt.

       – Hallo, sagde hun irriteret, men der kom stadig ikke noget svar.

       – Er der nogen? spurgte hun og lyttede til den andens vejrtrækning.

i baggrunden hørtes  nogle ubestemmelige lyde. Så blev samtalen afbrudt, og hun stod forvirret tilbage. Hvem kunne det være?

 

Tankefuld stak hun telefonen i lommen igen, rystede på hovedet og glattede ned over de stramme, sorte jeans. Så gik hun videre ind i stuen og trak gardinerne for inden hun lod sig synke ned i den store designersofa. Med let rystende hånd skænkede hun et glas vin op og rakte ud efter tændstikkerne.

Den første knækkede da hun strøg den mod æskens kant. Anden gang lykkedes det, den lille flamme fik liv og spredte sig til stearinlysene i de antikke sølvstager. Hun pustede tændstikken ud, lagde den i det polerede Arne Jacobsen askebæger og lænede sig tilbage i sofaen.

Det havde nok ikke været noget alligevel. Måske et gammelt menneske der blev forvirret, eller bare en idiot der fik forkert nummer og ikke kunne finde ud af at sige undskyld.

Hun tog en dyb indånding og så sig om i sin nye stue. Jo, det kunne gå an, det højloftede rum så godt ud med de let tonede vægge, de kridhvide kontraster i stukken og træværket.

 

Det hele var ved at komme i orden efter flytningen. Hvis man ellers kunne kalde det en flytning når man ikke havde andet end sig selv og sit tøj med og ellers måtte købe det hele. Alt havde været så kaotisk, hun havde forladt Frankrig uden at tage noget andet med sig end sin 10-årige søn, og det havde taget lang tid at finde de helt rigtige møbler og lamper, for slet ikke at tale om malerier og nips. Sølvlysestagerne var et eksperiment, men det så faktisk godt ud. Et enkelt antikt indslag i en ellers helt moderne og stilren indretning.

Nu var der gået godt to måneder siden den dag i begyndelsen af august hvor hun og Robert var trådt ind i lejligheden sammen for første gang og havde måttet sove på madrasser fordi der simpelt hen ikke var noget inventar. Men selve rummene var sat i stand, Torsten havde hjulpet hende med at få det ordnet, han havde været så sød og imødekommende, han ville gøre alt for hende. Jean havde også hjulpet en del de første dage. Og hendes franske veninde, Anne. Jo, der var mange hun havde at takke for at alt var gået så godt med det praktiske.

 

Men så var de pludselig væk, de havde hver deres eget liv at passe. Det sværeste var at Torsten ikke var der, han var rejst hjem til Jylland fordi han var nødt til at passe sit arbejde, og hun måtte starte sit nye liv alene med Robert der skulle begynde i fjerde klasse i en ny skole. Det havde været et chok for dem begge to. Alt var så fremmed. Efter sine mange år i udlandet havde hun svært ved at vende tilbage til Danmark og det almindelige, danske liv. For sønnens skyld havde hun været fast besluttet på at det skulle lykkes. Han trængte til fred og ro, og hun ville gøre næsten alt for at han skulle blive accepteret af kammeraterne i skolen.

Det var sværere end nogen af dem havde troet. Robert var vokset op som katolik i Frankrig. Ganske vist talte han dansk uden accent fordi Nina havde snakket sit eget sprog med ham siden han blev født, og han skiltede ikke med sin parisiske overklassebaggrund. Alligevel havde han tydeligt mærket at de andre drenge syntes han var anderledes, og han havde lukket sig inde i sig selv.

Skolen på Dag Hammarskjölds Allé var i princippet katolsk, men det virkede ikke som om det betød noget for dem der gik der. De fleste var slet ikke religiøse, og ingen af dem syntes at vide hvem Sankt Josef var, ham der havde givet skolen sit navn. De gik mere op i sport og biler og action, og Robert skilte sig ud med sit stille væsen og alvorlige sind.

Nina anstrengte sig for at gøre det nemmere for ham, hun prøvede at lære de andre forældre at kende og havde inviteret et par af mødrene hjem til en kop kaffe. En enkelt gang havde hun også været på café med Louise der var mor til Roberts skolekammerat, Noa.

De tog begge drengene med på Dag H efter skoletid, og Nina fandt det naturligt at fortælle noget om den mand som caféen og vejen var opkaldt efter. Der hang så mange fotostater på væggene og skreg på omtale. Men de to drenge nikkede bare ligegyldigt, og Louise himlede med øjnene da Nina insisterede på at forklare hvad FN betød for freden i verden. Hun bed ærgrelsen i sig, men på hjemvejen prøvede hun at tale med Robert om det.

       – Her er meget anderledes end i Paris, indledte hun forsigtigt.

       – Ja ja, mor, svarede han mumlende og stak hænderne dybere ned i lommerne.

Mere blev det ikke til. Hun vidste ikke hvordan hun skulle bære sig ad med at trænge ind til ham og skabe fortrolighed. Måske havde de været for længe væk fra hinanden, måske havde han boet for længe hos Alain, måske havde hun ikke tænkt nok på hvor svært det var for ham at undvære både sin far og alle kammeraterne, blive revet op med rode. Men hun ville ikke give op. Det her var en ny chance for hende. Hendes eneste chance. Han var nødt til at tilpasse sig. Det var forudsætningen for at de kunne bygge en ny tilværelse op i København.

Det var bare ikke så nemt. Heller ikke for hende. Alt havde været enklere i Frankrig. Hun havde været så ung da hun mødte Alain, og hun havde formet sig efter ham. Selv efter at de var blevet skilt, blev de ved med at være hinandens bedste venner, han havde altid været der for hende, hun havde aldrig haft problemer som han ikke kunne hjælpe hende med at løse.

 

Nu var det et afsluttet kapitel. Alain var der ikke, han var død og kom aldrig tilbage. Først nu var det ved at gå op for hende hvor uigenkaldeligt det var. Måske var hun for første gang begyndt at distancere sig fra ham. Alain ville ikke have accepteret at sidde her alene i en stue og stirre ind i to stearinlys. Han havde aldrig forstået danskernes forkærlighed for at fylde deres hjem med små lysende blus.

       – Det er en makaber skik, plejede han at sige.

I hans forestillingsverden hørte levende lys til i kirken. Når hun en sjælden gang fandt på at tænde et stearinlys i de første år de var gift, oplevede han det som om der var begravelse, og hun holdt hurtigt helt op med det. Nu var det første gang i alle de år der var gået siden hun rejste væk fra Danmark, at hun havde fået lyst til at købe sine egne lysestager og tænde lys.

Derfor havde det været så vigtigt at stagerne var antikke. De skulle være brugte, repræsentere andres levende liv, danskere der ikke kunne forestille sig et hjem uden stearinlys. Hun havde kunnet nøjes med fyrfadslys. Men det her var et stærkere signal, det var som om hun manede Alains ånd frem. På en måde var det hendes private begravelse af ham, længe efter hans voldsomme død og den begravelse som hverken hun eller Robert havde været med til.

Hypnotiseret sad hun og stirrede ind i de små, blafrende flammer mens hun tørrede en tåre af kinden og mindedes ham som han var engang. Dengang alt stadig var godt mellem dem, før hun blev klar over alle de mærkelige ting han var involveret i. Inden han begyndte at være hende utro, inden han forlod hende.

Godt Robert ikke var hjemme og kunne se hende tage sådan på vej. Det var fredag aften, og han havde fået lov til at overnatte hos Noa. De to drenge søgte fællesskab hos hinanden. Som børn af enlige mødre var de som to øde øer der prøvede at finde sammen i en verden af perfekte familier.

Med et ryk var hun tilbage i virkeligheden og rejste sig for at gå ud i køkkenet og hente en bakke hun havde gjort klar til sig selv. Så satte hun musik på og gled igen ned i sofaen. Rødvinen smagte godt, det gjaldt bare om at nyde de gode stunder og lære at være alene med sig selv. Glemme hvor uoverkommeligt det hele var. Glemme ensomheden, minderne fra fortiden. Lære at virkelig elske sig selv som der stod i bogen. Koncentrere sig om stearinlysene. Musikken. Smagen af den naturligt modnede brieost fra Løgismose. Følelsen af den sprøde skorpe og saftige krumme i brødet fra Emmery's. Den varme fornemmelse når bourgognevinen gled ned gennem halsen.

Da ringetonen lød igen, gav det et sæt i hende. Nervøst rejste hun sig fra sofaen og tog telefonen op af lommen. Også denne gang stod der ukendt nummer på displayet.

       – Nina Mortensen, sagde hun og ærgrede sig over det anspændte tonefald.

Som svar fik hun ikke andet end vejrtrækning og diffuse baggrundslyde som hun ikke kunne tolke. Forvirret gik hun hen til vinduet og trak gardinet lidt fra. Der var ikke noget mistænkeligt at se nede på gaden. Men den gamle angst havde rørt på sig.

Copyright © Emma Brynja Svane 2013

BOGEN KAN KØBES HOS DIN BOGHANDLER

ELLER HOS FORLAGET AMANDA BOOKS